Det Tredje Rige

Ravnen

Da Nessa vågnede lå hun i en blød seng. Tre kvinder rejste sig op over hende som store sorte søjler mod sollyset. Hun løftede sin arm op, for at skygge for solen, men den var så tung at hun næsten opgav.
"Bare bliv liggende" sagde en rolig stemme som Nessa ikke genkendte, og lagde hendes arm tilbage.
Nessa blinkede og gradvist blev verden omkring hende tydelig. Hun kunne genkende de to af kvinderne, den ene var hendes mor hvis ansigt var umuligt for hende at aflæse på grund af de mange rynker, der havde invaderet hendes mors ansigt og givet den lavstammede dame en vis lighed med en bulldog. Den anden person var byens healer, Annie, hendes unge ansigt var som sædvaneligt halvt i skygge af det tørklæde hun altid bar over håret, så hun hendes lidt for store næse stak frem i lyset.
Den tredje, kunne Nessa ikke genkende. Hun var tydelig vis kommet med de handlende, de måtte været kommet til byen mens Nessa havde været væk for de havde ikke været der da hun tog afsted. Kvindens hud var olie farvet og hendes næse og øjenbryn store som en mands. Det fremmede udsende gjorde det svært for Nessa at bedømme både hendes alder og følelser, ansigtet var furet men det kunne lige godt være af alder som af hårdt arbejde. Hendes øjne var så sorte at det var umuligt for Nessa at se forskel på pupil og iris. Hendes hår som var ligeså sort og uden glans, faldt ned om skuldrene på hende og indrammede det kantet ansigt, kun holdt tilbage af en gusten-grøn bandana. Ud over den sorte uld kjole bar hun et hæklet sjal i samme grønne farve. Begge dele var i kanterne overhængt med metalliske lykkeamuletter, der klirrede mod hindanden, hver gang hun gjorde en bevægelse. Omkring livet på hende hang en lædersnor med rakker af skindposer og flere amuletter. Kvinden var en spåkone, en af de slags der rejse rundt med handels folkene, men det var længe siden at de handlede havde haft en med, ikke siden at byen halv skøre historiefortæller havde forsøgt at brænde den sidste ende for et par somre siden, hun måtte vare enten meget modig eller meget kraftfuld hvis hun ture komme her.
Nessas spekulationer blev med et afbrudt af en høj skraben. Nessa for op og pludselig følte hun sig ikke spor døsig, i et kort sekund var hun i tvivl om hvad det var der havde fået hende til at reagere sådan, men så gik det op for hende hvad det havde været, hun havde for stået den høje skraben, "Jeg er sulten"
Nessa kikkede på en gang skæmt og nysgerrigt rundt i rummet efter den talende, det var en ravn, den sad i et rusten metal bur for fødderne af spåkonen, og stirrede uforskammet op på Nessa.
"Din fugl kan tale" kvægede Nessa og stirrede på en gang spørgerne og anklagende på den fremmede. Alle i rummet kiggede undrende på Nessa, udover hendes mor der så trist ud.
En trækning gled over spåkonens ansigt, og den overraskede mine blev til et overbærende smil "Du træt Nesseria, du høre syner, det var en hård dag, vi taler om det i morgen, hvil dig nu"
Nessas øjne adlød, blev tunge og et sort mørke angreb hendes synsfelt og begyndte at kravle ind over nethinden.
Det var som at mens øjne gav op kom hjernen på overarbejde, og bombarderede hende med indtryk; konen havde sagt hendes rigtige navn selv om ingen andre end hende selv, hendes mor, og gamle Erak, der efter gik det op for hende at spåkonen løj, hun hørte ikke syner, også lige inden at hun faldt i søvn, talte ravnen igen: "jeg har en besked fra din far"