Sis's before miss's {1D & 5sos}

Kapitel 5

Majas synsvinkel-

*** 4 dage senere ***

Pive lyden fra maskine, der følger Cecilies hjerteslag, har irriteret mig de sidste 2 dage nu... De 2 første dage ænsede jeg den nærmest ikke, men den bliver mere og mere irriterende for hverdag der går.

I 4 dage har jeg ventet på at Cecilie skulle vågne, men hun ligger der som en sten. Det eneste man kan høre er hendes tunge åndedræt og den irriterende pivelyd. Cecilie forældre var her igår og det gik ikke så godt... De skændes om hvem der skulle snakke med hende først og derefter skændes de om hvem der var skyld i at hun ligger i hospitals sengen. Så jeg endte med, at sende dem hjem.
En time efter jeg havde sendt hendes forældre hjem, kom hendes bror han var græde færdig. Han mente det var hans skyld, så jeg endte med at sidde og trøste ham, for gud hvor var han ked af det:(

Da jeg så endelig havde fået trøstet ham tog han hjem.

Og siden da har jeg siddet her alene og kigget og ventet på Cecilie skulle vågne, men er der sket noget? Nej.

Jeg blev revet ud af mine egne tanker da døren til hendes værelse gik op og ind kom en dr. Smergler. Han er den, der altid hjælper Cecilie med hendes ben, så jeg er ved Cecilie er i trygge hænder når han er her.

" Godmorgen Maja " sagde han og smilte " Godmorgen Smergler " svarede jeg og smilte til ham " Hør Maja, vi er nød til, at foretage en mindre operation hvis hun skal have chancen for, at gå igen " svarede han og kiggede seriøst på mig. Jeg nikkede og kiggede ned i jorden. Han forlod rummet og igen stod jeg alene, jeg begyndte langsomt, at græde. Jeg sad og bare kiggede på Cecilie som stadig træk vejret tungt. Tiden begyndte at gå langsomt, mine øjenlåg blev hurtigt tunge og bum...

Liams synsvinkel- 

I 4 dage havde drengene og jeg siddet om spise bordet på mit værelse på hotellet. Få ord og få indskydelser. Vi havde flere gange prøvet at ringe til Maja, men vi havde ikke rigtig mod til det.

Og som vi havde gjort de andre dage, sad vi nu samlet om spisebordet igen. ingen sagde noget, en trykket stemning.

Vi kiggede alle mod døren, da den åbner og ind kommer Christopher og en køn pige
" Godmorgen drenge " sagde Cristopher og smilte til os " Godmorgen Christopher og... " sagde Niall  " Åh, ja det her er min kæreste Cecilie " svarede Christopher " Hej drenge " sagde Cecilie og lavede et lille vift med hånden.

" Skal i med ind til Cecilie og Maja? " Spurgte Christopher og kiggede på mig. Jeg nikkede som svar " Så kom " sagde han og smilte til mig. Vi tog overtøj på og gik ned mod hans bil

***

Vi havde kørt i 3 kvarters tid og vejen blev bare ved med, at være snor lige...

" Christopher er dig og Cecilie i familie? " Harry spørgsmål var interessant " Ja, hun er min eneste kusine og jeg er hendes eneste fætter " svarede han og koncentrerede sig om vejen " hvorfor er du ikke ked af det? " spurgte Niall og igen må jeg indrømme, at det er et godt spørgsmål " Jo, selvfølgelig er jeg ked af det, men det er bare sket så mange gange før så det rør mig ikke så meget " svarede Christopher " Flere gange? " Jeg var forvirret " for 3 år siden, kom Cecilie til skade i en håndbold kamp, hun røg direkte på sygehuset, og hver gang hun løber for meget eller overbelaster det river hendes ben sig løst " han stoppede brat da han skulle begynde at køre inde i byen " og siden den dag har hun ikke spillet håndbold eller spillet nogen form for sport. Hun startede derfor en youtube kanal og hun er mega kendt i mange lande
" sagde han og lavede en bevægelse i med armene. Det var derfor, der var så mange der skreg af hende da hun gik på scenen.

Vi gik mod en af de mange bygninger der var. Tavsheden bredte sig, indtil vi nåede døren. Christopher gik op til receptionen " Cecilie Nissen " han kiggede på den ældre dame. Hun kiggede op på ham tog en tår af sin kaffe og kiggede på skærmen " etage 8, værelse 1067 " hun kiggede på Christopher igen og tog igen en tår af sin kaffe.

Vi gik hen til elevatoren og vej på vej op til Cecilie og Maja...

Majas synsvinkel-
Jeg vågnede med et sæt og kiggede rundt, puha. Alt var som det skulle være:) Jeg rejse mig fra stolen jeg faldt i søvn på og gik langsomt hen til Cecilie, vent sengen er her ikke og Cecilie er her ikke.
Jeg kunne mærke den første tåre bane dig ned af min kind og en blev til mange flere...
Jeg havde siddet i 5 minutter, hvor tårerne bare væltede ud. Jeg tog mig frustreret i håret og begyndte, at tænke om hvor hun kunne være...
Jeg åbnede døren, jeg græd, jeg var bange og jeg vidste ikke hvad der var sket med hende...
" Maja " Christopher kom løbende mod mig. Han trak mig ind i et kram og trøstede mig.
" Maja, hvad er der sket? Er I kommet op og skændes eller? " Han vidste ikke, at Cecilie ikke var vågnet i nu... " Christopher hun er ikke vågnet endnu og hun ligger ikke inde på hendes stue. " jeg snøftede og kiggede på ham.
Han kiggede chokeret på mig. Vi gik ind på stuen og satte os i stolene, her var stille og det var nærmest akavet...
Vi kiggede alle mod døren da den åbnede og ind kom nogle læger med en seng.

Og der var Cecilie hun sad op og smilte:)

_____
YAAAAY! Endelig et kapitel🙆🏼
Og TAAAAK FOR 100 LÆSERE!!!!💥✨
Husk at stemme og kommentere🙆🏼