ELSKER DU MIG?

Part 20

(Emilys pov)
Alt var sort. Jeg kunne ikke se eller føle noget. Men jeg kunne høre ham. Martinus.
Han sad og græd ved siden af mig. Ind i mellem mumlede ham også et eller andet, men min hørelse var ikke klar nok til at kunne høre det hele.
Jeg begyndte at kunne føle ting nu. Jeg var stadig helt bevidstløs, uden at have kontrol over min krop. Jeg var så bange. Manden i bilen havde ringet efter en ambulance.
"Jeg er så ked af det,"
Græd Martinus.
Han lagde sin hånd på min kind.
"Jeg ved du er bange Em, men hold ud okay, jeg elsker dig,"
Hviskede han og snøftede.
Jeg hørte pludselig sirener i baggrunden. Ambulancen var kommet. Der kom en masse ambulancefolk hen til os.
Jeg blev løftet op.
"Jeg vil med!"
Råbte Martinus. Han holdte min hånd. Jeg blev sat ind i ambulancen og dørene lukkede. Jeg kunne høre Martinus råbe og græde uden for bilen. Han var ikke kommet med. Bilen kørte afsted i fuld fart. Pludselig mærkede jeg en stor smerte i maven og benene.
Så blev det hele sort igen.

(Tinus' pov)
Hvad havde jeg gjordt!!!
Jeg skulle bare have fortalt hende det lige fra starten.
Men nej, jeg skal bare ødelægge alt. Jeg havde den perfekte kæreste, men jeg var så dum og nu er hun på hospitalet. Jeg hadede mig selv for det.
Jeg så ned i gulvet i venteværelset på hospitalet.
Jeg vill bare ind til hende.
Jeg gik op til damen ved informationen. Hun så underligt på mig, nok fordi jeg var våd af tårer og fordi klokken var blevet mange.
Hej, hvad kan jeg hjælpe dig med?
Spurgte hun.
Jeg er her for
Emily Nielsen. Hvornår kan jeg komme ind og se hende?.
Jeg græd stadig og var meget ivrig efter at se hende.
Desværre kan du ikke se hende lige nu, hun er i meget kritisk tilstand.
Svarede hun medfølende.
Men jeg bliver nød til se hende!
Græd jeg.
Er du i hendes familie?
Spurgte hun.
Nej...altså jeg er hendes kæreste.
Hun så trist på mig.
Så er jeg bange for jeg ikke kan hjælpe dig.
Jeg gik tilbage til venteværelset. Jeg ville ikke vente. Jeg måtte bare se hende.
Jeg fandt min vej til hendes værelse. Der var et lille vindue i døren til værelset. Jeg så ind af det. Der lå hun på sengen, der var blod overalt på hendes trøje og hun havde store sår op af armene og små hudafskrabninger i ansigtet.
Jeg så på apparatet ved siden af hende, det viste hendes puls og hvordan hendes hjerte bankede. Den gik pludselig i stå og sagde en lang bib lyd.
Jeg gik i sjok. Jeg løb og løb til jeg fandt en læge.
Du må hjælpe! Der er en pige i værelse 102 og hendes hjerte stoppede med at slå!!!
Græd jeg højt.
Han skyndte sig at finde de andre læger og de var på vej ind i værelset. Jeg løb efter.
Jeg skyndte mig med men døren blev lukket lige foran mig.
Jeg vil ind til hende!!!
Skreg jeg og græd men der kom bare en vagt og krak mig væk fra døren. Der måtte ikke ske hende noget. Det hele var min skyld.

------------------------------------
Der er mange fejl i dette kapitel for jeg havde ikke tid til at rette det. 😂Endelig kom der mere, jeg ved godt at jeg ikke har nået ret meget i lang tid, men håber virkelig i kunne li' den her del. 😊❤️👌🏼
Der kommer meget snart mere for jeg er i gang med nogen flere dele👌🏼
glæd jer!
~Emma❤️