Allison

Flugt

Alle menneskerne i salen står og venter spændt. Noget musik går i gang, og vi begynder at gå mod det spisebord, der er hævet to meter over de hundrede andre. "Allison, mens ingen lægger mærke til vores samtale, så fortæl mig lige hvorfor i al verden de har bragt dig hertil." Siger han. Jeg sukker. "Det var min skyld. Jeg løj over for William igen, men denne gang lykkedes det mig at gennemføre det." Siger jeg og jeg mærker tårerne presse på. "Og William er?" Alexander kigger spørgende på mig. Jeg tørrer mig under øjnene. "Min... Soulfinder. " Siger jeg. Forhelvede Allison, hvad hvis han ikke er savant? Så skal du til at forklare dig. "Er du?.." Spørger jeg. Han nikker, men når ikke at sige andet, da vi står klar ved bordet. Lige så snart vi står for vi når til vores stole, på hver sin side af chefen, standser musikken, og alle sætter sig, undtagen Alexander, chefen og jeg- Stuepigerne har brugt to timer på at gøre mig i klar og under processen lærte de mig hvad jeg skulle gøre, og hvornår. Chefen begynder på en lang tale om hvor fantastisk det er at "hans forsvundne datter" langt om længe er vendt tilbage, og jeg når lige at udveksle nogle blikke, der signalerer hvor åndssvagt det er med Alexander. Talen slutter med at alle i salen skåler for mig, og så må vi sætte os.

Det tog tre timer at spise aftensmad. Jeg var så udmattet da jeg var blevet fulgt op på værelset igen. Stuepigerne gik for en time siden, da de havde fået makeuppen af mig, og havde fundet noget nattøj frem. Jeg har siddet tudet og stirret på uret som hænger på væggen  Jeg tager mig til sidst sammen og stopper min hulken. Jeg må væk herfra! Jeg hiver en jakke fra skabet ud, og begynder at tage den på. Pludseligt banker det på døren. Jeg ville skrige hvis jeg var lidt mindre bange, men i det sekund kunne jeg ikke, og hvor var det dog godt at det var Alexander. Han lukker hurtigt døren efter sig. "Hvor er du på vej hen?" Spørger han. "Jeg skal væk herfra! Alexander! Jeg må væk!" Hvisker jeg. "Hvad? Du kan da ikke bare gå uden mig." Siger han trist. Jeg smiler. "Du skal da med!" Siger jeg. Han tænker sig om. "Det... Det kan jeg da ikke." Siger han efter lidt tid. "Hvorfor ikke?" Spørger jeg forvirret. Han sukker. "Jeg har boet her hele mit liv. Jeg kender ingen. Du har din soulfinder. Hvad skal jeg når du har fundet ham?" Spørger han og sætter sig tungt på en stol. " "Du... Har... Mig. Du er teknisk set min eneste rigtige familie." Jeg forsøger at overbevise ham, men jeg får øje på hans ansigtsudtryk. "Du behøver ikke at tage med hvis ikke du har lyst, men jeg kan ikke blive her Alexander." Jeg sukker. "Jeg bliver nødt til at gå." Siger jeg efterfulgt af endnu et suk. Jeg går ned af gangen. "Allison! Vent! Jeg tager med. Jeg kender vejen ud." Siger han. Jeg smiler. "Aftale." Men så ændres hans ansigtsudtryk. "Men vent Allison. Det er jo umuligt at komme ud nu. Altså jeg kender vejen når jeg er udenfor, men de vil aldrig lukke os udenfor om aftenen." Siger Alexander. "Alexander. Jeg bliver nødt til at komme væk. Nu." Hvisker jeg. "Stol på mig, vis mig hen til døren." Siger jeg. "Fint. Men det bliver svært." Siger han nervøst.
Da vi kommer til døren. Løber jeg hen mod den, uden at tage hensyn til de vagter, som står foran den. "Hov. De kan ikke gå ud nu. Frøken." Siger den ene vagt. "Luk mig ud. Jeg har brug for luft! Jeg tror jeg skal kaste op!" Siger jeg. Alexander stiller sig over ved siden af mig. "De kan ikke komme ud nu frøken." Siger den anden vagt. Jeg kigger surt op på ham, og begynder at stortude. "Luk. Mig. UD!" Skriger jeg under min hulken. Alexander overtager. "Hun har traumer efter at have været væk i så mange år. Det må i da kunne forstå. Jeg følger hende bare en lille tur rundt i haven. Og vi er tilbage om en halv time." Siger Alexander. "Men chefen.." De forsøger at stoppe mig, men jeg afbryder dem med det gyldne trick, og begynder at tude endnu mere. De giver op til sidst "Okay okay. Tyve minutter, og er I ikke tilbage om tyve minutter så kommer vi og henter jer. Okay!" Siger vagten. Alexander smiler. "Tusind tak." Siger han, og trækker mig ud i haven. Vi går rundt om et hjørne, og Alexander giver sig til at grine. "Hvor har du lært det?" Spørger han og trykker en mursten ned, som åbner en gang. Jeg kigger på Alexander. "Hvad fanden?" Spørger jegjeg "Jeg troede kun de gange fandtes på film." Siger jeg grinende. Vi går ned i gangen. Alexander lukker porten, og vi løber videre. "Godt arbejde forresten." Siger Alexander forpustet til mig. "Jeg smiler. "Ja. Drenge kan bare ikke håndterer piger, som græder." Siger jeg grinende. Vi skynder os videre ned af gangen. Vi kravler op af en stige, og åbner lågen.
Jeg kigger mig omkring. "Hvad nu? Altså vi er ude, men vi aner ikke hvor vi skal gå hen, og de vil snart begynde at lede efter os!" Siger jeg bekymret.