Random Texting ↠ lrh | ✓

3️⃣7️⃣

~13 December 2016~

"Jeg har fået Ketchup!" Hviner Luke, da vi FaceTimer.
Jeg griner imens jeg ryster på hovedet, og klapper stolt.

"Wow Luke. Du kan nu få en pris!" Smiler jeg.
Han spærre øjnene op.

"Hvilken?" Han sætter sig til rette, og set forventningsfuldt på mig.

"Prisen for at game et spil utroligt meget, bare for at få en plastic-hund" griner jeg.
Han gisper og tager sig fornærmet til hjertet.

"Ketchup er IKKE bare en plastic-hund!" Siger han forarget.
Jeg ignorere ham, og fortsætter.

"Så når du bliver gammel og får børn, vil de spørger dig: 'Hvad brugte du din ungdom på?' Og du vil svare: 'Altså.. Jeg chillede.. Festede.. Sang.. Yeah' og resten af tiden brugte jeg på, at game det her spil.. Som handlede om mig!'" Smiler jeg.
Luke fnyser.

"Som om du ikke har gamet det pisse meget!" Han smiler smørret, da han godt kan se, at han har mig.
For.. Jeg har gamet det spil pisse meget.. Alt for meget..

"Well.. Det er ikke pointen! Point--"

"Du er så dum" griner han. Jeg giver ham fingeren, og tager glad imod min hund, som hopper op i mit skød.

"Orh' er det Snickers?" Spørger Luke hyper.

"Nej. Det her er min anden hund. Twix" siger jeg sarkastisk. Luke rynker forvirret brynene.
Gosh.. Han er så dum!

"Hvem er nu dum?" Griner jeg. Luke giver nu mig fingeren, men retter så sin opmærksomhed mod Snickers.

"Hej Snickers!" Han vinker.
Snickers stirre underligt på ham, knurre og skrider så.

"Loser. Nu kan hun bedre li' mig!" Hviner jeg tilfredst. Luke skyder underlæben ud, og ser trist på mig.
Lad vær..
Lad vær..
Lad vær..

"Hvorfor?" Snøfter han.
Stooooop..
I kan ikke se ham.. Men fuck han er cute!

"Fordi du var ond mod mig!-" Hvorfor sagde jeg det?
Oh God..
Jeg er så dum..
Og ond!

Da jeg ser Luke's ansigtsudtryk får jeg det endu dårligere..
Han er så ked af hvad han har gjort.. Og så træder jeg i det hele, ved at bringe det på banen.
En ting er at skrive sammen.. Men en anden er at snakke sammen.
Nu kan jeg nemlig se hans fjæs, som et fyldt med fortrydelse, dårlig samvittighed og triste øjne.
De øjne..
Jeg sværger at han prøver, at dræbe mig..

"Undskyld Luke! Det var ikke meningen, at bringe det på ban--"

"Shut up Oliphant. Du snakker for meget når du er nervøs. Det er okay. Jeg var en nar og--"

"Du var ikke den eneste der var en nar!" Påpeger jeg.
Jeg ignorere totalt at han lige kaldte mig, det der klamme efternavn..

"Nej men.. Jeg skrev onde ting om din mor.. Og jeg er så ked af det! Seri--"

"Jeg har tænkt over noget.." Afbryder jeg ham.
Jeg vil ikke snakke om det..
Det gør mig trist..
Og Luke acceptere det, for han folder hænderne, retter ryggen og ser så spørgende på mig.

"Fortæl mig, frøken jeg afbryder bare midt i Luke's smukke undskyldning" åh er han sur.. Han er sur er han ik'? Hvorfor afbrød jeg ham os?
Okay.. At dømme ud fra smilet han sender mig lige nu.. Er han ikke sur..
Thank God..

"Jeg ved ikke hvad min plads i verdenen er..-" Starter jeg.
Luke ser forvirret på mig, men jeg fortsætter.
"Jeg vil ikke være læge som min far.. For jeg får kvalme af at se på.. Du ved.. Indvolde og sådan noget"