𝐮𝐬, ☆⋆𝒎. 𝒍𝒂𝒏𝒅𝒊𝒏⋆☆

Kapitel 35 - Velkommen til Tokyo

21. juli, OL-byen, Tokyo..
De sidste par dage har været fyldt med alt muligt arbejdsrelateret stress, og jeg har ikke haft ordentlig tid til at være sammen med drengene før nu. Jeg har selvfølgelig haft lidt tid til måltiderne, men stressen af at have 2 jobs er virkelig meget, og det ved de heldigvis også godt selv.. Jeg har kun haft nogle praktiske ting vedrørende podcasten eller så har både Sophie og Joachim været gode til at lade mig være.. Men DHF har også krævet en del af mig lige siden vi ankom, og det er også fint nok. Men.. Nu glæder jeg mig bare til at drengene kommer tilbage fra deres træningskamp mod Frankrig, for nu vil jeg også gerne være sammen med dem igen..
...
Jeg får nogle beskeder fra Emil imens de sidder I bussen, og allerede der begynder jeg, at glæde mig til at kunne have mit fulde fokus på holdet.
"Ihhhh, jeg er lige blevet færdig" siger jeg imens jeg løber over til Emil og giver ham en krammer
"What, jeg troede da du først ville blive færdig en gang efter de første kampe.." siger han og krammer overrasket igen
"Jamen, jeg er vel bare god, og det krævede også at jeg lige har lavet en døgner eller to" siger jeg og griner lidt..
"Men hvad skal vi så lave?" spørger jeg
"Det kan vi diskutere sammen med de andre" siger han og så går vi ind I vores samlingsrum
"Se hvad katten har slæbt ind" siger Lasse Svan da jeg kommer gående ind ad døren..
"F*ck nu af, Svan.. Du lyder jo helt gammel" siger jeg og vise ham min midter finger.
"Nu er jeg vel også ved, at være godt oppe I årerne.. " siger han og sukker
"Ja, det kan man godt fornemme.. og se" siger jeg og griner
"Hey. hey.. Du skal ikke kalde Svan gammel.." siger Nikolaj Jakobsen
"Sorry Nikolaj, men det er han jo ved at være.." siger jeg til ham
"Så du kalder mig faktisk old gammel lige nu?" siger han spørgende
"Jeps, det er du jo også" siger jeg og griner
"Åh, det skal jeg nok huske til en anden gang, hvor du har brug for min hjælp" siger han
"Er du sikker på det?" siger jeg og prøver lidt, at holde mit grin tilbage.. Han kaster så en vandflaske efter mig, men jeg når lige at dukke den, og den rammer så Mathias, som sidder lige bag ved mig..
"Ha, du missede!" siger jeg og griner
"Av, for helvede" siger den forvirret Mathias.
"Ej, Nikolaj.. Du skal da ikke ramme en af dine spillere.." siger jeg og er ved at flække af grin.
"Ej, det må du godt nok undskylde, Mathias" siger han
"Men er der nogle spændende aktiviteter her nu?" spørger jeg
"Ikke sådan, vi begynder bare såda lige så stille, at preppe til de kommende kampe" siger Nikolaj
"Men du kan jo altid selv lave et eller andet.." siger han
"Såsom hvad? Jeg gider jo ikke, at tæve dem I bordtennis" siger jeg
"Og jeg gider bare ikke, at sidde alene oppe på mit værelse, og være helt deprimeret.." siger jeg
"Jamen, så kan du da bare hygge med os" siger Lasse Svan, som stadig sidder der..
"Det er sikkert det mest interessante der sker lige nu.." siger Niklas, som sidder ved siden af ham.
Så jeg sætter mig ved siden af dem, for hvis jeg skal være helt ærlig, så elsker jeg at høre om deres historier og eventyr, som de har oplevet sammen på landsholdet.
"Hold kæft I har været roomies I lang tid" siger jeg og ser helt chokeret ud..
"Jeps, men altså nu er vi jo ogs lidt oppe I årene.." siger Lasse Svan
"Snak for dig selv, Svan" siger Niklas og griner.
"Men ved I så hvornår I sådan stopper" spørger jeg
"Jeg ved det sku ikke helt.." siger Svan
"Så længe det ikke bliver snart" siger jeg og griner
"Der går nok ikke så længe" siger han
"Du hentyder vel ikke til noget" siger Niklas
"Argh, det tror jeg ikke.. Hvis jeg nu stoppede, så ville I begge nok kede jer lidt for meget.. Så jeg tager nok nogle år mere" siger han og griner
"Hihi, godt.." siger jeg lidt lettet
"Kan I egentlig godt huske den konkurrence, som vi startede nede I Kairo?" spørger Niklas.
"Århh ja, den som jeg vinder" siger jeg
"Har Nikolaj overhovedet stadig svarende?" spørger Lasse Svan
"Jeps, det har han.. Vi har allerede snakket om det" svarer Niklas
"Hvornår bliver det annonceret hvem der har vundet?" spørger jeg
"Rettere sagt når jeg vinder?" siger jeg
"Argh, er du nu sikker på det?" spørger Svan
Men inden jeg kan nå at svare bliver jeg afbrudt af Nikolaj Jakobsen, som kommer gående ind med den lille boks I hånden.
"Er vi klar til at se hvem der har vundet?" spørger han ud til os allesammen.
Jeg tror kun det er de yngre deltager som rent faktisk vil få noget ud af det, men altså vi er allesammen konkurrence mennesker, så bare tanken om at have vundet er også stor hos os.
"Vi skal lige se dem Igennem, og så vil vi afslører det" siger Henrik Kronborg
"Kan I overhovedet husket hvad I har skrevet?" spørger jeg ud til den store flok håndboldherrerne som har samlet sig nu.
Jeg får kun ordet 'nej'elleer 'næh'tilbage, men det betyder ikke rigtigt noget, for jeg er stadig rimelig sikker på, at jeg er den der er tættest på det rigtige svar..
..
"Okay, vi har vinderen" siger Nikolaj og stiller sig op..
"Personen som har vundet, har gættet på, at det var Danmark som kom I finalen" siger han
"Men har de fleste alligevel ikke gættet det?" spørger jeg
"Du vil være overrasket" siger han bare
"Okay, så vinderen er... Nora" siger han ikke så overrasket, for han kender jo godt til mine evne..
"Ej, hvordan kan det lade sig gøre?" spørger Lasse Andersson, som nok stadig er lidt muggen over, at have tabt til mig I bordtennis..
"Jeg er jo synsk" siger jeg bare og de fleste begynder bare, at grine af mig..
"Hvad gættede hun?" spørger Lasse så
"Danmark mod et naboland, Danmark vinder med 2" siger Nikolaj ret overrasket
Alle vender sig mod mig med overrasket blikke
"Øhmn, hvordan" siger Lasse overrasket
"Du er en heks" siger Mølle
"Tak?" siger jeg forvirret
"Jeg sagde jo, at jeg ville vinde" siger jeg og griner
"Det betyder, at jeg skal poste alle de pinlige billeder på insta nu" siger jeg og griner
"Åh nej" siger Kevin Møller fordi han kom I tanke om at jeg har en del pinlige billeder af ham fra hans brandert..
"Tro mig, Kevin.. Dine billeder kommer også med på insta'en" siger jeg og griner
"Hvem har du ikke lige pinlige billeder af?" spørger Emil lidt skræmt
"Det er jo lige det.. Jeg er rimelig sikker på at jeg har af jer allesammen" siger jeg og kigger ud mod dem allesammen.. Og der fanger jeg ham, Magnus, sidde der og smile til mig.. Hmm, det smil har jeg vel også savnet lidt...
....
Og der sidder vi så.. En gruppe mennesker som nok har brugt lidt for meget tid med hinanden, men alligevel så elsker de hvert øjeblik af hinandens selvskab. Sidst vi sad sammenhold, sådan ordentlig, var da de var blevet verdensmestre. Sidst føles som et helt liv siden, men nu er jeg bare taknemlig for at være her.
—
ikke rettet, poster den så der er en hvis mærkelig en, som kan læse den her<3