ELSKER DU MIG?

Part 21

(Emilys pov)
Jeg vågnede igen. Smerterne var 100 gange værre end før. Jeg kunne stadig ikke bevæge min krop.
Min krop føltes livløs og jeg kunne ikke engang åbne øjnene. Det var en forfærdelig følelse. Jeg ville ønske jeg bare var død. Jeg kunne mærke store smerter fra mit ene ben.
Der var helt stille i rummet, men snart blev stilheden brudt da nogen kom ind af døren.
Du har 15 minutter okay.
Sagde hvad der lød til at være en af lægerne fra tidligere.
Okay. Tak.
Det var Marcus. Han vidste nok ikke hvad der var sket. Han kom hen til min seng og satte sig på en stol ved siden af.
Hej Emily...
Sagde han blidt og lagde sin hånd på min.
Jeg ved godt at du ikke har det godt okay, og jeg ved godt hvad Martinus har gjordt, men ikke giv op.
Jeg har brug for dig Emily.
Der gik et stykke tid med stilhed. Jeg kunne høre ham snøfte. Han græd nu.
Jeg vil ikke miste dig Emily. Jeg elsker dig...
Elskede han mig?!.
Han holdte tættere om min hånd og jeg kunne mærke nogle tårer ramme min hud.
Jeg prøvede at bevæge min hånd, men jeg kunne ikke.
Det hele er op til dig nu. Lægerne kan ikke gøre mere.
Mine øjne åbnede nu og jeg blinkede langsomt siden jeg ikke havde set ud af dem i et stykke tid. Jeg skulle lige vende mig til det igen. Jeg fik lige så stille mere og mere kontrol over min krop igen og kunne se at Marcus bare sad og græd i stolen ved siden af den hvide hospitalsseng. Han holdte sine hænder for ansigtet som tårnede trillede ned over hans kinder. Han var så sød. Hvad skulle jeg gøre uden ham.
Jeg var jo stadig ikke i stand til at begynde at tale.

(Marcus' pov)
Jeg sad og græd i stolen ved siden af Emily. Hun måtte ikke dø, jeg elskede hende. Selvom jeg aldrig ligeud havde sagt det, så havde jeg været forelsket i hende i et godt stykke tid nu, og tiden var snart inde til at fortælle hende det. Selvom hun teknisk set stadig var min tvillingebrors kæreste, kunne jeg ikke holde mine følelser inde mere. Jeg stoppede med at græde og sad bare og så på hende. Jeg tog hendes hånd.
Emily, vær sød at vågne.
Vi har brug for dig.
Sagde jeg, og med et åbnede hun øjnene og så op på mig.
Det så bestemt ikke ud som om hun havde sovet der længe.
Hendes øjne skinnende. Hun var så smuk, selv med sår i ansigtet. Hun var det smukkeste jeg nogensinde havde set.
Marcus?
Sagde hun blidt.
Ja.
Svarede jeg, glad for at hun godt kunne se at jeg ikke var Martinus. Hun sagde ikke mere. Hun lå bare og stirrede ind i mine øjne.
Jeg burde nok finde en læge, så de ved du er vågen.
Sagde jeg så.
Hun nikkede stille og lagde sig til rette i den hvide hospitalsseng. Jeg rejste mig og gik ud af værelset.

------------------------------------
Hej...ved godt at jeg ikke opdaterede sidste fredag, men jeg vil begynde at lægge et par kapitler ud hver fredag fra nu af👌🏼
Hvis i synes jeg skal selfølgelig. Kedelig del i know. 😁Skriv gerne kommentare, for jeg bliver altid så glad for at se at folk rent faktisk læser denne bog.🙈👌🏼❤️💕
~Emma🙆🏽