𝐮𝐬, ☆⋆𝒎. 𝒍𝒂𝒏𝒅𝒊𝒏⋆☆

Kapitel 59 - Stjerneskud

Flensborg ender med at tage sejren, som jeg selvfølgelig havde regnet med. Jeg møder en del af spillerne efter kampen, men jeg skulle jo videre. Så Emil og jeg sagde, at vi havde en reservation, som vi skulle nå.
"Tak, Emilus" siger jeg igennem det åbne vindue I hans bil.
"Pas på dig selv" siger han tilbage
"Er du ved at blive ansvarlig?" spørger jeg forvirret, og bliver mødt af et smil.
"Hyg dig" siger han så
"Nyd din aften" siger jeg tilbage, og han kører sin vej. Jeg skriver til Magnus, for at spørge hvor han er henne, men inden jeg trykker send, så kan jeg høre en kalde på mig. Jeg vender mig om, og han står der. Han er kun 20 meter fra mig. 20 meter og mit hjerte banker afsted. Jeg kan se han gemmer noget bag sig. Jeg kigger forvirret på ham, og så viser han mig det. En buket med de flotteste hvide roser. Han rækker dem ud til mig i stilhed, og jeg tager dem med det samme, og trækker ham ind i et kram, som han gengælder med det samme.
"Jeg har savnet dig" siger han, og lige der smelter jeg I hans arme. Jeg kan næsten mærke mig selv falde endnu mere for ham I det øjeblik
"Jeg har også savnet dig" siger jeg og møder hans øjne.
"Var det en god tur til Graz?" spørger jeg
"Hårdt, og ville 100% hellere have brugt min fødselsdag derhjemme" siger han.
Jeg kigger på ham, næsten nærstuderer ham.
"Hvad er der?" spørger han forvirret
"Du er sku også ved at se lidt halvgammel ud" siger jeg og griner..
"Årh av" siger han og slipper mig..
Jeg dufter til blomsterne, og jeg kan ikke lad vær med, at smile op til ham.. Han smiler tilbage, og så trækker ham mig ind i hans arme. Denne gang for lidt mere end et kram. Vores læber mødes for første gang i alt for lang tid, og jeg har virkelig savnet det. Vi trækker begge væk, og vores pander mødes inden han hvisker til mig.
"Skal vi gå ind"
"Efter dig" hvisker jeg tilbage, og han træder ind på den restaurant, som vi skal spise på. Det er et lille hyggeligt sted i Flensborg, hvor de serverer lidt af alting, for hverken Magnus eller jeg kunne bestemme hvad vi ville have. Vi træder ind i et lokale, som dufter af dejligt mad, og selve restauranten har en hyggelig vibe. Vi bliver placeret over ved et hjørnebord, hvor der også er mest stille. Vi er næsten de eneste herinde. Der sidder et gammelt ægtepar over ved vinduet. Ellers så er restauranten ret ødet. Magnus siger noget til tjeneren, som sender mig direkte tilbage til virkeligheden.
"De ser søde ud" siger jeg og hentyder til det gamle ægtepar, den gamle mand tager den gamle dames hånd, og mit hjerte er ved at briste.
"Meget" siger han, og betragter dem lidt.
"Endte kampen godt idag?" spørger han så
"For Flensborg, ja" siger jeg, og begynder at åbne for menuen.
"Sover du så på Emils sofa?" spørger han uden at tage øjnene op fra menuen.
"Nope, han gav mig sengen" siger jeg og viser billedet fra min instagram.
"Nårhh, ej det var da sødt" siger han og smiler
"Er du klar på EM kval, snart?" spørger jeg lige efter Magnus har bestilt mad.
"Ja da, det er ekstra tid med dig" siger han
"Jeg har stadig ikke fundet ud af om vi må det her" siger jeg og sukker
"De kan ikke stoppe os" siger han
"Jeg skal bare have min podcast op og køre, for så skal jeg ikke tænke på penge" siger jeg
"Hvor langt er du egentlig kommet med den?" spørger han, og kigger op på mig.
"Jeg mangler bare et navn, og så kan jeg lancerer det" siger jeg, og han bliver helt chokeret.
"Shit, du er kommet langt så" siger han med stolthed i øjnene.
Jeg smiler..

Vores mad kommer, og vi begynder bare at snakke. Hans øjne lyser op hver gang man spørger ham indtil hans liv, og hvad han elsker.
"Hvis du ikke var blevet håndboldspiller, hvad ville du så have lavet?" spørger jeg
"Et eller andet IT værk" siger han og tager en lille slurk af hans rødvin
"Hmm" siger jeg og nærstuderer ham
"Hvad så?" spørger han
"Jeg kunne bare godt se dig, som en bager" siger jeg, og smiler. Han smilehuller viser sig, og han begynder at grine..
"Bager?" siger han
"Hvad ville du være?" spørger han efterfølgende da han endelig var stoppet med at grine.
"Min vildeste drøm var at blive forfatter. Jeg elskede at skrive historie, da jeg var barn, men jeg var ikke helt god til det" siger jeg og smiler
"Jeg tror, du ville være en god pædagog" siger han og smiler
"Pædagog var faktisk min backup plan" siger jeg og griner, og han flagrer med armene som om han lige har vundet mandelgaven til en julefrokost.
"BUM, hvad sagde jeg" siger han alt for stolt
"Bageren og pædagogen" siger han
"I et andet liv" siger jeg og griner.
Han smiler, og jeg nyder det. Alene tid med ham. Jeg prøver virkelig, ikke at tænke på, hvornår vi ses igen, for det ender altid med at være en mood killer. Men mine tanker kan ikke stoppes, og den vandrer afsted. Jeg tror, han opfanger det ret hurtigt, men han prøver, at få mine tanker på noget andet. Så han spørger ind til mine niecer, og det hjælper en del.
"Jeg var 6, da min søster fik hendes første" siger jeg så da han havde spurgt ind til dem.
"Hun er 15 i dag" siger jeg og kigger chokeret ud i luften.
"Du skal virkelig passe på med at blinke for hurtigt, for lige pludselig er de teenagere, som næsten ikke gider dig, når du endelig besøger dem" siger jeg og tager en slurk af min hvidvin
"Jeg lover" siger han
"Hvor gammel er Lilly?" spørger han så, og hentyder til den yngste.
"Hun er fra januar 2014" siger jeg og smiler
"Wow, så hun er den yngste?" spørger han
"Jeps, den næste som skal have børn, bliver så mig" siger jeg, og griner lidt.
"Vil du gerne have børn?" spørger han så, og jeg bliver lidt chokeret af det spørgsmål.
"Ja.. eller det tror jeg" siger jeg
"Hvad med dig?" spørger jeg ham.
"Det tror jeg også, jeg skal bare møde den rigtige person, og selvfølgelig føle mig klar" siger han og smiler, med det f*cking smil.
"For mig, skal der nok også gå lige et par år" siger jeg og griner
"Selvfølgelig" siger han

"F*ck, jeg er mæt" siger jeg
"Det var alt for godt mad." siger han og puster ud, som om han lige har løbet et maraton.
En besked tikker ind på min telefon... Nanna.
Jeg smiler..
Nanna: "Hvordan går daten?? Får i møsset"
Mig: "Stop"
Nanna: "uhhh, vi vidste det"
Jeg kigger op på Magnus, som sidder og kigger på mig med en lille smule jalousi i øjnene
"Har du fortalt Lasse om i aften?" spørger jeg
"Det tror jeg.. Vent.. Hvordan vidste du det" spørger han så forundret
"Nanna" siger jeg og vifter med min telefon
Han ånder lettet op, og griner lidt.
"Jeg havde lige glemt i var venner" siger han
Jeg spiller fornærmet

"Skal vi ikke gå en tur?" foreslår Magnus efter at have drukket den sidste slurk af hans vin
Jeg kigger på min telefon, for at se hvad klokken er.
"Magnus... Du skal spille kamp i morgen, og det er ved at være sent" siger jeg
"Vi kan godt" siger han, og jeg kan ikke nægte, for jeg vil heller ikke have, at aftenen skal slutte endnu.
"Fint, giv mig lige 5 minutter, og så kan vi smutte" siger jeg, og går ud på toilettet. Jeg skriver til Nanna, for hun har brug for en lille update..

Mig: "Vi skal ud og gå turrr, jeg sværger han er SÅÅÅÅ sød"
Nanna: "Han er bare cute, go get him"
Mig: "Vi har freaking snakket om børn?!?!"
Nanna: "AH HVAD HAR I?!"
Mig: "Han spurgte om jeg ville have dem"
Nanna: "Jeg troede lige i var igang med at ligge planer;)"
Mig: "Stop"
Nanna: "Hahaaha"
Nanna: "Gå ud og nyd tiden med ham<3"
Mig: "I will, opdaterer senere<3"

Hmm, aftenen skal nydes.
Jeg går ud, og ser at han står og snakker med tjeneren. Jeg kan høre, at de snakker tysk, og jeg opfanger kun lidt, at han siger "tak" og "regning".
"Skal vi gå?" spørger han da han ser mig
"Skal vi ikke betale?" spørger jeg og tager min jakke.
"Det er ordnet" siger han og hjælper mig med at tage min jakke på, hvilket resulterer i at han ugler mit hår.
"Magnus..." siger jeg, og kigger op på ham igennem mit uglet hår. Han siger intet, men han børster mit hår om bag mine ører. Jeg stiller mig på tæer, for at kunne når hans læber, og vores læber mødes. F*ck tjeneren, som står og kigger på. Jeg kunne ikke lade vær.
"Skal vi gå?" hvisker han da jeg trækker mig.
Jeg nikker, og så går vi ud på Flensborgs kolde gader.

"F*ck det er koldt" siger han og ryster helt af kulde
"Kom giv mig dine hænder" siger jeg og tager hans hænder i mine, og varmer dem op
"De er varme" siger han næsten chokeret..
"Det er de altid" siger jeg og griner lidt, for han ser så sød ud.
"Skal vi smutte hjemad?" spørger jeg, og han kigger bare op
"Se stjernerne" siger han stadig med øjnene rettet opad
"Du fryser" siger jeg, og han trykker bare i min hånd, så jeg tier stille, og kigger opad
"Jeg kunne se på stjernerne i evigheder" siger jeg, og jeg kan, ud af min øjenkrog, se at han kigger ned på mig, men jeg fjerner ikke mit blik fra stjernerne.
"Åh, men fyrværkeri kan altså også noget" siger jeg
"Fyrværkeri?" spørger han og griner
"Jeg elsker det, selvom det ligesom laver et brag.. Det er bare for flot" siger jeg og griner.. Han kigger op, og til hans held, så er der et stjerneskud.
"Skynd dig at ønske et eller andet" siger jeg og lukker øjnene. Han gør det samme.
"Hvad ønskede du dig?" spørger han
"Det må man ikke sige, for så går det ikke i opfyldelse" siger jeg og griner
"Årh fint" siger han lidt irriteret, og kigger igen op i himmelen.

Jeg ved ikke hvor lang tid vi stod der, og kiggede op i luften. Men jeg ved at tiden gik for hurtigt, og lige pludselig sad vi i bilen på vej tilbage til Emils lejlighed. Vi sidder igen i stilhed, for vi er begge ikke klar på, at skulle splittes overhovedet.
—
Okay, så næste kapitel bliver til et lille timejump, da der ikke kan se det vildeste for handlingen de næste par uger<3