Det Tredje Rige

Flugt

Et lydløst halvkvalt skrig blev sluppet løs da pigen og dragens øjne mødtes.
Også løb hun, det øjeblik deres øjne måttes var så kort og så ikke eksisterende, at øjeblikket ikke kunne rumme alt det der skete. Tid, rum og eksistens blev bøjet, af pigens frygt og uden hun vidste det flygtede hendes krop ud fra grotten og ud i natten, imens hun sad stirrede end i dragens øjne i ét uendeligt langt kort øjeblik;
Hendes krop flygtede, hun løb ud i ødemarkens nat. Og løb, bare løb, hun satte ikke fødderne foran hinanden, hun mærkede ikke læderstøvlerne forlade den stenede jord og hun mærkede ikke det lille lufthul som normalt blev skabt i skoen når hun løb. Det var som om at ordet havde forladt des menneskelige betydning og bare eksisterede som des oprindelige form "ais" hinsides alt menneskelig indflydelse og bare bragte hende fremad.

Imens, eller var det bare et minde, sad noget af hende stadig og stirrede dragen i øjnene, hun kunne ikke bekrive det, hun så den i øjnene også stadig ikke, hun var ikke i stand til at bekrive, end huske eller bare bemærke dens udsende, det var som om at alt det der var sket i det korte øjeblik inden hun smæd dragen fra sig og løb skete igen eller måske bare blev gengivet i Nessas hoved. Også faldt dragen ud af hendes hænder og hendes bevidsthed vendte tilbage til kroppen.

Hun løb, hun flygtede. Registrere ikke andet end stenene omkring hende der skrumpede, som om verden lage afstand til hende. Lyset begyndte at brede sig mellem klipperne, som nu kun gik Nessa til knæene, og slog skyggerne ihjel, eller var det ikke skyggerne der flygtede så der blev plads til lyset? Men det var lige meget, alt var lige meget, både lyset, Nessa og selv dragen det eneste der betød noget var flugten.

Et skrig. Et kort forvirret øjeblik viste hun ikke hvem det var der skreg, så gik det op for hende at det var hende selv. Hun stod med det alleryderste af støvlen i fri luft, hun svajede frem og tilbage imens hun viftede med armene, mens to sten faldt ned mod, den mos klædte skovbund for foden af verdensende. Et sekund bandede hun sig selv langt væk for at stå at spilde tid med at genvinde balancen, men så brede den isende fornemmelse sig igen. Hvorfor var hun blevet så bange? Det lignede hende ikke, anden stemme beordrede hende at vende tilbage til dragen igen, og hvad?
benene eksede den sorthåret pige, og halvt begrund at faldet, halvt af egen fri vilje tumlede Nessa ned af bjergvæggen, imens hun forsøgte at stoppe faldet ved at gribbe fat i nogle af den kolde skillevægs ujævn hedder og fremspring.
Hun landede, og løb, igen. Hun flygtede, løb fra dragen og det var som om at hun kunne mærke at hvert eneste skridt bragte hende længere væk fra den lille drage, og flygtede fra stemmerne, og igen var det som om at hvert eneste skridt, bevægelse og fortumlede fald bragte stemmerne på afstand, for nu var hun sikker det var stemmerne og de var kommet til- nej hun ville ikke tænke på det, ikke tænke på dem. Hun løb gennem skoven på præcis samme hovedkuldse måde som hun havde gjort i ødemarken. Udover at det denne gang var det hende der løb, hende der satte benene foran hindanden, hun kunne mærke den bløde jord under fødderne.
Nessa snublede, og rejste sig igen. faldt og rejste sig, faldt og rejste sig, end til hun ikke kunne rejse sig igen, så kravlede hun.
En dør tårnede sig op over hende, hun faldt sammen på dørtrinnet.
Solen stod midt på den lyse himmel, også gik den ned.