Im Not The Only One ≠ N.H - C.H

32. Kapitel

Nialls Birthday Party

//Elenas synsvinkel//

"Maura, er i her snart?" Spurgte jeg Maura (Nialls mor) som vist også var på vej hen et telt vi havde lejet.
"Vi er der om 10-15 minutter ca." Svarede hun, "Der er lidt trafik."
"Okay, men jeg glæder mig allerede super meget!" Sagde jeg og legede lidt med min sorte kjole som jeg engang havde fået af Niall nogle måneder tilbage, jeg havde også den halskæde på hvor der stod Nialls navn.
"Bobby er også helt op at køre over at skulle se dig igen og ikke mindst Niall." Svarede hun gladt, "Jeg er simpelhent så glad for at i snakker sammen igen."
"Det er jeg også! Jeg har savnet jer helt vildt!"
"Nå, men vi ses min kære." Sagde hun
"Jep, vi ses Maura!" Sagde jeg og lagde på.
Okay, mine og Nialls forældre kender hinanden super godt og er tæt knyttet, jeg betragter Maura som min anden mor! Jeg fortæller hende alt! Og siden hun ved nærmest alt, vidste hun også jeg kunne lide Niall.
Mine forældre, hører jeg ikke så meget fra, ikke fordi jeg ikke snakker med dem længere, de har bare begge to et vigtigt arbejde. Min far er medejer af Apple, så det jo et meget vigtigt job så han har ikke så meget tid til familien. Og min mor, hun er tøj-designer, så hun er ikke så tit hjemme.
Men jeg er nærmest vant til det, men jeg hører jo stadigvæk fra dem, bare ikke så tit.
Jeg har ikke så meget familie, de har ikke kontakt med os, eftersom der er en slags konflikt.
"Elena, vi skal gøre klar nu!" Afbrød Ashton som stod henne i døren.
"Maura og Bobby er på vej, de er her om 4-5 minutter." Sagde jeg og gik med Ashton hen mod teltet.
Harry var ude med Niall og de var så på vej her hen.
"Hvornår kommer Harry med Niall?" Spurgte jeg og gik ind i teltet.
"De er her om 20 minutter, Harry skriver når de er her."
Jeg nikkede og kiggede kort ud af teltet.
Jeg skimtede Mauras kastanje brune hår, jeg løb så nærmes hen til hende og Bobby.
Jeg sprang i deres arme, fordi jeg ikke har set dem i godt vel et halvt år!
"Så, er alt klart?" Spurgte Bobby
Jeg nikkede, "Vi skal bare lige gemme os, og så er alt klart."
Min mobil begyndte at vibrere i min hånd
"Hallo det Elena."
Der kom intet svar
"Hallo?"
"Denne dag i dag, vil blive en af dine sidste."
Og så blev der lagt på
"Hven var det?" Spurgte Maura
"Forkert nummer tror jeg." Smilte jeg
Michael kom løbende, "De er parkeret, skynd jer."
Vi løb ind i teltet og fandt nogle hatte og gemte os bag stolene og bordene.
"Harry, hvad skal vi her?" Spurgte Niall og trådte ind i teltet

"3."

"2."

"1."

"Surprice!" Skreg vi og hoppede op fra gemmestederne.
Niall begyndte at grine og kramme en hver.
Han kiggede så rundt, jeg løb så hen til ham bagfra og krammede livet ud af ham.
"Tillykke store dreng!" Grinte jeg
"Tusind tak smukke." Grinte han og lagde mærke til min halskæde, "Sikke en fin halskæde!"
Jeg nikkede.
Jeg kiggede ud til venstre og så at Calum faktisk bare smilet.
"Nå, hvem skal have noget kage?" Sagde jeg
"Mig!" Skyndte Niall at sige og satte sig på en plads.
Vi fik alle sat os ned.
Jeg sad vedsiden af Louis og Maura, Niall sad overfor mig.
Niall, han så, så glad ud.
Hvilket gjorde mig, mere glad.
Og at Calum smilte da jeg holdte om Niall, viste bare at han ikke var som Nash.
Det såret mig faktisk at jeg ikke opdagede at Niall nærmest "afviste" mig sidste år til hans fødselsdagsfest.
Han blev jo tvunget til det af Nash.
Og jeg var simpelhent så klog at stole på Nash og ikke mindst elske ham.
Tænk at jeg har været sammen med den idiot😂
Ahahahhh!
Men lige det at Niall, såret mig.
Ramte mig hårdt.
Men, vi jo okay igen.
Alt er som det skal være!
Niall, gør mig utrolig glad.
Niall, får mig op på dupperne.
Niall, får til mig at føle mig virkelig speciel.
Niall, giver mig en dejlig følelse i maven.
Niall, er alt.
"Elena, skal du have noget kage?" Spurgte Maura og vækkede mig fra min lange trance
"Ja tak, ikke så stort." Smilte jeg og tog imod er stykke kage.
"Mhmm.. Hvem er har valgt kage?" Spurgte Niall lige da han havde taget første bid.
"Det har Elena, hun sagde det var din ynglings!" Smilte Harry
"Det skam også rigtigt." Svarede Niall og gav mig et meget charmende smil, "Du kender mig alt, for godt Smukke."
Jeg rødmede kort, "Alt alt alt for godt!"
"Her Niall, åben din gave!" Sagde jeg og gav ham min gave.
Han åbnede gaven, "Ej!" Jeg havde givet ham en t-shirt hvor der stod "Elena, min bedste veninde!"
"Jeg elsker den!" Grinte han
"Jeg har også en hvor der bare står dit navn." Smilte jeg, "Nå, må i have mig undskyld, jeg skal lige på wc."
Jeg gik så indenfor og op af trapperne fordi toilettet var op på 1. Sal.
Tænk at Niall, kan give mig sådan en hurtig effekt på mig..
Det ligesom jeg op i den 7. Himmel..
"Stop. Lige. Dér!" Lød det i baggrunden så jeg stoppede, og kiggede tilbage.
Gæt hvem der stod der.
"Alina."
"Elena." Sagde hun drilsk
"Denne dag i dag, vil blive en af dine sidste." Hun gik tættere på mig.
"Det var dig!"
Nu stod hun lige foran mig
"Handler det her om Niall, siden du "Truer" mig?"
"Du, fik mig i fængsel!"
"Du overfaldt mig faktisk." Sagde jeg
"Ahahahhh?" Grinte hun drilsk
"Men, jeg siger det bare, hold dig væk fra Niall!" Advarede hun mig
"Nej! Det kan jeg ikke!"
"Nå, det var dråben." Grinte hun, "Nu det tid til at mærke smerte."
"Hvilken smerte?"
"Denne dag i dag, vil blive en af dine sidste." Startede hun med, "Og med det, mener jeg det her!"
Og med det havde hun skubbet mig ned af trapperne..
Jeg skreg alt hvad jeg kunne, men min krop var i smerter alt begyndte at blive sort og rødt..
"H-H-Hjælp..!"
Og så sortnede alt...

||Nialls synsvinkel||

"Hahhahhahh!"
Pludselig hører jeg et højt skrig?!
Alle bliver stille og kigger forvirret rundt.
Skriget blev ved
"Elena!"
Jeg stillede mig op fra stolen og løb og løb efter skriget der blev tydligere og tydligere med skriget stoppede.
Jeg ser så at Elena smurt ind i blod ligge nærmest livløs ved enden af trappen!
Jeg satte mig på hug foran hende og prøvede at kalde hendes navn og stoppe blødningen ved hendes hoved, men det blev ved med at bløde!
Alle gæsterne dukkede op, og hjalp mig
Min mor ringede efter en ambulance og min far ringede efter politiet som kom kort tid efter.
Sirenen var høj og skræmmende..
Elena lå livløs i mine arme, min hvide t-shirt har helt gennemblød af tårer og blod..
"Elena, ikk forlad mig!" Græd jeg
"Jeg elsker dig.."
Ambulance folkene trak Elena fra mig og bad om at forlade hende og stedet..
"Jamen! Kan jeg så ikke komme med i ambulancen?!" Græd jeg med en hævet stemme.
"De må komme når de kalder dig."
Min far tog fat i mig og førte mig med ud til de andre..
De allesammen var i chok, alle pigerne (Eleanor, Perrie, Sophia og min mor) græd..
Calum var helt lydløs han græd meget..
"Hey, hun klarer den." Sagde Harry og krammede mig.
"Hun er stærk! Meget stærk!" Sagde Louis som var igang med at trøste Calum.
"Vi må håbe."
"Jeg køre mod hospitalet nu, skal i med?" Sagde jeg.
"Vi tager med!"
"Så ringer jeg til hendes forældre." Sagde mor
Jeg nikkede.
Og med det var vi oå vej mod hospitalet.
---