ELSKER DU MIG?

Part 11

(Emilys POV)
(Hjemme hos M&M)
Mig og Marcus gik ud af bussen.
Klokken var blevet 16:45
Mig og Marcus havde ringet efter en pizza og efter vi havde spist op og set 2 film gik vi ind i køkkenet for at vaske op. Klokken var jo efterhånden blevet 21:52 .
Så sagde Marcus noget:
"Okay Emily, bare gå op til Martinus han er på sit værelse," Jeg nikkede og gik op af trappen og stod nu lige foran døren. "Martinus?" Spurgte jeg stille, men højt nok til at han kunne høre det. Jeg hørte intet svar.

(Martinus' POV)
Jeg var kommet hjem og jeg lå på min seng og græd. Lige pludselig hørte jeg en stemme: "Martinus?" Stemmen var blød og stille. Det var Emily. Jeg satte mig op. Jeg ville ikke snakke så jeg stoppede med at græde uden at sige en lyd i håb om at hun ikke ville komme ind. Der var en kort stilhed. Stilheden blev brudt af en dør der åbnede, men kort efter lukkede igen. Jeg hørte skridt på vej mod min seng. "Martinus."
Jeg svarede ikke. Hun satte sig på sengekanten og så op på mig med blanke øjne.
"Martinus. Please svar mig,"
Hendes stemme var svag og jeg kunne høre at hun var ked af det. Jeg så ned på hende.
"Martinus, du ved ikke hvor ked af det jeg er, det var ikke meningen. Det var Christian som kyssede mig," hun begyndte at græde.
"Martinus. please svar mig, jeg kan ikke miste dig!" Græd hun højt.
Hendes stemme var svag som hun græd. Jeg kunne ikke klare at se hende sådan her mere. Hun satte sig hen til mig. Jeg lagde armene om hende og klemte hende tæt ind til mig. Hun begyndte bare at græde endnu mere mens hun lagde sit hoved ind til min brystkasse. "Jeg elsker dig Em."

(Emilys POV)
"Jeg elsker dig Em."
Jeg så ind i hans perfekte mørke øjne.
Jeg kunne sidde i timevis og kigge på de øjne. De var så dybe og hemmelighedsfulde. Det var som om at se direkte ind i hans sjæl.
Jeg græd stadig, men helt lydløst. Jeg kunne mærke tårerne rende ned over mine kinder. Jeg kunne ikke få nogle ord ud.
"Em, jeg elsker dig mere end noget andet. Du er alt jeg ser og jeg kunne ikke forestille mig en verden uden dig. Vil du blive min?.."
Jeg kunne ikke tro mine egne øre. Martinus elskede mig?
Tårerne pressede på og jeg klarede ikke at holde dem tilbage mere. Jeg holdte om han og græd ind i hans skulder.
"Ikke græd Em. Du behøver ikke at svare lige nu," Trøstede han.
Han holdte mig endnu tættere ind til ham og kyssede min pande blidt. Jeg viste godt hvad jeg ville svare. Jeg elsker ham. Selvom jeg var glad kunne jeg ikke stoppe mig selv, jeg græd stille.
"Rolig nu prinsesse. Du må stoppe med at græde okay?" Sagde han og tørrede de sidste tårer af min kind.
Jeg nikkede og gjorde som der blev sagt. Jeg lå bare i armene på Martinus og kort efter faldt jeg i søvn.

(Tinus' POV)
Efter et stykke tid så jeg ned på Emily, hun sov. Hvis man var helt stille og hørte efter kunne man høre hendes små søde snorkelyde. Det var den bedste følelse man kunne forestille sig, at have den man elsker liggende i sine arme.
Jeg kunne ikke glemme hvor meget hun græd bare ved at tænke på at miste mig. Jeg er så heldig at mit livs kærlighed også elsker mig.
Jeg håber hun siger ja. Jeg lagde mig mere ned i sengen, stadig med Emily i armene, og lagde mig til at sove.

Hvad synes i, skal jeg skrive mere på historien eller?...
Håber i vil kommentere og stemme på min historie. Det giver mig lyst til at skrive mere. Håber i vil følge med i historien for den bliver kun bedre her fra👌🏼❤️😎😂😊❤️
-Emma❤️❤️❤️