En ny verden(FF - Magnus Landin)

Kapitel 27

*14 år tideligere* 

/Magnus synsvinkel/ 

Jeg syntes satme det er hårdt her i Frankrig. udover jeg har en familie, som jeg for alt i verden vil have passer ind og har det godt - fordi det trods alt er mig som har taget dem med og jeg er grunden til vi er her. Så er ligaen også noget helt andet end hvad jeg er vandt til fra det tyske. Så jeg stresser meget rundt for tiden, jeg er glad for jeg arbejder sammen med Anna som heldigvis fik sin kontrakt med - da Nantes heldigvis ser det samme i hendes arbejde og hendes evner som Flensborg gjorde. Det giver mig en smugle mere tryghed, fordi jeg til en hver tid kan gå over og gi hende et kram eller et kys - også kan jeg fokusere meget bedre på banen. Det er jo mit arbejde, men jeg skal fungere både fysisk og mentalt hvis jeg skal kunne gøre mit arbejde så ordenligt det er muligt. Heldigvis tar mine 2 små børn det i stiv arm. 

"Magnus, jeg har noget at sige til dig" siger Anna, vi har nu boet her i Frankrig i ca 1 år og vi er alle 4 faldet godt til. "Hvad så skat?" smiler jeg og giver hende et kram. Hun fremviser mig 2 positive graviditets test samt scanningsbilleder. "Mener du det?" græder jeg, jeg er så lykkelig som jeg kan være. Det her er det bedste tidspunkt det kunne ske på. "Klubben ved det godt, de er glade og har set mig før både i en god gravilidtet og en hård en af slagsen. så de er ikke nervøse for mit job eller noget" smiler hun. Utroligt vi venter bare igen. "Hvor langt er du?" spørger jeg, "Uge 12, fandt ud af det i uge 10 helt tilfældigt da jeg var til lægen med angsten - hvor min læge så vælger at scanne mig og kunne fortælle mig det" græder hun og amen jeg er så glad. 

"Vi skal være forældre for 3 gang" siger jeg bare og svinger hende rundt. Så er der 3 års mellemrum mellem alle vores 3 børn - det er helt perfekt. Vi vælger at offentliggøre det 4 uger senere med et billede af Maja og William, foran Elias gravsted med et stort skilt "Vi skal have en lillesøster". Reaktionerne vælter ind - billedet blev taget lige før landsholdssamling i forbindelse med 3 venskabskampe i Danmark - så det var det helt perfekte tidspunkt. Vores familier fik det af vide samme uge jeg fik det af vide og alle blev selvfølgelig utrolig glade. Utroligt der er sket så meget på så få år. det er jo ikke mere end små 10 år siden jeg gik ud af gymnasiet. 30 år gammel, gift med hende jeg hele min ungdom troede jeg ikke kunne få - hende som jeg var en idiot overfor, fordi jeg var bange for hun en dag forlod mig. men 30 år, 1 barn i himlen, 2 børn som glæder min hverdag, 1 lillesøster på vej og jeg har mit drømmejob. Jeg har alt det i verden, som mange andre på min alder drømmer om. Jeg var bare heldig. 

*Falshback - 1g, Magnus* 

"Hej jeg hedder Anna, 16 år gammel og har gået på Oure efterskole i 10.kl sidste år. jeg har passion for dans og håndbold" siger Anna. Jeg havde ik lige tænkt tanken at kunne komme i kasse med Anna. Endnu et år hvor jeg skal se hende dagligt og generelt være omkring hende, det er både godt og skidt. Men ja frygter det lidt, fordi hendes og mit forhold er som det nu engang er - det svinger lidt. Så er vi bedste venner, så er vi hinandens fjender og ja det er bare aldrig lige helt til at vide - men ved jo godt jeg er oversagen til de fleste af vores skænderrier når mit hoved koger over og jeg lige mister et par hjerneceller eller 5. Men når det så er sagt, er det fordi det ofte bunder i latterligt meget selvtillid og troen på mig selv. Det er der bare ingen der ved, fordi jeg altid ender med at opføre mig som et røvhul inden jeg får det sagt. 

Vi ender efter timen at gå ned på Amalies og Annas værelse. Men hurtigt er vi ude igen, da Amalie har 3 med fra sin klasse som går amok over at Amalie boede på værelse med Anna. Jeg forstår det ikke, altså Anna er jo bare Anna?. Annas ex-kæreste går faktisk i Amalies klasse, så det er ret svært for mig lige at agere ordenligt da det er misforståelser som gjorde de ikke er sammen mere. De var lidt kendt som skolens par, da de var sammen hele tiden - samme vennegruppe, samme linjefag og boede 4 huse fra hinanden. Men som alle andre forhold, opstår der misforståelser hvor at selv føelser ikke kan holde sammen på det hele. De havde begge stadig følelser indblandet da de slog op, derfor var jeg der utrolig meget for Anna da hun virkelig var ramt og ikke havde forståelsen for - at følelser ikke altid kan være oversagen til man skal forsøge at blive sammen. Det var mega hårdt for mig også, men jeg hadet at se Anna så magtesløs over en dreng, at selv når jeg var en idiot overfor hende - følte jeg mig et endnu værre menneske, fordi hvem skulle nu trøste hende? 

*Tilbage 14 år tideligere, Magnus* 

jeg forstår ikke, hvorfor Anna aldrig gik fra mig. For jeg var jo jordens største spade. I stedet gav hun mig verdens 2 bedste børn og en dejlig lillesøster på vej. så jeg har jo hele livet foran mig, jeg får lov at se mine børn vokse op - gi dem en hel masse ting, som mange forældre ikke kan give deres børn. Det finder de først ud af når de bliver større og vi skal videre fra Frankrig, hvis vi nogensinde skal det? lige nu er Frankrig jo ideelt for hele familien og alle er faldet super godt til - både i skolen, institution, arbejde og huset vi bor i. Men alt kan ændre sig, vi må se hvad fremtiden bringer.