I am speciel

Flygt

Jeg måtte væk fra hospitalet af to årsagen 1. Jeg helede meget hurtigere end mennesker 2. Hvis han var i live, ville jeg skulle jeg fortælle nogle om det, for det vil være fare for alle. Jeg måtte ud. Jeg hev nålen der sad i min arm ud. Da opdagede jeg at det allerede var morgen. Maskine ved siden af min seng begyndte at bippe og inden længe kom der 2 sygeplejesker løbende ind af døren.

"Åhh gudskelov vi troede at det var sket dig noget, det ser allerede ud som om det går bedre" imens hun sagde det, rejste jeg mig op, og begyndte at gå ud af sengen. "Hov, du skal blive liggende," sagde den ene sygeplejerske. Jeg lyttede ikke efter, men begyndte bare at gå hen mod døren. "Stop" sagde den anden sygeplejerske, og stillede sig foran døren. Efter 2 sekunder stod der to sygeplejersker foran mit mål. Døren.

"Flyt jer" sagde jeg og skubbede dem blidt lidt til side. "Men" sagde den ene og stillede sig foran døren igen. "Flyt jer, og ingen vil komme til skade," sagde jeg med en trættende men truende stemme. Han kiggede ned på sit papir  "Jeg tror det er bedst du ligger dig i din seng mis... Wilson"
For helvedet... Jeg vidste jeg var stærkere, så jeg tog chancen. Jeg gad ikke diskutere. Jeg gik stille over til vinduet, og åbnede det. Før lægerne kunne stoppe mig, hoppede jeg ud af vinduet fra anden sal.

Det var ikke helt gennemtænkt, for da jeg ramte jorden kiggede jeg op, og så op på lægerne, var de helt i chok. De stod henne ved vinduet, og kiggede måbende ned ned på mig. Jeg skyndte mig hen til hoveddøren, og løb tilbage til der hvor jeg lige var springet ud. Igen, min plan var ikke særlig gennemtænkt. Da jeg kom tilbage på værelset, stod de stadigvæk ovre ved vinduerne.

Jeg var en af de få, en af de få med kræfter. Ingen vidste det, men jeg havde en kræft. Måske flere, jeg kendte bare en af dem. Jeg gik over til dem, og kiggede dem i øjnene. "Jeg hoppede ikke ud ad vinduet, og jeg havde kun fået en lille skræmme" sagde jeg mens jeg så dem dybt i øjnene. Og efter 5 sekunder gentog de det jeg sagde. Jeg kunne kun bruge den evne, når det var for at beskytte min hemmlighed eller andre mennesker. Så det havde været nødvendigt at hoppe id ad vinduet. Det sagde jeg i hvert fald til mig selv. Det ville nemlig være nederen hvis jeg havde brugt 7 minutter på noget unødvendigt (det var det sikker, men hvis jeg benægtede det, ville det måske virke anderledes).

"Emily, du må godt forlade hospitalet nu" sagde en af dockterne, som om intet var sket. De kunne jo heller ikke huske noget. "Tak," sagde jeg bare og forlod hospitalet uden videre.

Da jeg kom hjem, fandt jeg min telefon. Jeg tastede nødnummeret ind. Og så lød det fra telefonen: Du har ringet til rejse firmaet Zoey, information tast 1 bookning tas... Jeg havde allerede tastet koden:3471. Ventetid 1 minut, lød det fra mobilen igen. Det med rejsefirmaet var bare en dæk historie, til hvis nogle ved en fejl kom til at ringe til nummeret. Det ville være lidt åndssvagt hvis mobilen sagde: Hej du har ringet til organisationen med overnaturlige særlinger der bor i verden. Min mobil sagde bip, og jeg vidste jeg var igennem.

Hejjjj
Håber I kan lide kapitlet, historien er ikke rette. Hvis der er fejl så skriv gerne.
Har du nogle bedre ide så skriv også gerne.
Håbet I har det godt, og at I har nydt kapitlet.
Tak til dem der stadig læser med.
Knus mig<3