I am speciel

Lonely

Det har altid været sådan, skjule, beskytte, sige farvel og så flytte. Jeg kan ikke fortælle hvad jeg er, det må jeg ikke. Der findes kun nogle få af sådan nogle som mig. Jeg er et misforster. Et misforster som det fleste nok gerne ville give en hel del for at få lov til at være, og jeg ville hellere end gerne bytte med et normalt menneske.

Det har altid  været sådan, da jeg var lille blev jeg taget fra mine forældre og flyttet ind på et børnehjem for sådan nogle som mig. Det var selvfølgelig ikke hvad mine forældre havde fået fortalt. De havde fået at vide at det var bedst sådan, for mig og for dem, men jeg ved de blev knust.
Så jeg har aldrig haft familie og venner, på grund af mine kræfter.

Det bankede på døren. "Du skal afsted nu" lød det før jeg fik åbnede døren. Jeg stod med min lille kuffert i hånden. Åndede ind og tog et sidste kig på mit værelse. Der gik nok en måned før jeg så det igen. Jeg åbnede døren og så en mand i sort tøj, som altid. Jeg gik lige forbi ham og jeg var på vej over til en sort firehjulstrækker, da en tanke standsede mig. Jeg ville ikke med, men jeg havde intet valg, eller havde jeg? Det var det eller at slås. Jeg ville nok kunne vinde over ham, men han ville tilkalde forstærkninger, og så ville jeg tabe. Jeg havde jo prøvet det før, for et år siden. Manden i sort rømmede sig, og fik mig tilbage til virkeligheden. Jeg begyndte at gå igen. Manden fulgte efter mig. Manden i sort hvis navn jeg ikke kunne huske gik hen til bilen og åbnede døren for mig. Jeg var så træt af at han skulle bestemme hvor jeg skulle sidde. Så jeg gik over på den anden side. Jeg åbnede arrigt døren, satte mig ind i bilen og smækkede døren lidt hårdere end jeg behøvede. Endnu en mand i sort  sad på føresædet.

Efter en halv time var der ikke blevet sagt noget. Det eneste der var sket var at de to mænd havde udvekslede et par blikke.  Jeg var træt af at være uvidende så jeg spurgte "Hvor tager i mig nu hen?" Mændene kiggede på hinanden."Vi er der om en time" var det eneste han sagde. Jeg kiggede ud af vinduet. Kunne det bestemmende svin ikke engang fortælle mig hvor de kørte mig hen?

Det tog 1 time og 2 minutter, at nå frem, efter jeg spurgte. Så jeg grinte en stille latter for mig selv, fordi de havde sagt noget forkert. Jeg ved godt der er lidt mærkeligt at grine over noget så latterligt. Men latterlig = latter, så, haha.
Da vi holdt stille, gik en af mændene over for at åbne min dør. Jeg lod ham gøre det, men sendte ham et dræberblik da jeg steg ud af bilen. Hvis blikke kunne dræbe, ville de fleste (alle) de mænd være i helvede.

Jeg fik min kuffert i hånd, og en ny nøgle. "Bygningen til højre, anden etage" sagde det bestemmende svin. Jeg gik der hen uden at kigge mig tilbage. Det eneste tegn på at de var kørt væk var lyden af en motor. Jeg åbnede døren og gik ind.

(Ikke rettet)
Tak fordi i læser bogen,
Opdatere så tit jeg kan, men laver ingen forpligtelse.
Vil gerne have konstruktiv kritik.