Det Tredje Rige

Verdensende

Nessa grab fat med begge hænder rundt om kanten på den lave klippevæg, og hev sig så op i armene. Da hendes lænd var på højde med klippekanten, trak hun det ene ben op under brystet og fik det der efter lagt op på toppen af væggen, hun skiftede vægten fra armene til benet og fik så rullet sig op over verdensende.
Nessa fik med en hånd i jorden rejst sig fra de støvede sten og vendte hovedet mod den uendelige slette af stenblokke, som strakte sig ud foran hende. Under to buskede brun stirrede et par mørke grønne, næsten lysene mørke, øjne, ud over det triste landskab. Nessa var omkring de 14 somre, men som de fleste andre, der levede i nordskovenes – de skove og landområder der dækker det nordlige Solaria, barske landskab, lignede hun en som var langt ældre.
Det sorte hår var flettet ned langs ryggen og stoppede i en lædersnor midt på ryggen. Også hendes påklædning var praktisk og uden andet formål end af fungere i ødemarken bag verdensende.
Verdensende var navnet på den 8 fod høje, klippevæg som skær som en lige linje gennem Norsskovene, enden på Solaira, starten på ødemarken.
Nessa var opvokset i en lille navnløs landsby, ikke mere end en dags rejse til fods fra verdensende. Hun var vokset op, om givet af høje grantræer og de mange pillende åer og blanke skovsøer, men imod sætning til alle andre, født i Nordskovene lignede hun ikke landskabet, hendes hud var lys, næsten hvid, ikke brun og solbrændt som de andre af indbyggerne. Hendes hår var heller ikke stridt og brunt af nogen afskygning, men sort som kul og glans fyldt, hendes mor sagde hun havde hår som ravnefjer, også fik hun et trist blik i øjne og var fjern og kold resten af dagen, og Nessa vidste at hun tænkte på Nessas far.
Nessa havde aldrig kendt sin far og hendes mor ville ikke tale om ham, nogle mente at han havde været af høj byrd og der for ikke kunne gifte sig med en fattig kone, andre mente han havde voldtaget hende. Men det var i hvert fald tydeligt at Nessa lignede sin far mere ind sin mor. Også af den grund havde Hun så snart hun måtte forlade huset på egen hånd søgt op mod Verdensende og ødemarken. Der følte hun sig hjemme, der og hos sin mor, mellem ødemarkens kolde og døde sten, var der ingen der råbte fornærmelser efter hende ingen anden lyden vinden og de små dyrs klør mod stene. Hvor hun dog elskede vinden at lade den lege med sit, hår sit tøj og mærke hvordan ingen hindring var men hvordan hjalp hende frem af i det hårde landskab.
Efter at havde suget den støvede luft til sig gav Nessa sig til at lede efter et ly hvor hun kunne til bringe natten.

Hun var taget hjemme fra tideligt om morgen, moren havde stadigt sovet og Nessa havde efter lad en hurtigt besked i sand på bordet, og var taget af sted. Hun havde fulgtes med nogle af de andre jægere fra landbyen det første stykke vej ud i skoven, men da de andre skulle jage rådyr og hun skulle op til Verdensende skelets de. Som alle andre gang forsøgte de andre at få hende til at blive hos dem i skoven, de var som alle andre, opvokset i Norsskovene, bange for den lange klippevæg, der gik historier som sære monstre, med kroppe som et menneske og med hoved og vinger som en fugl og andre sære skabninger, men dragerne var de værste, for dem viste man fastes, store drager i alle farver som levede i ødemarken og lage æg der. Nessa havde aldrig set nogle af delene, men hun var alligevel altid på vagt, især efter æggene, når dragerne lå i deres æg, var de altid på vagt for en at udklække sig for, ingen viste hvorfor, men man viste at drage ville med alle midler prøve at slå personen ihjel.
Lige inden Nessa havde forladt jægerne, havde Rolf, den bedste af jægerne og en af Nessa få venner trukket hende til siden.
"Jeg ved du ikke høre på mig" Begyndte han at tale lige så snart de var kommet uden for hørevide; "men jeg har en ond fornemmelse," Nessa skulle til at protestere, Rolf forsatte "jeg kan ikke overtale dig til at blive, så det vil jeg ikke prøve, men jeg vil give dig et våben" også hev han frem fra sin kappes folder en kniv frem og gav det til den måbende Nessa, våbnet var langt og slagt, den spejlblanke klinge var gemt i en enkel, men også yndefuld skede.
"Jeg kan ikke tage i mod den" hviskede hun næsten båndfaldende, og forsøgte at skubbe kniven tilbage til Rolf.
"Du både kan og skal" sagde han bestemt "jeg har altid vist at en anden måtte få den en dag, den er bestemt for dig, men pas på den, den er mere værd ind du tror"
"Men jeg har allerede en bue, hvordan kan en kniv vare bedre?" Spurgte Nessa næsten fortvivlet, over at få så værdifuld en ting foræret, våben var dyre.
Denne gang svaret Rolf ikke med det samme, som han skulle tænke længe over sit svar "nogle fjender kan du dræbe langt væk fra, fordi de vil dræbe dig langt væk fra, men dem der vil dræbe dig, vil ind på livet af dig, og dem kan du ikke slå ihjel som du slår de andre ihjel" også vendte ham om på hælen og gik tilbage til de andre.

Nu vendte hun Rolfs ord for sig selv mens hun med hænderne legede med kniven og ældres forsøgte at falde i søvn under én af de mange mindre klipper der lå, spredt ud over den uendelige ødemark.
Han havde selvfølgelig ment, at en bue ikke var et godt våben i nær kamp, men hvorfor ikke bare sige det? Og hvad havde han ment med "dig" "..vil dræbe dig"? Hvordan kunne man ville slå nogen mere eller mindre ihjel? Det gav jo igen mening.
Og med tankerne stadig flyvende, faldt hun i søvn og drømte om mærkelige monstre som fulgte efter hende og gemte sig i hendes skygge, monstre som ville slå hende ihjel.