Allison

17 år.

"Godmorgen Allison, og TILLYKKE!" Jeg ser mig omkring, jeg kan ikk se hvor jeg befinder mig?! Jeg prøver at skrige, men det eneste der kommer ud er et svagt klynk. "Årh det pigebarn.."  Siger en dame. Stemmerne bliver svagere. Jeg sætter mig op. Jeg er fanget. Jeg begynder at græde. En potteplante smadrer pludselig. Damen kommer ind. "Hvad fanden er det du laver?! Er du sindssyg!" Råber en fremmed mand af mig. " Så lær hende dog forhelvede at styre sine idiotiske kræfter." Råber damen til manden. Jeg ligger mig ned under dynen og holder mig for ørene. Damen løfter dynen, og kigger ned til mig. Den dame.. Min.. Mor.
Jeg sætter mig op i sengen. Mit hjerte banker vildt hurtigt. Det kan ikke passe. Den dame i drømmen, hun er min mor, men hvem er mine 'forældre' så?
William kommer ind fra køkkenet. Roomservicen har været med morgenmad, William har vidst fået bestilt en kage. "Tillykke med de 17 år. Allison!" Jeg smiler til ham da han sætter sig ved siden af mig i sengen. "Er du okay? Jeg hørte dine tanker." Siger William stille, jeg nikker tavst. William synker en klump som om han ikk kan klare at se mig lide. Jeg vender øjne. Jeg har fødselsdag idag. Mine 'forældre' plejede at ville holde en stor fest og inviterede hele familien over. Ikke at jeg var stor fan af det, men de blev så glade af at gøre noget for mig. Selvom jeg langt hellere ville sidde på mit værelse med en bog, men jeg nænnede aldrig at ødelægge det for dem. William tvang mig til at puste lysene ud i kagen efter en del protest fra min side. "Tilfreds?" Spørger jeg ham. Han smiler tilfreds og nikker. Han rækker ud efter en pakke. Jeg stirrer på den da han lægger den i min hånd. "Åbn den!"  Jeg rører ved silkepapiret, og pakker den langsomt op. Indeni er der en lille sort æske. Jeg åbner den. Et par øreringe. "Hvad syntes du?" Spørger han ivrigt. "De er smukke William. Tusind tak" han smiler tilfreds.

Jeg sidder og kigger ud af vinduet, det har jeg gjordt i omkring en halv time. William sidder og klikker med en kuglepen. Tilsidst bliver det for meget for ham. Han rejser sig op. "OKAY. Vi bliver nødt til at komme ud!" Jeg kigger over mod ham. "Men er det ikk farligt?" Spørger jeg fraværende. "Jo, men det er din fødselsdag. Vi bliver nødt til at lave noget. Kom så." Han trækker mig med. "For en sikkerheds skyld." Siger han stille, og rækker mig en pistol. Jeg sætter den i mit bælte og trækker min sweater ud over den. Udenfor sner det. Mine støvler passer ikke rigtigt til vejret, men det går. Vi går forbi en masse træer. Pludselig fornemmer jeg noget musik. Jeg har aldrig hør noget så mærkeligt. Okay. Jeg er nok den eneste, som lægger mærke til det, men bandet, der spiller er vildt mærkeligt sammensat, fem italienere og to der godt kunne ligne amerikanere. Det det gør det endnu mærkeligere er at de to amerikaneres instrumenter ikke er stemt ordenligt og at de rammer de forkerte toner adskillige gange. William finder en restaurant. "Er den fin nok?" Spørger han mig. "Ja." Siger jeg fraværende. Jeg holder øje med bandet. Jeg får øje på den ene amerikaner. Hun har en pistol! "William!" Han kigger på mig. Han havde nok ikke forventet at jeg ville kontakte ham sådan. "Vi skal væk nu!" Jeg hiver i hans ærme. "Hvorfor?" Hvisker han. "Bandet. En af dem har en pistol. Der er noget galt." William vender om. Han tager hurtige skridt. Så jeg bliver nødt til at løbe lidt. Pludselig kan jeg høre en masse gisp, og nogen der skriger. Jeg vender mig om og ser at de to amerikanske bandmedlemmer har trukket deres pistoler frem. De skyder hen mod os. Pludselig falder William. Jeg stopper op. Der er en rød blod plet på hans ryg. Jeg sætter mig ned ved siden af ham. De amerikanske kommer tættere på. Jeg mærker pistolen under min sweater. Jeg bliver nødt til at bruge den. Mine hænder ryster da jeg står med den i hånden. Jeg kigger på William, som ligger sammenkrøllet på jorden. TA DIG SAMMEN ALLISON! Tænker jeg og trykker på aftrækkeren.
Jeg rammer manden i benet. Hvilket giver mig ekstra tid. Jeg hiver William op at stå. Han gisper for hvert skridt han tager, jeg ville ønske jeg kunne stoppe, men det ville gøre det hele meget værre. Jeg løber med William i hælene hele vejen til hotellet. Jeg får ham med en del besvær med op på vores værelse. For første gang opdager jeg at der står vagter udenfor vores dør. De træder til siden for William og jeg. William protesterer da jeg vil prøve at rense såret. "William, det bliver bare værre!" Han sætter sig opgivende ned på en stol. Hans skjorte klistrer til såret. Han knapper skjorten op. Den var næsten gennemblødt. Jeg henter en førstehjælps kasse, finder noget salve. "Det burde fjerne noget af smerten." Jeg dupper det på såret. Hans vejrtrækning bliver normal efter lidt tid. "Du bliver nødt til at tage på hospitalet med det der." Siger jeg stille. "Nej. Vi bliver nødt til at komme væk herfra." Siger han bestemt. Jeg sukker. "Du skal på hospitalet først." Han ryster på hovedet. "Jeg kan selv sy det." Siger han. "Jeg tog på hospitalet da du sagde jeg skulle." Siger jeg sur. "Ja, men det var noget andet. Det her er langt farligere. Vi bliver nødt til at komme væk." Han finder nål og tråd. Jeg ruller med øjnene. "Lad mig gøre det." Siger jeg, og begynder at sy. Han kæmper for ikke at skrige. Jeg får syet hans sår til sidst. Det bliver et slemt ar, men jeg gjorde det så godt jeg kunne. "Nu skal du sove." Beordrer jeg ham. Han lægger sig modvilligt på sengen.
Jeg sov ikke den nat.