The one who got away - H.S Dansk.

Kapitel 4

Harry:

Da det endelig bliver torsdagaften kan jeg dårlig nok være i mig selv.

Jeg er så nervøs, eller nej, jeg er spændt. Jeg glæder mig virkelig til at snakke med hende sådan rigtig og ikke bare gå ind i hende snakke.

Da jeg ringer på dørtelefonen har jeg det som om mit hjerte hopper ud af min krop.

"Det er Mia" bliver der sagt i den anden ende.

"Hej, det er Harry" smiler jeg akavet, selvom hun ikke kan se mig.

"Kom bare op" halv griner hun og trykker på knappen.

Jeg skynder mig op af trapperne. Selvom der er en elevatorer, tænker jeg det ser bedst ud hvis jeg tager trapperne. Så ser jeg lidt mere mandlig ud.

Da jeg kommer til hendes etage har hun åbnet døren og står lige i åbningen.

"Hej" smiler jeg og går over mod hende.

"Hej" smiler hun.

Da jeg kommer tæt på krammer jeg hende.

Der er noget ved det kram.

"Undskyld jeg kommer så tidligt" smiler jeg og giver hende nogle blomster. Normalt har jeg ikke blomster med, men der er noget over hende. Jeg kan ikke lige sætte min finger på det. Så jeg følte for at give hende blomster.

"Det er helt fint, jeg har det med at blive færdig før tid meget ofte" griner hun.

Sådan en smuk latter.

"Kom bare ind så sætter jeg med her i noget vand" smiler hun og holder døren for mig.

Jeg følger efter hende ud i køkkenet.

"Det er en meget pæn lejlighed du har dig her" smiler jeg.

"Det er alt hvad en pige fra Danmark har råd til" halv griner hun.

Nej pis. Det var jo ikke ment ondt.

"Nej nej, den er virkelig flot. Jeg kan godt lide den" smiler jeg.

"Tak" smiler hun.

"Så er jeg klar" smiler hun og stiller blomsterne ind i stuen.

"Bare lige før vi går." smiler jeg og stopper op mens hun tager sin jakke på.

"Det kan godt være der bliver sendt en masse grimme beskeder til dig og folk måske finder ud af ret meget om dig." siger jeg stille.

"Det hele er en del af oplevelsen" griner hun.

"Jeg skal nok beskytte dig så meget jeg kan" smiler jeg og åbner døren.

"Tak" smiler hun og går ud af den.

Da vi kommer til restauranten er der heldigvis ikke nogle paps og jeg håber det forbliver på den måde. Det ville bare ødelægge alt.

"Så du var flyttet hertil fra Danmark?" spørger jeg da vi har sat os.

"Ja, jeg flyttede lige før sommerferien sluttede" smiler hun.

"Hvorfor valgte du lige præcis England?" spørger jeg.

"Jeg ved det ikke, England har bare altid været et land jeg elskede. Siden første gang jeg var her" smiler hun.

Vi bliver lidt stille men smiler bare til hinanden.

Hun ser smuk ud.

"Så hvor gammel er du?" spørger jeg.

"19" smiler hun.