The one who got away - H.S Dansk.

Kapitel 17

Da vores Europa tour er færdig har vi næsten en måneds pause. Jeg glæder mig ret meget til bare at slappe helt af og ikke tænke på sange eller noget i en hel måned.

Jeg har ikke set Mia siden hun tog tilbage til England. Jeg har skrevet med hende i forhold til sine eksamener, men ellers, har vi ikke har kontakt.

Jeg savner hende. Det gør jeg virkelig. 

De andre drenge blev i Portugal, men jeg bare gerne ville hjem. Jeg har brug for at være hjemme og bare mig selv. 

Efter Mia tog afsted i Juni har jeg vel ikke rigtig været mig selv. Det er svært at forklare, for hvis vi holder den er vi jo et rigtig stærkt par, men jeg ved bare ikke om jeg kan være glad indtil.

Det giver nok ingen mening men det er bare sådan jeg har det.

Lige det sekund jeg træder ud i velkomsthallen kommer vagterne tættere på, blitz kommer tættere på, skrigende pige og det hele.

Det er ikke fordi jeg har lyst til det lige nu.

Jeg kigger op og fortryder det hurtigt. Der er alt for mange mennesker, alt for mange som vil have kontakt til mig og svare på alle de spørgsmål om Mia som jeg ikke kan svare på.

Jeg føler mig helt svag når det her sker. Jeg føler virkelig at jeg bare bliver kastet rundt af vagter som prøver at beskytte mig.

Da jeg kommer ind i en bil, smider jeg bare noget musik i mine øre og lukker øjnene.

Jeg orker ikke rigtig andet end at sove, på det her tidspunkt.

Jeg hader virkelig når jeg i er i det her humør. Jeg burde være overlykkelig. Jeg burde ikke kunne side stille. Jeg er forelsket og jeg er verdenskendt. Der burde ikke være noget bedre. Eller jo, hvis Mia faktisk gad at være min kæreste ville det være bedre.

Jeg hopper altid i med begge ben når jeg får de mindste følelser for en person og det ender altid med at ødelægge mit humør helt voldsomt.

Bilen holder lige foran mit hus. Jeg orker ikke at åbne op for dem når de alligevel ikke skal med mig ind.

Jeg skynder mig ud af bilen og finder mine nøgler frem.

Lige da jeg kommer ind til døren kigger jeg op og ser Mia sidder på trappen.

Jeg får det sygeste chok og taber mine nøgler. Det for hende til at kigge op og ser mig.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu. 

Skal jeg kramme hende?

Skal jeg løbe væk?

Skal jeg være sur?

Hun rejser sig op.

"Jeg vidste ikke om du ville se mig eller ej" siger hun stille.

"Jeg vidste bare du kom hjem i dag" siger hun stille og kigger ned.

Jeg kan høre hun er lidt usikker. Hun krydser sine ben og står lidt akavet og venter på jeg siger noget.

Jeg ved ikke engang hvad jeg skal sige.

"Jeg er bare bange for det jeg sagde ødelagde noget" siger hun og kigger op på mig.

"Det gjorde jo bare det hele bedre" siger jeg stille og tager mine nøgler op.

Jeg går op mod døren og låser op.

"Er du sur på mig?" spørger hun stille og bliver på den anden side af døren.

"Det kan jeg ikke være" siger jeg stille og sætter min taske på gulvet.

Pludselig begynder det at tordne.

"Kom ind" siger jeg stille.

Uden at sige et ord går hun ind af døren.

"Lad mig tage din jakke" smiler jeg og går over mod hende.

Da jeg går over mod hende trækker hun mig ind i et kram.

Det er virkelig noget af det bedste jeg kender til. 

Vi kigger begge op på hinanden.

"Det er ikke fordi, jeg ikke gider dig. Det her er bare den eneste mulighed vi har hvis vi vil se hinanden mens vi er kærester og du ikke ser dit tour hold mere end du ser mig" siger hun stille.

"Jeg hader bare at jeg altid hopper i med begge men når det kommer til kærlighed." siger jeg stille.

"Jeg lover det er for det bedste vi gør som vi gør" siger hun stille og aer min læbe.

"Jeg har det bare så akavet nu" siger jeg stille og trækker mig helt fra hende.

"Jeg ved ikke hvor vi er" siger jeg.

"Jeg ved ikke om vi skal gå på flere dates, for på den ene side så er det en af de eneste måder vi kan se hinanden på, men på den anden side så kan jeg love dig for det ikke ender godt" siger jeg.

"Jeg ved ikke om vi skal se hinanden mere eller mindre" siger jeg og slår ud med mine arme.

"Bare lad som om vi ikke har aftalt det vi har aftalt" siger hun.

"Bare lad som om, vi er to rigtig rigtig dårlige daterer, som ikke ved hvornår man tager et skridt mere" smiler hun.

"Lad mig tage dig med til Danmark og tag mig med til det sted du voksede op. Fortæl mig alt om din forældres skilsmisse. Jeg kan fortælle dig alt omkring min skole." siger hun og går over mod mig.

"Vi er stadig os" siger hun stille og stopper lige foran mig.

"Vi skal bare ikke snakke om den aftale så er alt som før" smiler hun.

Hun har aldrig fortalt mig hvordan hun præcist føler om mig. Jeg har aldrig fortalte hende at jeg er vildt forelsket. 

Men efter hun siger det her, virker det som om vi næsten er på samme side af bogen. 

Selvom det kun er starten, og der er lang tid til det gode sker, så ved jeg at det kommer. 

Det må jeg bare blive ved med at tænke på.

"Så vil du med til Holmes Chapel?" spørger jeg.

"Nu?" spørger hun overrasket.

"Har du ikke ferie?" smiler jeg.

"Jo" smiler hun.

"Hvad venter vi på?" griner jeg.

"Men vent" siger hun stille.

"Har du planer om at blive og sove der?" spørger hun.

"Det behøver vi da ikke" smiler jeg.

"Vi kan tage hjem i nat" smiler jeg.

"Fair nok" smiler hun og går efter mig.

"Øhm Harry" griner Mia da vi har sat os ind.

"Hvad?" spørger jeg forvirret.

"Du mangler lidt at lukke din dør" griner hun og peger over på døren.

"Oh fuck" griner jeg og åbner bildøren.

Jeg løber op til døren og låser den. 

Da jeg vender mig om sidder Mia og kigger på sine negle.

Hvad nu hvis jeg gør, noget dumt?

Hvordan ville hun så have det? Er det som om vi er kærester nu, men jeg må bare ikke kysse hende?

Kan jeg virkelig vente så lang tid, uden at gøre noget dumt?