𝐮𝐬, ☆⋆𝒎. 𝒍𝒂𝒏𝒅𝒊𝒏⋆☆

Kapitel 55 - Den spontane type

Jeg vågner op den næste morgen, og jeg kan godt mærke, at jeg har brug for et meget stort glas vand og 2 panodiler. Magnus har sendt mig en besked.. Jeg åbner den.
Magnus: "Jeg kan alligevel ikke den 26... Jeg er i Graz på træningslejr"
Mig: "Ej øv.. Vi finder bare en anden dag, hvor det passer bedre"
Magnus: "Hvornår har du fri i dag?"
Mig: "Det gælder om hvor lang tid det hele trækker ud"
Magnus: "Vi tager ud i aften, og så må jeg bare tage tilbage til Kiel i morgen"
Mig: "Hmm, jeg vidste ikke du var sådan en spontan type"
Magnus: "Så kender du mig vist ikke nok;)"
Mig: "Hvor mødes vi henne?"
Magnus: "Jeg sender adressen, siger vi klokken 20?"
Mig: "Javel"
...
Jeg kommer nynnende ind på vores lille kontor, hvor både Sophie og Joachim sidder.
"Nej, nu er der virkelig noget galt med verdenen" siger Joachim
"Hvorfor i alverden er du så glad?" spørger Sophie
"Det har bare været en god morgen" siger jeg
"Hvad tid er vi færdige i dag?" spørger jeg så
"Det kommer nok ikke til at vare så længe som igår" siger han og kigger mærkeligt på mig
"Hvorfor da?" spørger han
"Kan det være, at Nora Sørensen faktisk har et socialt liv?" spørger Sophie
"Haha, du er meget sjov" siger jeg
"Hvad skal du?" spørger hun så
"Ud og spise" siger jeg og kigger på dem, for at se deres reaktion
"Med hvem?!" spørger Sophie chokeret
"Det siger jeg ikke" siger jeg og smiler
"Ej, come onnnnn" siger Joachim, og kigger med hundehvalpe øjne på mig..
Men så ringer Emil til mig på facetime
"Saved by the bell" siger jeg og tager den
"Noraaaaa" siger han med søvn i øjenene..
"Hvad så, Emilus?" spørger jeg ham
"Jeg er sulten, men jeg magter ikke, at gå ud og lave mad" siger han klynkende
"Det er også træls" siger jeg lidt håneligt
"Emillll?" siger Sophie så
"Ved du hvem det er Nora, skal på date med i aften?" spørger hun
"I aften?!" siger han så pludseligt meget friskt.
"Jeps, i aften" siger jeg og smiler
"Vi kalder ham Loverboy" siger Emil til Sophie
"Men jeg tror også det er bedst, at hans identitet bliver holdt hemmeligt" siger han og griner
"Stop, det der" siger jeg og griner af ham
"Noraaa, kan du ikke lige komme til Flensburg, og lave pandekager til mig?" spørger han
"Ikke i dag, Emilus.. Jeg må skylde til en anden dag" siger jeg
"Fint så.. Så må jeg bare selv lave noget" siger han lidt irriteret.
"Og please tag noget andet end en spegepølsemad" siger jeg
"Årh, fint" siger han så og lægger på
"Jeg elsker da også dig" siger jeg og griner til mig selv..
"Så, Loverboy?" spørger Sophie
"Hvad vil du vide?" spørger jeg
"Hvor langt tid har i haft noget kørende?" spørger hun
"Første gang der skete noget var sådan i foråret, men så holdte det lidt der, og så begyndte det lidt igen her i sommerferien.." siger jeg
"Siden foråret?!!?!" siger hun højt
"Og du har ikke sagt noget til os!?" siger Joachim så frustreret.
"Det er en længere historie, som vi kan tage en anden gang" siger jeg
"Finno" siger Joachim og prøver at gennemskue mig.
"Skal vi begynde?" spørger jeg
"Jeps, jeg er klar når du er" siger Sophie
...
"Okay, så vi skal simpelthen takke af for i dag" siger jeg for, at afrunde dette afsnit..
"Vi ses forhåbentlig i morgen" siger Sophie og griner
Jeg tjekker mine beskeder, og ser at Magnus har sendt mig adressen på der hvor vi skal mødes. Jeg googler det, og det er en lille hyggelig italiensk restaurant.. 
Mig: "Vi er færdige nu, jeg kommer nok 5 minutter forsent"
Magnus: "Bedre sent end aldrig;)"
Jeg smiler
"Er det hvem jeg tror det er?" spørger Sophie og prøver at kigge på min telefon..
"Hans identitet forbliver hemmelig" siger jeg
"Årrrh, fint så" siger hun og sætter sig opgivende ned
"Men hvad skal I så I aften?" spørger hun
Vi skal spise, og så skal vi se solnedgangen" siger jeg og smiler
"Din lille simp" siger hun og smiler til mig
"Og hvad så, hvis jeg er" siger jeg
"Bare pas på dig selv" siger Sophie med en nu ret seriøs tone
"Han kunne ikke drømme om at knuse mit hjerte" siger jeg
"Så længe du er sikker" siger hun..
"Tro mig, det er jeg" siger jeg og smiler...
...
Jeg går ned af en vej, og mine øjne leder efter ham. De søger og søger indtil jeg ser en høj mand. Han står og kigger den modsatte retning. Jeg kalder ud efter ham, han hører mig ikke den første gang. Men anden gang vender han sig om, og han smiler... Der er ikke engang gået en uge, og jeg har stadig savnet det smil... Jeg vinker til ham.. Han vinker tilbage
"Hvem kigger du efter?" spørger jeg
"En sød pige..." siger han
"Har du set hende?" spørger han, jeg slår ham i skulderen og griner lidt af ham..
"Heyyyy" siger han og står og ser fornærmet ud..
"Skal vi gå ind?" spørger han så hurtigt igen...
"Ja, det kan vi godt.. Det ser ud til at det snart begynder at regne" siger jeg og kigger op imens jeg sniffer luften...
"Hvad fanden prøver du på?" spørger Magnus og griner
"Jeg prøver at dufte regnen" siger jeg og lukker øjnene
"Er det overhovedet muligt?" spørger han
"Kan du ikke dufte duften af sommerregnen?" spørger jeg og kigger mærkeligt på ham..
"Du skal ikke kigge på mig, som om jeg er den underlige" siger han
Jeg griner...
"Efter dig Frk. Sørensen" siger han og holder døren for mig..
Da jeg træder ind af døren, bliver jeg straks mødt af duften at pizza og hvidløg..
"Ej, her dufter så godt" siger jeg
"Det her er faktisk en af mine yndlings spisesteder her I København" siger han og finder vores bord, som er placeret ved et vindue fyldt med stearinlys.. Han trækker stolen ud for mig, og jeg sætter mig ned.. Udenfor kan jeg se, at sommerregnen lige så stille begynder at falde ned..
Vores tjener kommer gående, og vi bestiller en flaske vin, som ville gå godt til en form for pastaret..
"Kan du anbefale noget godt herfra?" spørger jeg Magnus..
"Alle deres pastaretter er fantastiske" siger han
"Årh, jeg craver lidt noget pesto" siger jeg
"Uhhh, ej det lyder også godt" siger han
...
Vi får bestilt vores mad, og jeg gik med en pesto pastaret...
"Mhm, det er en overraskende god vin" siger jeg og tager en slurk af den..
"Er du ikke en fan af rød?" spørger han
"Jeg er faktisk mere til hvid..." siger jeg
"Nånå" siger han..
"Man lære noget nyt hver dag" siger han
"Jeg har det så mærkeligt med at være tilbage.." siger jeg
"Sådan er det altid efter en slutrunde.." siger han og griner
"Bliver jeg nogensinde vant til det?" spørger jeg
"Det bliver mere normalt" siger han og skæver lidt..
"Har du nogensinde fået at vide, at du er lidt mærkelig?" spørger jeg
"Hmm, nej da" siger han og smiler imens han kigger mig I øjnene...
Han har så flotte øjne.. Især I den her belysning.. Wow..
...
"Har du egentligt tænkt mere over om at gå solo?" spørger Magnus ud af det blå
"Lidt..." siger jeg
"Jeg er bare bange for hvordan Sophie og Joachim vil reagere" siger jeg
"Hvor lang tid har i arbejdet sammen?" spørger han
"Vi begyndte allerede at snakke om en podcast i grundforløbet da vi gik på gymnasiet" siger jeg og smiler..
"Okay, så et par år.." siger han
"Jeps ca. 5" siger jeg..
"Wow, men tror du ikke de ville være glade på dine vegne?" spørger han
"Jo, eller så vil de fake det" siger jeg...
"Ej, Magnus.." siger jeg
"Det regner jo for meget" siger jeg og sukker
"Så må vi finde på noget andet end at se solnedgangen" siger han og griner af min reaktion
"Ej, og jeg skal gå hjem i det her vejr" siger jeg endnu mere ynkeligt..
"Nora, jeg kan sagtens køre dig" siger han og smiler
"Pak de smilehuller væk" siger jeg og smiler
Han tager en slurk af hans vin..
"Jeg skal nok prøve" siger han og smiler endnu mere..
Jeg sidder lige og nyder ham i stilheden.. Jeg kan ikke beskrive det, men han ser så fantastisk ud i den her belysning.. Det er som om, den er lavet til ham, eller måske til mig...
Samtalen kører... Når han endelig begynder, så kan han snakke i evigheder.. Den måde hans øjne lyser op, når jeg viser, at jeg lytter efter.. Jeg føler, at vi når rundt om alle emner, som vi kan snakke om, men alligevel så fortsætter vi..
...
"Hvis jeg spiser mere, så kommer det hele op igen" siger jeg og puster ud
"Ej, skal jeg så spise et stykke kage alene?" siger han med hundehvalpe øjne.. Jeg griner.
"Hvis jeg griner, så kommer det altså også op" siger jeg og smiler til ham
"Okay, okayyy" siger han og tager den sidste slurk af hans vin, og rejser sig op.
"Kom lad os gå den tur" siger han fjollet..
"Magnus, skal vi ikke betale først?" spørger jeg
"Nåh ja, for helvede.. Det havde jeg næsten glemt" siger han og griner
"Giv mig 2 sekunder" siger han og går over og betaler
"Kom lad os" siger han
"Magnus, jeg kunne godt have betalt for min egen mad" siger jeg
"Det var mig, som inviterede dig herind, så selvfølgelig betaler jeg" siger han og tager min hånd
"Kom lad os gå en tur" siger han så..
Vi træder ud på den gade, hvor restauranten ligger på, det regner så meget, men kan næsten ikke fornemme, at det er sommer.
"Det regner meget" siger jeg og prøver at undgå, at få regn i mine øjne.
"Kom" siger han og trækker mig med ham.
"Hvor skal vi hen?" spørger jeg
Intet svar...
"Stoler du på mig?" spørger han og sætter tempoet lidt op..
"Selvfølgelig" siger jeg, han stopper op midt i det hele, og vender sig om...
"Godt" siger han..
Jeg begynder, at kunne høre musik fra en restaurant... Han stopper op i regnvejret, og vender sig mod mig.. Hans hår er gennemblødt, og det fremhæver virkelig meget hans krøller...
"Dans med mig" siger han
"Hvad" siger jeg og kigger forvirret på ham..
Han tager min hånd, og vikler sin arm rundt om mig, han begynder lige så stille, at svaje til den musik, som kommer inde fra restauranten.. Jeg smiler..
"Jeg vidste ikke du var danser" siger jeg..
"Og jeg vidste heller ikke, at du havde krøller" siger han og tager en tot af mit hår.. 
"Mhmm, se.. Vi lære hinanden bedre at kende" siger jeg...
Han snurrer mig rundt, og jeg kan ikke lade vær med at grine..
"Jeg elsker dit grin, Nora" siger han og griner med mig..
Jeg kigger op på ham, regndråberne drypper ned af hans ansigt.. Jeg tørrer en af hans kind, lige ved hans smilehul.. Jeg fanger mig selv i at kigge på hans læber, han smiler igen. Jeg stiller mig på tær, for at kunne nå op til mit mål, hans læber.