Den eneste mulighed

109 8 0
                                    

Det er Alexander, der forklarer Karlas børn, Maya og Casper hvad der er sket. Jeg sidder og kigger ned i bordet hele tiden. Jeg ser ikke deres ansigtsudtryk, men jeg kan høre at Maya græder. Jeg kæmper selv for ikke at græde. Det er jo ikke min mor! "Maya. Vi bliver nødt til at gøre det som var mors sidste ønske." Siger Casper. Jeg kigger op. "Maya. Vi kan godt." Siger han. Maya tørre tårerne væk. "Ja." Får hun fremstammet. Jeg sukker. Hvor er det uretfærdigt!

Jeg sidder på bagsædet med Maya, hun græder i små perioder, bliver træt, og stirre tomt ud ad vinduet og så begynder hun at græde igen. Jeg får lov til at låne Caspers telefon, og ringer til William. Jeg kan ikke klare telepati lige nu.

Jeg har snakket med William i en time, da telefonen dør, men vi havde nået at aftale hvor vi mødes. Jeg kigger lidt ud ad vinduet indtil jeg falder i søvn.

"Allison!" Jeg slår øjnene op. "Vi er der næsten nu." Siger Alexander. Jeg smiler. Vi kører ned af en sidevej, og stopper. Jeg åbner døren, og får øje på William. Jeg løber hen til ham, og græder da vi krammer. "Undskyld, undskyld, undskyld!" Siger jeg mens jeg græder. "Det er mig, der burde sige undskyld." Siger William.  Hans far rømmer sig. William bliver helt seriøs og trækker sig væk fra mig. "Hvad sker der?" Spørger jeg forvirret, og kigger på William, men han kigger væk. Williams far begynder at snakke: "Allison. Der er sket noget. Din far har gjort krav på at du skal bo hos ham. Han har fortalt myndighederne at dine adoptivforældre har taget dig fra ham, og at de nu prøver at gøre det igen mod din vilje." Jeg kigger på William. "Men. Det kan han selvfølgelig ikke gøre hvis du er myndig." Siger Williams far. "Men jeg er 17." Siger jeg. "Der er en anden måde hvorpå du kan blive myndig." Siger han. "Far. Stop." Siger William. "Hvilken måde?" Spørger jeg. William afbryder sin far. "Far. Vi finder en anden måde. Vi kan bare gemme os et nyt sted." Siger William desperat. "Hvor godt gik det at gemme jer denne gang? Han vil altid kunne finde en måde at få de penge ud af os!" Siger Williams far. William sukker. "Hvad er den anden mulighed?" Spørger jeg. William sparker til en sten. "Hvis I gifter jer, bliver du erklæret myndig, og så vil din far ikke kunne gøre dig noget." Siger Williams far. Jeg stirrer tomt ud i luften. "Allison. Du skal ikke høre på ham. Vi kan sagtens..." prøver William, men jeg får ham til at tie. "Williams far har ret og det er ikke kun pengene han er ude efter. Han vil altid prøve at få dig tilbage fordi han vil elske at se hans største fjendes familie krympe sig, og bede ham om at få dig tilbage. " Siger Alexander.
Jeg sukker. "Så. Det er den eneste mulighed." Siger jeg, mens jeg stadig stirre ud i luften. Jeg kan høre Williams opgivende suk. "Jeg ville ikke have at det skulle ske sådan." Siger han. Jeg vender mig rundt, og sætter mig hen til ham. Han sukker. "Men... Jeg elsker dig, og du kan godt holde mig ud..." siger jeg. "Og så er det vel lige meget om det sker i dag eller om det så var sket om 5 år. Ikk?" Spørger jeg. Han kigger på mig, og ruller med øjnene. "Allison. Du ved da godt at jeg elsker dig. Alt andet ville være umuligt." Siger han. Williams far kaster en boks til William. "Vi går over til bilen." Siger han. Jeg kigger på William. Han åbner kassen, og giver mig ringen. "Undskyld." Siger han. Jeg sukker. "Du er ikke så god til det her." Siger jeg og tager ringen. "Først siger du: Allison! Vil du gøre mig den store ære at tage denne ring. Så siger jeg: okay. Så siger du: Tak. Og så lever vi lykkeligt til vores dages ende... Når vi lige er blevet gift først." Siger jeg. Han griner og tager ringen. "Fint. Allison. Vil du gøre mig den store ære at tage denne ring?" Spørger han. Jeg smiler. "Ja da." Siger jeg.

AllisonWhere stories live. Discover now