Det Tredje Rige

Jægere

Erins hoved røg op, og hendes øjne var sorte af angst. Nessa lavede uvilkårligt et ryk og røg ned af stolen. Selvom hun kun havde kendt Erin i under en dag, havde hun hele tiden forekommet Nessa som en person med styr på det hele. Nu da hendes øjne lyste af angst, følte Nessa det næsten som om det var hendes egen. Hun viste ikke en gang hvad Erin var bange for, hun viste ikke hvad det var uden for teltet, hun viste ikke en gang om det var den samme ting.
fra sin position på gulvet kunne Nessa ikke se Erins ansigt. Kvinden rejste sig med fejende bevægelser og sked over mod bordet, fejede hensynsløst sine mange papirer væk og grab en lille sort bog fra dens gemmested.
Imellem tiden havde Nessa rejst sig fra sin akavede position, men længere nåede hun heller ikke inden at Erin igen var over ved hende og stukket bogen i hånden på hende.
"her tag den, du skal finde Burin, han bor i Kapian og løb så min pige" hun pegede med en krampagtig bevægelse mod teltduen bag ved fugle burene, hvor Nessa først nu så en lille bagudgang.
Nessa snuppede bogen og stak den indunder sin bluse. Hurtig og adræt hoppede hun hen over det gamle bord, og efter en hurtig indskydelse, greb hun buret med katten. Så løb hun ud i Natten med buret i hånden og den sorte ravn over sig

Buret hoppede op og ned, i Nessas hænder og katten gjorde hende tydeligt opmærksom der på. Ravnen fløj rundt omkring hende mens den skreg, med en blød stemme der over hovedet ikke mindede om dens ellers hæse stemme omme bag skrattene.
"av, av. Lad så være med det. Sæt mig ned. Og vad så være med at efterabe Ravn" så holdt den et øjeblik inde men forsatte så igen, "Okay, okay, lad os lave en deal, menneske, luk mig u..Av! så skal jeg nok selv løbe med!"
Nessa der var noget skovbrynet. Stoppede bræt op og kiggede underne på ravnen, alt imens hun pressende hånden mod siden og gispede efter vejret efter den lange spurt.
"ah hvad var, det lige du sagde" stønnede Nessa og fulgte ravnen med øjnene da den landede elegant på kattens bur, og slog en gang med vingerne.
"Jeg sagde ikke, om jeg må be'" kvækkede ravnen, nu med sin normale stemme "Jeg videre gav bare hvad Villas sagde"
"Mener du katten" spurte Nessa overrasket og kiggede ned på katten i buret, som hun stadig holdt i hånden. Katten rullede med øjnene, miavede én gang, og ravnen begyndte med det samme at tale med den bløde stemme der, åbenbart tilhørte katten.
"selvfølgelig mener han det, ravne er budbringere, du kan ikke forstå hvad jeg siger, derfor oversætter han"
"kunne du få alt med ét miav" spurte Nessa kigge skifte vis på Villas og ravnen, i tvivl om hvem hun skulle kigge på.
"Dyre sprog er meget simpelt og luk mig så ud af det bur så vi kan komme videre" svarrede Villas surt.
Nessa tog fat om låsen på buret og til hendes glæde var det ikke låst. Og selv om den bandt lidt kom katten hurtigt ud. Uden mere snak løb Villas ind i skoven, så Nessa ikke havde andet valg, end at smide buret fra sig og sætte i løb.

Katten løb elegant igennem skoven uden at skulle tage hensyn til alle de grene, Nessa hele tiden måtte dukke sig for. Idet mindste gav den sig tid til at vente på Nessa, når hun var kommet lige langt nok bag ud efter dens smag.
Da de havde løbet sådan et godt stykke tid, kom de forbi et at Nessa yndlingssteder i skoven. En lille skovsø der lå og trykkede sig op af en lille klippeblok. En smal der sti løb som en bro mellem, klippestenen og søen, førte hen til en skjult åbning i klippen, hvor man var i læ for både vejr og nysgerrige blikke.
Hun stoppede op og råbe efter Villas, at her ville hun sove resten af natten. Han stoppede brat op, og kiggede kort på hende, hvor efter han gav til kende at han ville gå på jagt, og så var han væk.
Nessa løb let hen af den smalle sti og slog sig ned i hulen. Det var først nu at hun opdaget, at hun ikke havde andet med sig en det tøj hun havde haft på, hendes taske og bue lå stadig i landsbyen, sandsynligvis hos Annie.
Træt og uden afstand til at beslutte noget lage hun sig ned, på det hårde stengulv og forsøgte sig at gøre det behagligt. Ravnen landede foran Nessa og gav sig til at pudse fjer.
"tror du han kommer tilbage, altså Villas" spurte hun den, efter et øjeblik bare at have stirret den ind i øjnene.
"Det ved jeg ikke jeg er kun en fugl – en simpel budbringer" Nessa rynkede kort brynene af den besynderlige holdning
"Betyder det du ikke kan have dine egne meninger eller tanker" spurte hun lidt tøvende.
"Jeg er ikke en kat. Det er ikke fugles job" svarede ravnen koldt.
"Jeg troede ellers, at ugler skulle værre kloge dyr og gode rådgivere" svarede Nessa udfordrende, hun havde ikke tænkt sig at lade sig kue af en ravn.
"Ugler er jo ikke fugle, Kan jeg dreje mit hoved hele vejen rundt?" svarede ravnen som om den talte til et barn.
"Nej, men det gør jo ikke uglen til en 'ikke fugl'"
"jo det gør"
"Men hvis uglen ikke er fugl hvad er den så?" skyndte Nessa sig at sige, da hun kunne mærke at hun var ved at tabe orddysten.
"En kat selvfølgelig" Nessa løftede overrasket brynene og svarede i overensstemmelse med udtrykket:
"En ugle liner da over hoved ikke en Kat"
"ligner jeg en musvit" svarede ravnen og gav sig til at pudse fjer
"Nej, men.."
"Det handler ikke om det uden på men det inden i"
"men.."
"Er du racist?" afbrød ravnen, med et tonefald der tydeligt indikerede at diktionen var slut.
Med et suk vente Nessa sig om, ravne var da heller ikke til at diskutere med.

Nessa havde ingen grund til at være bekymret, da hun vågnede næste morgen lå Villas rullet sammen i hendes fodende og sov.
Nessa strakte sig, og stønnede da hendes krop værkede efter at ha sovet i samme stilling på det hårde stengulv, uden hendes selvvanelige tæpper.
Katten klagede sig, da hun kom til at remme den med foden, og strakte sig fornærmet på den måde kun en kat kan gøre det.
Nessa satte sig stønnene op, med hænderne i siden og gav sig til at vride rygsøjlen, så det knagede. Villas gloede utilfreds på hende, og gik så i gang med sit morgenbad.
Ravnen der havde lagt sig til at sove et sted ude i skoven, kom nu flyvene ind til de to, med et eneste ord på næbet:
"morgenmad!" Nessa måtte fortælle den at de desværre ikke havde noget, og ravnen der blev svært slukøret, skulle lige til at flyve ud i skoven igen, muligvis for at finde noget langt kedeligere bestående af orme og andet fuglemad. Da Nessa råbte af den:
"Kom tilbage du skal hjælpe mig!" Ravnen lavede en elegant drejning i luften, som om det hele tiden havde været dens plan og landede så på Nessas skulder. "Inden vi drager videre må jeg tilbage til byen" Sukkede hun som om det var en svær indrømmelse "Jeg ved godt at Erin ville have os væk og over til ham Burin, men jeg må hente mine ting, elleres kommer vi ingen vegne" både katten og ravnen nikkede og uden underligere snak, løb Villas ud af den lille grotte og Nessa var tvunget til at følge med.

Efter at havet begivet sig gennem skoven en rum tid, på må og få, var det gået op for Nessa at Villas ikke kendte vejen, og så var hun nød til at føre an.
Raven sad på hendes skulder imens at Villas løb rundt i skoven, men Nessa var ikke længer bange for at han skulde blive væk.
"Hey..." begyndte Nessa, men stoppede da det gik op for hende at hun ikke kendte ravnens navn. "hvad hedder du enlig" spurte hun så lidt overrasket over at det ikke var faldet hende ind noget før. "Andre fugle kalder mig:" han udstødte en sær lyd, der ikke gav mening i Nessa øre der ellers godt kunne forstå rave sprog. Det lød som noget hen i retning af: "Kvararaarh" "men det kan du ikke udtale, så du kan bare kalde mig Ravn" Nessa nikkede af navnet men kunne ikke lade vare med at kommentere, efter natten splid:
"Hvor opfindsomt"

Hun nåede ikke at høre ravnes svar, inden at hendes krop stivnede og larmen af tomhed overtog hendes hørelse.
Hun havde været optaget af sine egne tanker og uden at hun havde opdaget det, havde hendes ben ført hende af gamle stier der var indgroet i hendes sind.
Foran hende lå den lille lavloftede gård, med den tilhørende urtehave og det lille stykke broslagt jord, hvor Nessa og hendes mor så tit havde fortalt eventyr og set på stjerner. Den lille dør hvis grønne farve var ved at skalle af. Det lille stativ der så ofte var blevet brugt at banke morens uendeligt mange tæpper – hvor ofte havde Nessa ikke stået der og ønsket sig noget andet, og nu? Nu ville hun hvad som helst for at stå der igen.

Hun fik revet sig ud af sin trance da to ryttere pludselig kom galoperende tæt forbi hende, hun nået lige at opfange noget lilla, hun mærkede en grundløs skræk vælde op i hende, inden at luft trykket væltede hende om græsset. Hun rejste sig så hurtigt hun kunne, men hun kunne ikke ryste følelsen af sig.
Hun stirrede efter mændene, alt hun så var et par højviolette kapper, men det var også nok, højviolet var dragejægernes farve. Først blev hun glad, nu behøvede hun ikke flygte mere, nu ville de tage sig af dragen og hun kunne blive fri. Men hvorfor var de så på vej væk? I det samme gik det op for hende hvad hun havde vist fra hun så farven, de var ikke venner og det var dem Erak og Erin var så bange for, men hvorfor?

I samme øjeblik hørtes et så højt brag at det mere føltes end hørtes og flammer skød op mod himlen.