Det Tredje Rige

Uhyrret

Da Nessa vågnede igen var hun lige ved at tro, hun slet ikke havde været væk. De tre kvinder rejste sig stadig over hende, men et eneste blik ud af vinduet fortalte hende noget andet. Solen var gået ned og erstattet af millioner af stjerner, den velkendte grønne og blå stjernestorm; dragen, lyste udenfor vinduet, men det minde hende ikke om "Latem-aye" dragen der vogtede over himmelrummet. Den så ond ud, lignede en der var få sekunder fra at udslette hele verden under sig, lignede dragen fra hendes drøm, hendes drage.
I det samme kom drømmen rullende tilbage ind over hende, ravnen, hendes far. Nessa satte sig brat op, gab fat om sengens fodende og stirrede på sin mor, mens tårnene pressede sig frem i øjenkrogen.
"Jeg kan forklare-" begyndte moren, men Nessa lod hende ikke tale ud: "HVOR KUNNE DU!" Halvt Skreg og halvt hulkede Nessa. Igen prøvede moren at sige noget, men Nessa ville ikke høre, hun udstøde et skrig og løb ud af værelset.
Hun befandt sig i Annies hus, men Nessa var ligeglad. Hun stormede rasende rundt, uden at tage sig af møblementet, med tårne løbende ned af kinderne, end til hun fandt udgangen.

Hun dejsede om udenfor huset, med ryggen op af husmuren. Snøftende trak hun knæene op under sig og begravede ansigtet i hænderne "jeg'r et uhyre", hulkede hun mens hun borede ansigtet dybere ned i hænderne,
"Et uhyre"
"Du er et ynkeligt uhyre" En rug stemme afbrød Nessas messen og en tung hånd lage sig på hendes skulder. Nessa løftede blikket der var uskarpt af tåre, og kikkede ind i hendes mors dyste ansigt.
"men stadig ét" hikkede Nessa og forsøgte at tørre tårerene bort, men der blev bare ved med at komme nye det var som om at nu da hun havde tilladt sig selv et svagt øjeblik kom at det hun havde holdt inde, nu brød ud og det var umuligt at holde tårerene tilbage. Hun bragte hele landsbyen i fare ved hendes tilstedeværelse. Faktisk havde hun allerede dødsdømt dem ved over hovedet at løbet tilbage der til. Hun var et uhyre, hun havde dømt alle hun kendte til døden bare fordi hun var bange for at dø alene, hun var præcis det uhyre folk sagde hun var, hun var ikke en gang menneskelig, hun brudte ikke ha været født.
Et flammende raserig steg op i Nessa da hun igen så sin mor i øjnene, det er hendes skyld, kun hendes. Hun knyttede hænderne og løsnede dem så, lukkede alt sin vrede ud. Al den håbløsehed, sorg, fortvivlelse og ikke mindst den uvidenhed hun havde følt i alle hendes 14 år, blev sluppet løs, rettet mod den ene person der havde været skyld i det hele.
Hun trådte tilbage i sit sind, og lod vreden få styrtningen: Hun skreg, råbte slog. slyngede fornærmelser, forbandelser og stillede moren ansvar for at have skabt sådan et uhyre.
Hun kastede sig over kvinden foran hende men i samme øjeblik blev to stærke arme lagt om livet på hende. Uhyret skreg og slå om sig et for søg på at komme fri og kaste sig over sit offer. Men skikkelsen der holdt hende, slækkede ikke på noget tidspund sit tag. Til sidst gav Hendes krop op og hun blev slap i mandens arme, med en sidste kraftanstrengelse, hviskede hun blottet for vrede, kun lige højt nok til at moren kunne høre det: "forsvind" Den gamle kvinde blev stående et kort øjeblik mens to parallelle tåre løb ned af kinderne på hende så vendte hun om og gik tilbage af lande vejen mod hendes hytte i lidt uden for landsbyen.
Alt vreden forlod Nessas krop og efterlod hende kold og røstene tilbage, kun lige med kræfter nok til at holde blikket fæstnet på den gamle damme der med svage skridt lage mere og mere afstand til den røstende pige.
for vært skridt hun tog, fra skrev hun sig et hvert ansvar og tilhør til pigen. Og for Nessa var det som om at alle deres minder blev spillet revy og de hver gang mistede deres menig og betydning.
Sangende om aftenen, de mange ture til landsbyen for at høre historierne som Nessa hold så meget af, den varme skikkelse i døråbningen når Nessa kom hjem fra jagt, varmen fra pejsen, følelsen af morens hænder omkring hende, blinde hænder der tårerede tårerene efter de andre børns drilleriger væk, det eneste sted hun nogen sinde havde hørt til. Det hele mistede sin varme og følelse og stod tilbage som kolde maleriger, malet af et andenhånds vidne, i hendes sind.