Ja, jeg måtte live omskrive kapitlet, da der var nogen, som sagde at det ikke gav mening... Men ja, hvis I ikke kan forstå kapitlet, så er der nok noget galt med mig😂 Whatever bare læs det og hvis du allerede har læst det gamle kapitel så læs det lige igen og se om det giver mening. Farvel👋🏾
Jeg sidder klemt på bagsædet mellem to store mænd. Tårerne triller ned af mine kinder. Skød de ham? Jeg bliver nødt til at vide om han er i live. William! Er du okay!? Jeg forsøger at kontakte ham med telepati. "Chef. Hun telepaterer til ham!" Siger en kvindestemme. 'Chefen' kigger på kvinden. "Det er ligemeget. Hun må gerne gøre ham nervøs. Så får vi lettere ved at lokke penge ud af ham og hans familie." Siger han, og griner. Jeg sukker, og afbryder kontakten med William. Nu ved jeg da at han ikke er død... På et tidspunkt hiver manden til højre noget lignende en sprøjte frem. Jeg kigger nervøst på ham. "Nu?" Spørger manden, og chefen nikker. Jeg rykker mig lidt over mod venstre, men de holder mig fast, og stikker mig.Det næste jeg husker er da jeg vågner op i et stort rum. Jeg ligger i en seng. Hvor er jeg? Jeg kigger ned af mig selv. Det var ikke det tøj jeg havde på tidligere. Nogen har skiftet mit tøj. Jeg får øje på et vindue. Jeg bliver nødt til at komme væk! Jeg må hoppe! Jeg går hen til vinduet, men da jeg kigger ud, ser jeg at der er cirka 8 etager ned. Jeg sukker, og vender mig om, da det banker på. "Hvem er det?!" Spørger jeg bange, og dækker mit ansigt med en pude. To kvinder træder ind i rummet. "Goddag frøken." Siger de og nejer. Jeg trækker puden lidt ned for at kunne fornemme hvem de er. "Kunne De tænke dem noget morgenmad?" Spørger den ene, jeg antager at de er en slags stuepiger. Jeg ryster på hovedet. De kigger på hinanden. "Er De sikker?" Spørger den anden stuepige. Jeg nikker. "Det er forståeligt. De skal lige falde til." Siger de. "Hvis De har brug for noget kan De bare ringe med klokken." Siger den ene, og rækker mig en klokke. En mand træder ind. Han kigger begejstret "Der har vi hende! Goddag kære søster!" Siger han, og går over for at kramme mig. Jeg træder et skridt tilbage. Han bliver stående et stykke fra mig. "Jeg bidder altså ikke. Søs." Siger han grinende. Stuepigerne begynder at hviske. "Hvordan kan hun dog tale sådan til ham?" Opfanger jeg fra samtalen. Min såkaldte bror tysser på stuepigerne. "Ikke tal sådan om min kære søster. UD!" Befaler han dem. "Undskyld hr! Undskyld" siger de nervøse og forlader værelset. Han vender sig om mod mig. "Okay. Vi har ikke meget tid, men jeg har brug for at du hører rigtig godt efter! Sæt dig." Siger han. Jeg stirre bare på ham i nogle sekunder, men til sidst sætter jeg mig tøvende ned. " Okay... Min far... Vores far. Blev dræbt for mange år siden, af chefen. Nu udgiver 'chefen' sig for af være vores far. Alle i denne bygning tror at chefen er vores far, og at du har været forsvundet i 16 år. Jeg ved ikke helt hvad der har fået dig ind i denne situation eftersom du blev sendt væk lige efter vores far døde. Men lov mig at huske på at den mand ikke er til at stole på! Okay?? sørg for ikke at hoppe på den. Chefen er en meget magtfuld mand, og uanset hvad han har tænkt sig at gøre med dig, ved jeg at han vil have dig til at tro på at han er din far, så Allison bare spil med okay?" . Jeg rynker panden. "Jeg er elendig til skuespil. Siger jeg hviskende. "du er nødt til at prøve. Det gælder dit liv." Siger han, og smiler. "Forresten så er mit navn Alexander og ja jeg er din storebror!" Siger han og rækker hånden frem. Jeg smiler. "Jeg hedder Allison." Siger jeg. "Når så hun kan tale!" Siger en mandestemme fra døren. Jeg får et chock. "Alexander. Jeg tror at Allison og dig har snakket rigeligt sammen for i dag." Siger manden, der nærmer sig. Jeg kigger ned. Han rører en smule på sin finger og får mig til at kigge på ham. Jeg kan ikke kigge på ham, så jeg lukker bare øjnene. "Kig dog på mig pigebarn!" Siger han, og får mig til at åbne mine øjne. "Chef... Jeg mener far, du behøver ikke at." Prøver Alexander at sige, men chefen får ham til at holde mund. "Ud!" Siger chefen til Alexander, som forlader rummet med det samme. "Allison. Min kære datter. Velkommen hjem." Siger chefen, og så forlader han værelset. Jeg sætter mig på sengen, og kigger bare på vinduet.
YOU ARE READING
Allison
FantasyAllison. Det er mig. Jeg er en pige på 16 år. Går i highschool og er 155 cm høj, ja jeg er ikke så høj, men ellers lyder det nok meget normalt, men i virkeligheden er jeg bare ikke helt normal. Allison er en meget genert pige, og hun kan bedst lide...