I am speciel

miss you

Jeg gik ind ad døren, og ind til en entre#. Jeg stillede mine sko, og min kuffert. Og så begyndte jeg at udforske lejligheden. Der var et køkken, en lille stue, et værelse med badeværelse og walkincloset og et værelse med et badeværelse.
Huset var indrettet i forvejen så jeg skulle ikke have flyttekasser med. På køleskabet hang der en seddel

Du skal gå på et gymnasium 2km her fra, du skal gå i 2.g og du har alle hovedfagene på A niveau. Du hedder Emily. Dine forældre er døde, og du har fået lov til at bo alene, selvom du lige er blevet 17. Du skal holde øje med ondskaben, og om der er andre ligesom dig. Riv nu sedlen i stykker så ingen kommer til at læse den.

Efter jeg havde revet sedlen over, begyndte jeg at pakke mine ting ud. Jeg gik ind på værelset med walkincloset. Og så tog jeg et billede op af tasken, det var rammet ind. Det var mig og min famile, der stod glade og smilede til fotografen, en måned før jeg blev fjernet, fra dem.

(Flasback)
"Hahaha" skreg jeg da min far begyndte at kilde mig. "S... stop" grinede jeg. Min mor kom over til os. "Du skal ikke kilde hende... Uden mig" sagde hun, og begyndte også at kilde mig. Efter et minuts tid stoppede de. Jeg hjalp med at lave pasta og kødsovs. Vi skyndte os at spise, og så løb jeg op på mit værelse. " mooaaarr, kom lige!" Råbte jeg inde fra mit værelse. Min mor kom op ad trappen. "Hvad nu?" Spurgte hun.
"Hvad skal jeg have på?" Spurgte jeg, imens jeg så fortvivlet på mit tøj. "Kom med nede under, far og jeg har en gave til dig," sagde hun og gik nedenunder til far, der sad og læste en avis. Jeg fik en pakke i lyserød, min yndlingsfarve den gang. Jeg åbnede den, og så en lyserød kjole. "Tak mor og far. Jeg elsker den!" råbte jeg, krammede dem imens jeg smilte over hele hovede.
"Vi tænkte at nu når fotografen kom, kunne det være fedt med en ny kjole til det" sagde min far. Efter 10min kom fotografen. Vi sad glade og smilede til fotografen. Det var nok en af de lykkeligste dage i mit liv.
(Flasback slut)

En tåre trillede ned ad min kind, og landede på billedet. Tænk det var så lang tid siden. Jeg savnede dem forfærdelig meget. Endnu en dråbe landede på billedet. Da jeg var færdig med at tude over fortiden. Stillede jeg billedet på mit natbord, og tog jeg et bad, og lagde mig til at sove, da jeg skulle i skole den næste dag.

Jeg vågnede op da mit indre vækkeur ringede. Helt udhvilede og klar til dagen. Det var en af de eneste gode ting ved at være mig. Jeg vågner når jeg skal, og så er jeg helt udhvilet, da jeg ikke behøver sove ligeså meget som normale mennesker.
Men... Der betyder ikke at jeg har lyst til at forlade sengen.

Efter 1 time og 23 gik jeg ud ad døren.

(Ikke rette)
Tak fordi i stadivæk læser med, undskyld kapitlerne er korte, de skal nok blive længere.

Knus mig<3