𝐮𝐬, ☆⋆𝒎. 𝒍𝒂𝒏𝒅𝒊𝒏⋆☆

Kapitel 22 - Dagen efter

Aftenen igår blev brugt på, at snakke om den alt for nervepirrende kamp.. Jeg havde så svært med, at sove i går for adrenalinen var stadig helt oppe.. Jeg kan ikke engang begynde, at forestille mig hvad spillerne måtte have følt... Den her morgen er jeg klar før Emil og Mathias, hvilket jo er en ting der er sket for første gang i verdenshistorien..

Mig: Hvor bliver i af?

Intet svar...

Mig: Hallooooo

Mig: Sover i stadig endnu? whattt

Intet svar

Så jeg beslutter mig bare for, at gå alene ned mod morgenmaden... Da jeg kommer ud på gangen bliver jeg mødt af en ret så træt Magnus Landin, som tydelig ikke er det største morgenmenneske..

"Så, du er ikke morgenmenneske eller hvad?" siger jeg, men han havde ikke opdaget mig, så han fik et lille chok

"Shit.. Nej det er jeg ikke" siger han med en stemme som lyder som om han lige er vågnet..

"Er Lasse allerede gået ned mod morgenmaden" spørger jeg ham

"Ja, han gik for sådan 20 minutter siden, og der var jeg knap nok vågnet" siger han

"Det kan man godt fornemme" svarer jeg

"Hvad tid gik du da i seng?" spørger jeg nysgerrigt

"Jeg gik i seng ved 23:30 tiden, men jeg ved ikke hvornår jeg faldte i søvn..." svarer han

"Shit mand, jeg kunne virkelig heller ikke sove før klokken blev godt halv fire..." svarer jeg

"Hvordan er du så frisk?" spørger han

"Jeg er vant til de der 4-6 timers søvn" svarer jeg

"Du er så mærkelig" siger han

"I det mindste så har jeg ikke morgenhår" siger jeg og griner

-
Da vi træder ind til morgenmaden er lokalet fyldt med smadret danske håndboldspillere.. Hvis jeg skal beskrive det, så ligner de allesammen nogle halvdøde rotter... Hold kæft de ser trætte ud, og for første gang i hele den her slutrunde, er det mig der ikke ligner en total idiot fra morgenstunden af... 

"Er vi morgenfriske?" spørger jeg ud til rummet og bliver bare mødt af en hel masse trætte grynt, og så en ret så sovende Møllgard, der lægger og sover over hans ostemad med hjertesolbriller på. Han er da et specielt menneske.. 

Vi spiser maden for det meste i stilhed for de er så udmattet.. De har virkelig også brug for en ordentlig hviledag nu.. Jeg tror ikke, at drengene laver en prank på mig i dag, for både Svan og Niklas har mørke render under øjenene, og de har vidst også brug for en lille pause... 

"Magnus, er der noget andet du kan fortælle mig om din bror eller Svan, som jeg kan bruge i mod dem?" spørger jeg

"Lad mig lige tænke mig om" siger han og smiler et meget træt smil

-

Fællesrummet er meget dødt, og er bare fyldt med en del halvsovende håndboldspillere. Selv Mikkel er alt for træt til at snakke, det siger meget om hvor træt han er.. Jeg beslutter mig for, at gå op mod mit værelse for hvad skulle jeg eller lave.. 

En besked fra Emil

Han har sendt en video, et snap minde for at være mere præcis.. Det er os i videoen for nok 4 år siden der sidder og snakker om vores fremtid.. 

"Du er en kendt håndboldspiller og du spiller i Tyskland i enten Kiel eller Flensburg, og jeg er en kendt radiovært, som tager med håndboldherrerne som SoMe-manager.. Du er i et forhold med din drømmekvinde, og jeg er stadig single, men jeg har min golden retriever ved navn, Yrsa" siger jeg 

"Og så vinder vi guld på guld, og vores historie om vores venskab bliver verdenskendt, for hvad er chancen for det?" siger Emil og griner

Det er tydeligt, at fornemme at vi nok ikke er helt ædru, men vi snakker stadig seriøst, det er nok en video af en vores mange ærlighedsnakke. 

Mig: Nurgh, hvor var vi cute

Emil: Tænk, at det vi snakkede om er i gang med at gå i opfyldelse lige nu..

Mig: Det er jo sindssygt.. 

Emil: Vi er jo bare synske;)

Mig: Ti stille

-----------------------

Et liidt kort kapitel, men den her dag skulle bare lige overståes<3 og hvis der er noget der ikke giver mening, så er det fordi jeg ikke orkede at rette det:)