ELSKER DU MIG?

Part 22

(Martinus' pov)
Jeg så Marcus komme ud af værelset. Han gik hen mod en læge og sagde noget til ham.
Lægen skyndte sig at finde 2 andre læger, og så gik de ind på værelset og lukkede døren.
Marcus kom glad hen og satte sig i stolen ved siden af mig.
Der var ikke ret mange inde på venteværelset siden ingen af Emilys forældre var kommet endnu, og nok også siden klokken var 1:34 om natten.
Den eneste der var der, var en lille pige som sad og legede med Barbiedukker.
Er hun vågen?
Spurgte jeg Marcus.
Jep.
Svarede han med det største smil jeg har set på ham længe.
Jeg må indrømme at jeg var pænt skuffet over at hun vågnede da Marcus var der.
Jeg var jo stadig hendes kæreste...ikke?
Da lægerne kom ud af værelset igen, begyndte jeg at gå derind. Jeg gik ind på værelset og lukkede døren efter mig.
Hun lå i sengen med lukkede øjne. Hun var så smuk.
Emily?
Sagde jeg, i håb om at få hendes opmærksomhed.
Hun åbnede øjnene. Hendes ansigtsudtryk skiftede hurtigt, hun så meget utilfreds ud.
Hvad er der?
Spurgte hun irriteret.
Hun måtte være helt vildt sur på mig, og det kunne jeg jo sagtens forstå, altså det er jo ikke meningen at ens kæreste skal kysse en anden og da slet ikke at man skal løbe ud foran en bil.
Er du meget sur på mig?
Spurgte jeg så.
Hun så ikke ligefrem glad ud.
Sur? Selvfølgelig er jeg sgu da sur, jeg er fucking skuffet. Hvordan kunne du gøre sådan noget!!?
Råbte hun.
Gudskelov at man ikke kunne høre os på den anden side af væggen. Jeg blev lidt forskrækket af det hun sagde, men jeg vidste jo godt at hun havde ret. Jeg gik tættere over mod hende.
Undskyld...
Viskede jeg.
Martinus, ikke sig undskyld for fanden!
Alt det her er din skyld!
Græd hun. Jeg kunne se tårer rende ned over begge hendes kinder. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at sige noget.
E...Emily, jeg elsker dig.
Sagde jeg med usikker stemme.
Hun så op på mig. Jeg havde aldrig set hende se så såret ud før. Hun var helt knust.
Martinus...jeg vil ikke være sammen med dig mere...
Sagde hun mens tårerne fossede ned af kinderne.
Jeg kunne ikke tro det. Det kunne hun da ikke mene?!😓
Hva...Hvad mener du..??
Spurgte jeg forvirret.
Jeg var tæt på at begynde at græde.
Martinus jeg slår op...
Jeg blev helt knust.
Jeg elskede hende jo.😭
Hvorfor skulle jeg også være så dum?!
Det hele var min skyld.
Nu brød jeg helt sammen.
Jeg faldt ned på gulvet, hvor jeg bare sad og græd. Jeg plejede at kunne holde tårerne inde, men ikke idag. Jeg kunne høre Emily græde i baggrunden.
Hun var sikkert mindst ligeså såret som mig, men det føltes som om at jeg havde mistet en lille del af mig. Det ville aldrig blive det samme uden Emily...

------------------------------------
Heiii sorry jeg ikke lagde noget op sidste fredag, men kunne simpelthen bare ikke finde på mere😂😅i det mindste får i 1 del idag så...håber det er ok👌🏼
~Emma❤️