𝐮𝐬, ☆⋆𝒎. 𝒍𝒂𝒏𝒅𝒊𝒏⋆☆

Kapitel 67 - "AUGUST?"

Jeg hader hver gang, jeg skal sige farvel til ham. Det føles som et helvede, for jeg er aldrig sikker på, hvornår jeg ser ham igen. Det er næsten som om, at en lille del af mig rejser, hver gang han gør. Det er tidlig morgen, da han vækker mig med et kys, hvor han så efterfølgende hvisker, "Jeg skal gå nu" ind i mit øre. Jeg når lige, at kigge ham i øjnene inden han går ud af døren, men jeg er for træt til at følge efter ham.
Jeg ender med at falde i søvn igen, og jeg vågner klokken 9:28, for at være præcis. Min mor kommer engang mellem 10:00-11:00, så jeg begynder at gøre klar til vores afsnit. Jeg skal blandt andet fortælle hende om Magnus, for hun har ingen anelse om, at jeg ser nogen. Jeg går ud i min stue, og ser at Magnus har efterladt sin hættetrøje her. Den tager jeg på med det samme, for den dufter af ham, og den er også dejlig blød.
Jeg begynder at rydde stuen op, for jeg regner med, at vi kommer til at sidde i sofaen. Jeg ved faktisk ikke hvordan, jeg har formået, at få hende helt ind til København. Hun er ikke kæmpe fan af at rejse hjemmefra, så det her er faktisk ret stort.
Min mor ringer på døren, lige omkring en halv 12 tid. Hun siger, at hendes tog var lidt forsinket, men det ellers havde været en rolig tur herover. Hun var lidt ærgerlig over, at min søster ikke kunne komme med, men hun skulle arbejde, og det ville heller ikke være helt praktisk at rejse med 3 små børn. Det går først op for mig, hvor meget jeg har savnet hende da hun træder ind af døren. Jeg kan næsten ikke engang huske, hvornår jeg sidst så hende.
"Hvordan går det?" spørger hun efter hun har sat hendes ting.
"Det går faktisk godt, jeg er meget glad for hvordan min podcast bliver mødt" siger jeg og smiler.
"Hvad skal jeg egentlig overhovedet gøre?" spørger hun lidt forvirret...
"Skal vi bare begynde? For det er lettere bare at gøre end at skulle forklare det" siger jeg, og sætter mig ned i min sofa. Hun sætter sig ned ved siden af mig.
Jeg starter podcasten, og introducerer min mor, som bare siger 'hej' lidt halv akavet ind i mikrofonen.
"Så mor..." siger jeg
"Jeg har faktisk en vigtig ting, at fortælle dig" siger jeg, og begynder lige så stille at blive nervøs.
"Du er ikke gravid, vel?" spørger hun ret nervøst
"NEJ" siger jeg
"Jeg er gået hen, og har fået en kæreste" siger jeg, og kigger nervøst på hende
"Hvem?!" spørger hun overrasket
"Er det hans hættetrøje, du har på?" spørger hun
"Det er hans ja, han er lige taget hjem" siger jeg
"Nora Sørensen, er det en jeg kender?" spørger hu
"Jeps" siger jeg
"Lad mig skrive det ned, så mine lyttere ikke finder ud af det" siger jeg, og finder et papir, som ligger ved siden af mig, hvor jeg skriver 'Magnus Landin' på.
"Er du klar, mor?" spørger jeg, og jeg kan se, at hun ikke kan vente mere.
"Kom nu, Nora" siger hun næsten hoppende i sædet.
Jeg vender papiret om, og alt jeg kan sige er, at mine lyttere nok får en lettere høreskade, når de hører den her episode.
"Ham?! HVADDD" siger hun glad ind i mikrofonen
"Undskyld til alle jer, der har fået en høreskade af min mor.." siger jeg grinende..
"Er han sød?!" spørger hun
"Meget" siger jeg og smiler
"Hvor lang tid?" spørger hun
"Og ved din søster det endnu?" spørger hun, inden jeg kan nå at svare.
"Vi har datet siden august, og hun ved det ikke endnu.. Jeg ringer til hende, når vi er færdige" siger jeg og smiler.
"AUGUST?" råber hun
"Har du holdt det hemmeligt for mig siden august?" siger hun
"Jeps.. Men der er ikke mange, som ved det endnu" siger jeg, for at berolige hende.
"Ved Nikolaj det endnu?" spørger hun
"Nej.." siger jeg
"Det er måske også bedst sådan" siger hun og griner til sig selv..
"For han kommer til at slagte ham" siger hun stadig grinende..
"Det håber jeg da godt nok ikke" siger jeg skræmt af tanken, for det kunne han sagtens finde på.
"Men.. Skal vi ikke rykke videre" siger hun
"Det kan vi øhmn.. godt" siger jeg
"Jeg kan starte med at spørge, om du har noget, du vil spørge mig om" siger jeg..
"Er du klar til EM?" siger hun så med en lummer tone.
"Ja, jeg glæder mig meget, men alligevel ikke... Jeg tror måske, jeg kommer til at græde, når Lasse spiller sin sidste kamp... Hvilket ikke er godt, for hvis de kommer langt, så ved vi jo ikke om hvilken kamp der bliver hans sidste" siger jeg..
"Hvad med at nyde den sidste tid med ham. I stedet for at frygte for det, så nyd den tid i har sammen" siger min mor
"Hvorfor skal du lige pludselig være så vis?" spørger jeg
"Det er jeg da altid" siger hun, hvilket får mig til at grine.

"Hvordan var jeg egentlig som barn?" spørger jeg hende
"Du var jo et meget stille barn, og meget velopdragen barn" siger hun
"Der tror jeg storesøster er uenig" siger jeg og griner
"Det kan hun ikke rigtig være, det er jo hende der har møgungerne" siger min mor og griner
"Ej, jeg savner de møgunger" siger jeg
"Jeg kan ikke fatte lille lily snart fylder 3 år" siger jeg til min mor..
"Hun er stadig vores lille baby" siger hun
"Jeg kan stadig huske den dag så tydeligt" siger jeg..
"Jeg kan huske, at vi sad derhjemme med Christina, og ventede på at de kom hjem, og vi så håndbold fordi Danmark spillede" siger jeg
"Hvem spillede?" spørger min mor
"Det var Danmark-Norge" siger jeg
"Det var den eneste kamp, som Norge tabte udover finalen" siger jeg og smiler
"Wow, tænk på dengang drømte i om at være en del af det" siger min mor
"Den drøm blev heldigvis en realitet" siger jeg og smiler.
"Det er jo helt sindssygt" siger min mor
"Man skal bare kæmpe for det man gerne vil have" siger jeg
"Det er vigtigt at huske" siger min mor.
Vi snakker sammen i laaang tid. Faktisk så lang tid, at jeg får ret ondt af dem der skal lytte til det her, men det var en hyggelig oplevelse. Vi får løst mine planer for julen, og jeg afslører at Magnus og jeg gerne vil holde nytår sammen.

Resten af december flyver afsted... Julen er så hurtig, og det er faktisk helt sindssygt, hvor hurtigt det hele går. Jeg føler næsten lige vi er trådt ind i måneden, men vi er faktisk på vej ud af den. Jeg er bare glad for, at jeg slutter året af sammen med Magnus og vores tætte venner.