Why me?

The end... for now

Louis' synsvinkel

30/7

kære dagbog...

det er meget længe siden jeg har skrevet i dig, men lige nu har jeg bare
så meget at skulle ud med...
De sidste par uger har Emily bare lagt i sengen. Hun ser så fredfyldt ud...
nærmest død, men den bippende lyd fra respiratoren siger noget andet.
i dag sagde jeg noget til hende, jeg sad ikke bare at så på hende... jeg sagde
' Emily...hør, hvis det bliver for hårdt...' efter de første ord begyndte jeg at
græde. ' så... så bare gi op... du har været så stærk... det er okay hvis du
gir op...' da jeg havde sagt det blev det hele for meget. på turen hjem
var jeg sygt bange for at hun havde hørt hvad jeg sagde til hende... men
hun har været stærk, så det er helt op til hende om hun vil gi op
kh
Louis Tomlinson

jeg begyndte at skrive efter ulykken... og jeg tror virkelig at Emily bare sådan giver op... eller det håber jeg ikke... "louis... er du okay?" jeg skyndte mig at gemme dagbogen og kiggede op på Liam. "ja... det bare... hvad nu hvis Emily ikke klare den? hvad skal vi så gøre?" han kiggede surt ned på mig og åbnede så munden "hun klare den... stol på mig. Emily er stærk" jeg nikkede "men hvad nu hvis hun ikke..." Liam afbrød mig "hold så op Louis! hun klare den! Bliver du ved med at leve i 'hvad nu hvis' kommer du aldrig videre... hun klare den okay?" jeg nikkede hurtigt... Liam har ret, hun klare den. "du har nok ret" mumlede jeg og kiggede op og så han var på vej ud. "dude... kommer du med ned?" spurgte han og jeg nikkede igen og fulgte med ham ned i stuen.

drengene sad i en kreds om bordet og snakkede lavt om et eller andet. "louis... Lægen ringede..." Niall holdte en lille pause og sukkede så "de slukker respiratoren i morgen... " jeg mærkede et stik i hjertet... efter 4 måneder i koma vælger de at slukke... fordi Emily ikke kunne kæmpe mod døden mere? eller fordi de ikke mente hun kunne overleve? "fordi..." fortsatte Niall "hun er vågnet" grinte han. jeg kiggede hurtigt op på ham og alle sad og smilede stort. "er det rigtigt?" de nikkede og jeg mærkede tårerne løbe ned af mine kinder... ikke af smerte... men af glæde. jeg løb ud i bilen og satte mig ind og kørte mod hospitalet. jeg blev hurtigt guidet ned til Emilys værelse. jeg gik ind og så hun lå med lukket øjne, men et lille smil spillede dog over hendes læber. "Emily!" sagde jeg stille og lagde min hånd over hendes. lægen kom få minutter efter og bad mig om at komme igen i morgen.jeg kørte stille hjem... jeg vidste jo at drengene ville være der og ja... de holder sig vågne efter nyheden om at Emily er vågen.

Emilys synsvinkel

gå mod lyset min kære stemmen lød så genkendelig... men hvor har jeg hørt den før? bare gi op "nej... hvorfor? hvem er det?" der var stille i lidt tid. kom med mig lød det højt du kan få en ny chance her altså det er da fristende... "men hvad så med mine venner? hvad med Louis, Niall, Harry og Liam?" kom med mig stemmen kom fra min højre side og jeg vendte mit hoved for at se om der var nogen, men der var intet at se. først nu opfangede jeg det kraftige lys, det var så klart. det var så strålende. der kom en silhuet ud fra lyset jeg kneb øjnene sammen og holdte min ene hånd op for at se hvem eller hvad det var. kom med mig Emsen og da personen havde sagt det ringede der en klokke. for den eneste der kaldte mig det var Mormor "er det dig mormor?" sagde jeg og gik nogle skridt frem. hendes ansigt lyste op og et smil bredte sig på hendes læber Emsen sagde hun stille og holdte en hånd ud. jeg skulle til at tage den da der lød en hviskende stemme bag mig. jeg vendte mig om. Emily! kan du høre migjeg kiggede ud i mørket Emily... kom nu svar mig jeg gik nogle skridt væk fra lyset og ud mod ingenting Emily jeg ved du kan høre mig jeg kneb øjnene sammen og så en skikkelse ude i mørket "hvem er det?" emily... svar mig nu jeg gik flere skridt væk fra lyset og min mormor. ja sådan... kom nærmer jeg stoppede og genkende hurtigt stemmen... hvad laver han nu her? Emily, du må ikke stoppe... jeg har brug for dig! jeg rystede på hovedet og det hele begyndte langsomt at snorer. alt blev sort og pludselig befandt jeg mig på en villavej. solen skinnede og fuglene sang. "kom den her vej" sagde han glad. jeg vidste ikke om han snakkede til mig men jeg gik med ham. der gik et sug gennem min mave da jeg så mig selv sidde på en gynge. en lille dreng løb gennem mig og jeg kiggede panisk ned af mig selv. drengene løb mod mig og lille mig skreg højt fra gyngen... det var den dag at William og jeg mødtes første gang. jeg kan stadig huske hvor meget jeg syntes han var en idiot, men jeg havde aldrig troet at han ville blive min kæreste. dog er jeg lidt i tvil om hvor meget jeg elsker ham... nu. Efter Niall kom ind i mit liv og alt det med Harry er jeg stadig meget forvirret.

***

alt sortnede igen og jeg befandt mig pludselig over min egen halv døde krop, på hospitalet... jeg havde ikke lige planlagt at skulle blive kørt ned, jeg ville jo bare væk fra dem... ikke være døden nær.

jeg forstod ikke helt hvad jeg skulle her... døren gik op og en person på ind. Zayn? hvad sker der lige for alt det med at jeg ser eller møder folk jeg ikke vil se eller høre? han gik over til den ene side af min seng og frakoblede mig fra min veske tilkobling... jeg ved ikke hvad det hedder, jeg er alligevel døende så don't judge me... efter han havde frakoblet mig tog han en pose op fra hans taske der lignede 100% den anden. han satte koblede mig til den og det begyndte pludselig at svi op gennem min en arm. svien fortsatte rundt i hele min krop og det hele blev sløret...

"nej se... prinsessen vågnede" jeg blinkede nogle gange og kiggede op i et par brune øjne. det gjorde ondt over det hele og en kvalmende fornemmelse gik gennem min krop. jeg prøvede at sige noget, men jeg kunne ikke. jeg kunne ikke bevæge mig. jeg kunne intet. lige nu, fortryder jeg at jeg ikke tog med min mormor.

Harrys synsvinkel

jeg var tidligt oppe næste morgen og fik hurtigt de andre op også... vi fik noget morgenmad og kørte hen på hospitalet. vi ankom og vi gik mod det værelse hun lå på. vi gik ind og Emily lå helt fredfyldt, der var ingen irriterende lyde fra maskiner eller andet. kun hende og sengen hun lå i. hun trak vejret stille. og alt ved hende... det var bare så smukt.

***

vi havde været der... på hospitalet næsten hele dagen og drengene var gået ud i cafeteriet for at få noget mad. de havde været væk i noget tid, og jeg havde bedt Niall om at tage en kop kaffe med til mig. jeg tror der var gået omkring 15 min da der pludselig kom små lyde fra Emily. "hey Emily kan du høre mig?" jeg rejste mig op fra lænestolen og gik over til hende. "Emily?" jeg ruskede blidt i hende, for at få kontakt til hende. hun åbnede langsomt øjnene og blinkede et par gange inden hun fokuserede på mig. hun åbnede forsigtigt munden for at sige noget... "Zayn..." hendes hovede faldt tilbage på puden og hendes øjne lukkede sig igen. "hvad er der med Zayn.....Emily!.....Emily! kan du høre mig?" jeg tog fat om hendes arme og ruskede i hende igen, men hun svarede ikke.

Emilys synsvinkel

Det hele var mørkt. Mørket kravlede omkring mig, det var som om det kvalte mig. Jeg kunne ikke kom ud af mørket og til sidst blev det for anstrengende at arbejde imod mørket så jeg opgav og lad mig falde og omklamre af det. der der endelig kom en smule lys var det stadig tåget og det svimlede stadig for mig, men det jeg husker tydeligt er nok ham, han sad der bare og kiggede på mig. Sagde ikke noget, han sad der bare. Jeg ville sige noget, men der kom ikke noget ud. kun en hæs rislen. han må have kunne se jeg var vågnet for han rejste sig hurtigt fra stolen og snakkede til mig, jeg ville enormt gerne svare ham, men det var som om mine læber var limet sammen. han greb ud efter et stykke snor og hev til, lidt eftere kom der en masse læger løbende ind og han blev vist ud af rummet. jeg lukkede øjne igen og mørket kom tilbage.

the end for now