Why me?

"Hvad er din undskyldning?"

Harrys synsvinkel

Liam og jeg havde nok kørt i ca. 30 min. Da vi så Louis. Han var klemt op i et hjørne, der stod 6 høje drenge rundt om ham. Hvad fanden har han nu rodet sig ud i? den ene af drengen råbte noget utydeligt. "vi burde sku nok hjælpe ham Harry" Liam åbnede døren og gik med hastig skridt hen til Louis og sprang ind foran da drengen ved siden af skulle til at slå Louis. Han ramte Liam på kinden så han faldt til jorden. "hvad fanden har i gang i! " jeg trådte til og de fik alle et chok da min stemme rungede i hele gyden. "gå væk fra drengen" de rullede med øjnene og kiggede på Liam der tog sig til kinden. Louis stod stadig presset op mod væggen. "tving mig ikke til at sige det igen! For så bliver det grimt! " de grinede hånligt af mig og gik truende mod mig, hurtigt fandt jeg et metalrør og svingede det mod dem. DONG! Jeg ramte den ene lige i siden af hovedet. Han faldt og de andre kiggede skrækslagen på mig. "skrid så med jer! Og tag jeres ven med! " de hjalp hurtigt deres ven på benene, de trak ham efter sig og forsvandt rundt om hjørnet. " Harry for helvede! " jeg kiggede mærkeligt på Louis " hvad? " "du kan sku da ikke bare slå ham ned! " Liam rejste sig op men vaklede og faldt så. Louis og jeg hjalp ham over i bilen. "Hvem var det Louis? " "øhh... det var... ikke nogen" jeg rynkede panden og kiggede hurtigt på ham og så på vejen igen. "ikke nogen siger du? " han nikkede og så ud af vinduet igen. Jeg stønnede højlydt og rullede med øjnene af ham.

Nialls synsvinkel

Emily sov op af mig. Hun har ikke engang fået mad... hvordan kan hun så sove? Og det er endda hende der har sovet længst. Nå men hun sov og jeg så videre på American got talent. Døren gik op, Harry og Louis hjalp Liam ind i stuen og satte ham i stolen. Han så ud til at være helt væk. Louis gik ud i køkkenet og kom tilbage med en ispose. "hvad er der sket med ham? " Harry så på Louis som var i optaget i at placere isposen på Liams pande. " Ja... Liam beskyttede Louis som stod og snakkede med "ikke nogen" og så fik Liam en på hovedet" "ikke nogen? " okay forvirrende! Emily ser ikke ud til at hun vågner foreløbig, så jeg skubbede hende væk fra mig så Harry ikke blev mere irriteret end han var. Hun brummede af mig da jeg lagde hende igen, men whatever hun sove så jeg skulle vel ikke være bange. Harry derimod. Hans øjne sad som limet fast i min nakke. Det er ubehageligt! MADEN! "drenge, mad nu? " de kom løbende ud i køkkenet og åbnede pizzaen og bakkerne med pommes. "hvad med Emily? " "hun sover, vi gemmer bare noget til hende" endelig! Mad det har jeg manglet. Ikke fordi jeg ikke for mad. Men det er lang tid siden jeg spiste sidst. "rolig Niall, maden stikker ikke af" drengen grinede af mig, hvorfor aner jeg ikke.

Emilys synsvinkel

Jeg løb og løb, men jeg kom ingen vegne. Jeg kom forbi den samme hæk, den samme lorte hund og samme fucking bil. Uanset hvilken vej jeg løb kom jeg forbi de samme ting. Jeg stoppede op og snurrede rundt om mig selv et par gange. Jeg satte i løb igen, men denne gang kom jeg til et hus som var brændt ned, den samme bil bare over malt med blod og den samme hund bare med fråder rundt om munden. Jeg spærrede øjnene op da jeg kom forbi huset der lignede dem jeg løb forbi. Indeni stod jeg, det blev mørkere og mørkere og jeg passerede det samme hus igen og igen. Men det der skete var at huset brændte til sidst. Det var på den måde jeg mistede mine forældre. Jeg stod på vejen og kiggede på det brændende hus, pludselig skimter jeg skikkelser inde i huset. Det var mine forældre der løb rundt, jeg råbte på dem men de hørte mig ikke. Tårerne trillede ned af mine kinder da de langsomt faldt om. Jeg løb ind i huset og fandt dem på gulvet ud til gangen. Jeg tog fat i dem og træk dem med, men nåede ikke langt før jeg selv faldt om på trappen ud af huset.

Jeg vågnede med et set, tårerne trillede ned af kinderne og jeg svedte. Der var mørkt, det eneste lys der var tændt var det fra tv'et. Jeg satte mig op og vaklede ud i køkkenet. Tog et glas og fyldte det med mælk. Jeg lukkede øjnene satte mælken på bordet og gemte hovedet i hænderne. Tårerne trillede stille ned og ramte bordet. Lyset blev tændt og jeg kiggede hurtigt op, nogle meget trætte grønne øjne mødte mig. OH NOOOO! det er løgn, kan man ikke bare være alene? "hvorfor er du så tidligt oppe? " jeg rullede med øjnene og tog en tår af min mælk. "hvorfor er du her? " jeg kiggede Harry i øjnene. "jeg bor her, hvad er din undskyldning? " jeg løftede det ene øjenbryn " ja lad mig se... i valgte at kidnappe mig! " han lukkede øjnene og rystede undskyldende på hovedet. Okay... hvorfor er han sådan? Jeg tog den sidste tår og satte glasset ved håndvasken, gik mod Harry som pludselig slog øjnene op. Han fulgte mig hele vejen og da jeg gik forbi ham tog han fat i mit håndled. "hvorfor er du sådan over for mig? " jeg rynkede brynene " hvordan? " "hvordan tror du??? du er så ligeglad med mig! " jeg så overraskende på ham... okay ligeglad er måske ikke ordet. "fordi du ikke er min type! " sagde jeg lige det? Hov... "ikke din type? Okay så William er din type men ikke mig? " jeg rev min hånd til mig, " WILLIAM ER IKKE SOM ANDRE DRENGE!!! " skreg jeg nærmest. Harry hoppede nærmest en halv meter op i luften. Han greb fat rundt om mig og holdte mig for munden. "nu holder du fandme kæft! "der lød nogle skridt fra trappen og Louis kom frem i døren. "hvad laver du Harry? " Louis så på mig, med triste øjne. "mmm mmmm mm mmmmm mmmm mmm" "hvad siger du Emily? " jeg rullede øjnene og bed Harry i hånden så han slap mig. "jeg skreg og Harry blev sur" Louis gned sig i øjnene og kiggede så på uret der hang over køkkenbordet " ved i overhovedet hvad klokken er? " Harry vente sig " ja den er 08:30. vi skal alligevel snart op så whatever" jeg rullede med øjnene og gik forbi Louis. Smed mig ind i sofaen lukkede øjnene og håbede at jeg kunne sove bare 30 min mere. Jeg lukkede øjnene og nød bare den stilhed der var.

...

Så nu begynder ragnarok. Liam og Niall væltede ned af trappen og løb ind i stuen. Hvor jeg er. Niall landede på mit ben så det sagde knæk og Liam kastede sig ned i stolen. Er de altid så livlige? AV for satan mit ben! Niall flyttede sig fordi jeg skulle på wc. Jeg rejste mig støttede på foden og faldt sammen. Harry grinede da han så jeg sad på gulvet. Jeg rejste mig op og prøvede at gå lidt igen. Jeg klarede mig ud til døren. HURRA! Lige da jeg kom ud igen, faldt jeg. Mit ben gav efter og det gjorde sindssygt ondt i benet. Jeg trak mig ind i stuen som om jeg havde mistet benene. "Hvad har du gang i? " jeg kiggede op på Louis der stod med en kop i hånden. "Ikke noget" vrissede jeg og prøvede at rejse mig op igen men tog mig til foden da jeg faldt igen.