Det Tredje Rige

Svar

De to arme der havde holdt om hende løsnede sit greb og vendte hende ublidt om, så hun stirrede lige ind i øjnene på en lille mand. Hans øjne var grå med brune stik, omgivet at rynker og sært bekendte. Øjnenes ejer rystede hende og svagt, som om han talte gennem vand, kunne hun høre ham råbe hendes navn: "Nessa, Nessa du må ikke lade dem vinde"
Hendes blik skiftede fokus og stirrede ind i den gamle historiefortæller Eraks ansigt. I næste øjeblik havde han givet hende en synende lussing.
"Mandig op, du er Latemayes udvalgte. Du må ikke lytte til dem"
Nessa trådte overrasket et skridt tilbage, kort larmet af lussingen men og også af ordvalget "dem", han kendte til stemmerne. Også indhentet de sidste minder hende og det gik det op for hende, hvad hun havde gjort. Stemmerne var kommet tilbage og være i nu, hun havde ladet dem styre sig. Det var præcis som sidste gang.
Hendes Knæ skælvede, hun var ved at miste kontrollen, selvom hun viste at det var fatalt, selvom hun viste at i et hvert svagt øjeblik hvile stemmerne tage over igen.
Igen fik historiefortælleren bragt Nessa tilbage til virkeligheden med en endnu en ørefigen.
"du forstår det ikke" mumlede han og Nessa rystede på hoved, uden at vide om det var et spørgsmål eller en konstatering. "følg så med" forsatte han, i et bidende tonefald sukkede, og begyndte at gå.

Erak førte ikke Nessa ned mod hans gamle hytte som Hun ellers havde regnet med. I stedet førte han hende ned mod markedspladsen og ind i et lille støvgråt telt, godt gemt væk bag de andre af boderne.
Teltet var ikke meget større inden i, end uden på. Faktisk virkede det meget mindre da det var fyldt til bristepunktet, med alverdens nyttige og unyttige ting: Midt i rummet stod et stort sammenfoldeligt bord der både flød med alt fra spise grej til spillekort og sære sten. Ned fra loftet hang utallige tørrede urter, pels totter, diverse kviste og rødder og andre ting med healende egenskaber. Den del af teltet bag bordet blev brugt som sove sted, men lige nu var tæpperne rullet sammen til fordel for en samling kasser og to fugle bure, hvor i at der i det ene sad en stor kat og kukkelurende, den næsten helt sort udover de hvide poter og bag ben også brystet og den ene halv del af snuden var hvid og gav den et storsnuet udtryk.
Den anden del af teltet, den hvor Nessa og historiefortælleren fandt sig, var sparsomt møbleret med tre-fire kasser, hver med en pude i en eller anden smagløs farve, der gjorde det ud for side pladser. Disse var i midlertidigt optaget af et dusin kort over nattehimlen og enkelte skriftruller. Overrasket gik det op Nessa at det ikke bare var tilfældige billeder men at de alle dækkede stjernestormen, Dragens, bevægelser over himlen. En open skriftrulle fangede hendes opmærksomhed, og til hendes lige dele overraskelse og formodning var det et af sagnene om Latem-aye.
Hun skulde lige til at træde hen for at kigge nærmere på rulle, men det samme blev teltduen slået til side og spåkonen fra før trådte ind.

Det første sekund skete der igen ting, men så begyndte alle at røre på sig.
Den gamle historiefortæller tog to skridt og slog armene om kvinden, imens han grinede lettet.
Den talende fugl løftede sig proteserne fra hendes skulder og fløj under eder og forbandelser over mod katten, som miavende sluttede sig til koret, men til Nessa lettelse forstod hun ikke ét miav.
Overrumplet af den pulselige larm slog Nessa hænderne for ørene og skreg det første ord der faldt hende ind: "bih!" alle tiet selvom ravnen ikke kunne dy sig fra et fornærmet snøft: "typisk" og kom så med en dårlig efterligning af en lille pigestemme "jeg er barn af din herre, ret dig efter mig! bare så typisk" inden den fløj ud gennem telt åbningen
Spåkonen løftede hoved med et sæt og stirede skifte vis på Nessa og efter ravnen.
"Du havde ret, bror" hendes stemme var uudgrundelig. Hun kiggede på Nessa en gang til, hvor efter hun så trådte ud af mandens, der åbenbart var hendes bror, favntag.
Hun samlede nogle få af de kort og skriftruller der lå og flød op og satte sig bag ved bordet.
Erak gryntede to gange og begyndte så også selv at samle papirerne sammen.
Da de to, efter askelige sekunder stadig ikke havde sagt noget kunne Nessa ikke længer styre sin nysgerrighed og hun udbrød irriteret: "Hvad fanden er det i snakker om?"
De to voksne så fra Nessa også på hinanden. Erak nikkede kort. Han bød Nessa en af de smagløse stole og da hun havde sat sig begyndte han at tale: "det her," han gjorde en håndbevægelse mod kvinden "er min søster, Erin. Og hvad det er vi snakker om?" Han holdt en irriterende lang kunstpause, men Nessa som kunne mærke at han var på vej ind i en historiefortællers rytme, holdt klogeligt sin mund. "Har du Nessa, nogensinde hørt om, Latemaye eller Nevink?"
"Nej, eller jo," Nessa snublede over ordene i bare iver "jeg har aldrig hørt om Nevink men er Latemaye ikke den der vogterdrage?"
"Du svare på mit spørgsmål med et spørgsmål," grinede Erak, men ét blik fra hans søster fik ham til at snerpe læberne sammen "men jo, Latemaye er vogterdrage, og i nogen fortælleriger ligefrem, Vogteren." Han holdt endnu en kunstpause men denne gang kunne Nessa ikke dy sig.
"Men hvad har med, med" igen snublede hun over ordene og denne gang ikke af iver. "Med stemmerne at gøre?" Næsten hviskede hun.
Denne gang var det til Nessas overraskelse Erin der svarrede. "Det har alt med 'stemmerne' at gøre, min pige. Men lad os nu starte fra starten fra starten, kender du det præcise sagn om Latemaye?" Et uindbudt flashback gled ind over Nessa og pulselig var hun seks år igen.
Hende og hendes mor havde siddet en aften og kikket på nattehimlen da Nessa havde peget på den farvede stjerne gruppe og spurgt sin mor om den. Hun havde fortalt at det var dragen Latemaye der vogtede over himlen og beskyttede menneskerne mod ondskaben, så havde hun kysset Nessa på håret og forsat, "men for det præcise sagn må hellere spørgere Erak" min Pige.
En tåre løb stille ned af Nessas kind og efter lod en glitrende bane hvor den havde været.
"Nej, jeg ved ikke mere end han vogtede over himlen og beskyttede mod ondskab" svarede hun ligeså stille og forsøgte diskret at tåre tåren væk.
"hmm.." lød det fra Erin der begyndte at rode rundt i de papirer hun havde taget med over på bordet. "det tænkte jeg nok, den er ikke særlig kendt, men jeg har originalen her et sted" hun så sig fortvivlet om i rodet et øjeblik inden at hun fik øje på den rulle Nessa også havde studeret. Hun greb ud efter den og skimmede den hurtigt, på samme måde Som Erak plagede inden han fortalte en af sine historier, og et øjeblik var familie ligheden slående. inden den igen forsvandt bag Eraks rynker og Erins mørke hud.
Erin skulle lige til at begynde da ravnen fløj ind i teltet igen og gav sig til at skrige af Nessa
"De kommer, de kommer, Jægerne kommer" den pustede fjerende op og begyndte til Nessa overraskelse at give hende instrukser: "De er på vej du kan ikke nå at høre om din opgave. Bed dem om at fortælle om din far og bogen. De kommer!"

Nessa rettede sig op, på kassen hvor hun sad og videre gav uden tøven ravnes instrukser. De to søskende så kort på hinanden, og nikkede kort, så inden at Erak skyndte sig ud teltet. Erin sank en gang og vendte så sin opmærksomhed mod Nessa.
"Hvis du her ret, min pige så har vi ikke meget tid så jeg gøre som du siger, men lad være med at afbryde vi har ikke tiden" Nessa nikkede selv om hun et eller andet sted ikke havde lyst til at høre sandheden. Hun borede fingrende ned i kassen og bed sig i underlæben. "Jeg ved ikke hvad din ven her her fortalt dig" hun gjorde en håndbevægelse mod ravnen der havde sat sig på kattens bur og nu sad og fulgte med i samtalen med hovedet på skrå. "så jeg vil fortælle dig det hele" Nessa sank "din far er Ravnen, ravneherren, en fuglemand eller Mørkes herre som han fortrækker. Han er halvt menneske, halv fugl, og kan skifte til en hver form der i mellem. Du har sikkert hørt fortællinger om sådanne væsner, der bor i ødemarken. I virkeligheden er der kun én, ham. Jeg tror der er derfor du altid har holdt så meget af ødemarken, det ligeså meget dit hjem, som det er hans" hun holdt en hurtig pause som for at tænke det hele igennem "Han skulle efter sigende også ha mødt din mor der, en dag hun vovede sig der op. De blev forelsket eller rettere, hun blev forelsket, man kan aldrig vide med ham. Din mor blev gravid og så ham aldrig igen. Igen viste noget udover mig, hun fortalte mig det kort inden din fødsel, da jeg var her for at se til min bror".

Nessa følte sig hul, hun havde allerede gættet sig til det, men det var helt anderledes at få det fortalt med ord, der ikke efterlod sig nogen steder at gemme sig. Det var som at vigtig sten i hendes liv, hun ikke en gang havde vist var der, nu var væk, og hun nu stød på kanten at et enormt budløst dyb. Og hun havde ikke længere sin mor at gribe fat i.
"Men nu videre Nessa, tiden løber fra os" Forsatte seersken uden at give Nessa tid til at dvæle ved yderligere ved hendes ord. "Du nævnte selv, stemmerne. Og de er normalt noget der kommer efter at en drage har valgt en. For ja Nessa du kan ikke løbe for det mere, dragen udklækkede sig for dig. De får folk til at opføre sig mere dyriske, at handle som dragen ville ha gjort, i nogle tilfælde er det faktisk ligefrem dragen der taler til dem." Hun høstede kort og forsatte ubekymret
"Problemet er så bare at hørte stemmer før dragen udklækkede sig, faktisk flere år. Ikke?" Det sidste blev stiledt som et spørgsmål og Nessa nikkede langsomt.
"vores teori" begyndte hun igen, da hun havde sikret sig at Nessa var enig "mig og Eraks, er at enten så har dragen forsøgt at kommunikere med dig før, hvilket vil bringe helt nye overvejelser og afsløringer omkring phira, og selvfølgelig bekræfte vores teori" Erin holdt inde som for at overveje det hun lige havde sagt. ordet phira genlød i Nessa hoved, som noget utroligt vigtigt, ordet mindede hende om det ord hun selv havde udtalt, lige da Erin var kommet ind i teltet og det ord der også var kommet til hende da hun flygtede fra dragen. Som om at ordrende var en del af samme sprog, et sprog som Nessa kendte til, men ikke forstod.
"Hvad er phira" spurgte Nessa der ikke længer kunne holde sig tilbage. Seersken så misbilligende på hende og svarede i samme tonefald.
"Det kommer jeg til, og lad nu være med at spørge. Hvor var det jeg kom fra?" Hun så ned på de papirer kun havde i hånden som om de havde svaret. "når ja, stemmerne", Nessa kunne ikke lade være med at skutte sig da Erin nævnte stemmerne så ligefremt som om det var noget alle kom ud for "den anden mulighed er at stemmerne er en del af dig, den del du har arvet fra din far".
Det sortnede for Nessa og hun fladt ned i hullet, sandheden om hendes far havde efterladt. Hun var et uhyre, det var hende selv der havde gjort de forfærdelige ting og der var ikke længere noget udvej.
Og alligevel var der noget der sagde hende at det ikke kunne passe.
Den drøm hun havde haft samme nat vendte med et smerteligt tilbage. Og dog, var der ikke noget mere?
"Nej det kan ikke passe" sagde Nessa tøvende som om hun var bange for at mod sige sig Den ældre kvinde "Jeg havde den her drøm, efter drømmen om min far,"
"hvilken drøm" spurte Erin og rynkede øjnebrynene, så de i forvejen meget tætte bryn, blev endnu tættere
"Hjemme hos Annie, lige inden jeg løb ud af huset" Nessa så skamfuldt ned og sank kort. Hun skulle lige til at forsætte da noget pulselig slog hende.
Hun rettede sig op med et set, overrasket over det havde undret hende før: "Hvordan ved i over hoved noget om både dragen og stemmerne" hendes stemme var skinner, men Erin tog det meget roligt og hendes stemme lød fuld af overbevisning da hun svarede:
"Vi havde en fornemmelse" Hun gjorde en håndbevægelse mod de mange stjerne kort "desuden" hun rømmede sig svagt, som om hun var flov over det næste hun skulde sige, men forsatte afvigevel ufortrødent. "Jeg er seerske, jeg kan læse håndflader, kort og kaste terninger, normalt giver kun et sløret billede, men jeg har set, ting, omkring dig "igen gjorde hun en bevægelse imod kortene, som om hun refererende til noget, Nessa stadig ikke forstod. Nessa skulle lige til at åbne munden for at fortælle Erin at hun ikke forstod, da der pluslig hørtes larm uden for teltet.