Why me?

Lad ham være!

Liams synsvinkel:

Louis kom ned af trappen efter han var gået op for at kigge efter Emily. Han synes åbenbart det lød som om hun gik rundt inde på et af vores værelser. det synes jeg ikke, men han gik alligevel op og kiggede. "hvad så Louis var hun så inde på et af værelserne?" jeg fulgte ham med øjne hen ved siden af harry som sad i den lille sofa. "ja det var hun faktisk hun stod og kiggede i mine skuffer" Louis grinede lidt underligt og smilede."fandt hun så noget spændende?" spurgte jeg og smilede til ham. "ja det kan man vel godt sige" svarede han og lænede sig tilbage. Jeg kiggede undrende på ham og undlod at spørger mere end til det. Louis kiggede op og ud i gangen, han rystede smilende på hovedet. Jeg undrede mig lidt over hvorfor at Emily var inde på et af værelserne. "hvad skulle hun så?" spurgte Niall. Louis grinede "hun skulle på wc... inde på mit værelse" Niall rynkede brynet og grinede derefter sammen med Louis.
jeg rejste mig og gik ovenpå for at hente min mobil. da jeg kom op hørte jeg nogen rumstere inde på mit værelse. da jeg kom ind stod Emily med min mobil i hånden. hun havde et par shorts på og en top der afslørede hvor tynd hun var blevet. "hvad laver du herinde?" hun kiggede forskrækket over på mig og var lige ved at tabe mobilen. "jeg..." jeg afbrød hende "hvorfor er du så tynd? spiser du noget?" hun kiggede ned af sig selv og så undrende op på mig igen "hvad snakker du om?" spørger hun undrende. "du er jo fucking tynd" hører jeg en sige bag mig og ud fra stemmen lyder det som Niall. " nej jeg er ej" Emily kiggede surt på Niall. hun smider min mobil i sengen og stormer ud af rummet. "flot Niall! kunne du ikke bare holde kæft?" han kiggede undrende på mig "hvad snakker du om" jeg rullede øjne af ham og gik efter Emily. "Emily! hvad er der galt?" jeg bankede hårdt på døren 3 gange men der var ikke nogen der svarede "Emily åben døren!" hun hulkede svagt "gå nu bare med jer! jeg vil ikke snakke om det" jeg så undrende på døren. hvad fanden er det hun ikke gider snakke om? jeg gik ind på mit eget værelse hvor mobilen lå i min seng. jeg tog den op og så hun var havde været i gang med at ringe til en. pis! "Liam jeg er sulten lav noget mad" jeg vendte mig om og så Niall stå lænet op af dørkarmen. "det er du hele tiden!" han grinede lidt og nikkede derefter. "men jeg er sulten lav noget mad til mig" jeg så på mit armbåndsur. er klokken så mange? allerede! jeg gik hurtigt ud af mit værelse og ned i køkkenet. jeg åbnede køleskabet og kiggede efter noget mad jeg prøvede virkelig at koncentrer mig men kunne ikke få tankerne om hvad der var galt med emily ud af hovedet. Hvorfor var hun pludselig blevet sådan? hun var da ikke sådan før hun mødte Louis' familie. jeg kunne bare ikke få det til at hænge sammen. det gav bare ingen mening. Vent nu lige lidt! Niall havde fortalt at hun havde spist noget dårligt, men Emily havde virket som om hun ikke vidste hvad han snakkede om. "Niall" råbte jeg og han kom luntende ud i køkkenet. "hvad så?" spørger han glad over at se jeg laver mad "gider du at forklare hvorfor Emily er så sur" han kiggede rundt i køkkenet "det skete efter hun havde mødt louis' forældre" fortsatte jeg "og jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen" jeg kigger igen på Niall der sidder med et nervøst udtryk i ansigtet "Niall spyt ud eller laver jeg ikke maden færdig" han fik et bange udtryk i hovedet nu. jeg begyndte still at skrue ned for varmen på komfuret. "okay jeg fortæller det" udbrød han "altså hun har været mærkelig siden hun så sin... " han holdte en pause "sin hvad?" spørger jeg undrende og skruer længer ned for varmen "sin far" siger han og skynder sig at holde sine hænder for munden "du må ikke sige jeg har sagt det" mumler han. jeg ryster hurtigt på hovedet og ser at Emily står bag Niall med et bange blik og tårne strømme ned af hendes kinder. "du lovede" hviskede hun og Niall vendte sig om og hoppede en gang "Emily jeg..." inden Niall kunne nå at sige mere forsvandt hun lige så hurtig som hun var kommet. Niall løb efter hende og jeg stod tilbage i køkkenet. helt alene.

Nialls synsvinkel

jeg løb efter Emily. hvad fuck tænkte jeg på? Er mad virkelig så vigtig for mig? jeg kom op på hendes værelse. hun lå på sengen med hovedet ned mod puden. "Emily?" "gå" mumlede hun "prøv at hør Em..." hun afbrød mig "Niall gå! jeg gider ikke høre på dig" sagde hun højt. jeg prøvede at lægge min hånd på hendes skulder, men hun flyttede sig. "du skal ikke rører mig!" råbte hun "Hvad tænker du på! jeg sagde for helvede at du ikke måtte sige det" hun havde tårer i øjnene og så helt fortabt ud "men Emily!" hun vendte ryggen til mig "jeg gider ikke høre på dig! jeg troede jeg kunne stole på dig, men det kan jeg åbenbart ikke... UD!" jeg gad ikke engang at prøve mere hun var ved at blive for meget for mig. Hun fyldte mine tanker dag ind og dag ud. jeg gik ud af værelset og lukkede døren bag mig. trapperne virkede længer end normalt. Da jeg kom ned af trapperne tog jeg jakke og sko på "jeg går en tur" råbte jeg, men ingen svarede.

Jeg var noget til søen, hvor jeg havde placeret mig på en bænk. Hvad havde jeg dog gjort? Jeg elsker jo Emily! Men jeg elsker mad lige så højt som hende og til mit forsvar kan jeg ikke leve uden mad. Jeg havde sat på bænken i nogle minutter. Jeg rejste mig og gik tilbage, men på vej hjem mødte jeg nogle høje muskeløse fyrer. "Hey er du ikke en ven af Louis" jeg kiggede undrende på ham "hvem spørger?" han anstrengede sig for ikke at slå ud efter mig "det gør jeg" jeg rullede med øjnene og vendte rundt. Det skulle jeg ikke have gjort for lige da jeg vendte om sprang den ene af fyrene på mig. Jeg fik et par spark i maven og et par slag i hovedet, inden der begyndte at danne sig prikker for mine øjne hørte jeg en hæs stemme. Hvad laver han her? "nej se hvem der er kommet for at lege med" sagde den ene af fyrene.

Harrys synsvinkel

Jeg gik min daglige aftentur da jeg i en af gyderne hørte nogle drenge, da jeg fik øje på Niall fik jeg noget af et chok. "Hey lad ham være" sagde jeg og min hæse stemme gav genlyd i gyden. "nej se hvem der er kommet for at lege med" sagde den ene fyr hånligt. "Hold kæft og lad Niall gå" sagde jeg igen. "og hvad hvis vi nægter?" jeg kiggede rundt efter noget at slå med, da jeg hørte skridt komme mod mig. jeg drejede hovedet og blev ramt af en knytnæve. Jeg tog mig til kinden og mærkede lidt efter en der sparkede mig i knæhasen så jeg faldt sammen. Jeg fik mange slag, i hovedet, maven og ryggen.

Da de var gået, rejste jeg mig med besvær. Jeg så over på Niall der også kom op og stå. "Er du okay?" jeg kiggede over på Niall og nikkede svagt. "det er ikke så slemt, men det kommer til at give nogle mærker" grinede jeg. Han grinede også over min kommentar. Vi gik sammen hjem, på vej hjem havde jeg op til flere gange været ved at falde, så Niall havde hans arm om mig og jeg min arm om ham.

Da vi træder ind af døren til hustet er det første der møder os Emily, hun havde tårer i øjnene og gispede da hun så hvordan Niall og jeg så ud. hun løb hen til os og slog armene om Niall "jeg har været så bekymret" jeg mærkede vreden stige i mig så jeg valgte at gå ovenpå.