The one who got away - H.S Dansk.

Kapitel 7

Harry:

Jeg har ikke rigtig snakket eller skrevet med Mia siden den dag jeg kaldte os venner i et interview.

Jeg prøver hele tiden at spørge hende men, nu svarer bare meget kort.

Hun bliver ved med at skrive at hun er okay med det, og hun bare har mange lektier for. Måske er det bare der bare er paranoid fordi jeg ikke rigtig har været sammen med nogen der ikke er kendte mens jeg har været kendt. Det er måske bare ikke noget jeg er vant til.

Ihvertfald er det i dag, vi skal på vores anden date, så det skal nok blive godt igen.

Håber jeg ihvertfald.

Jeg kommer til Mias lejlighed 14.45. 

Normalt ville jeg tage min tid med at gå op, men efter hun sagde til mig sidst at hun altid var klar før tid skynder jeg mig mere.

Da jeg kommer op på etagen, ser jeg Mia står i dør åbningen.

"Hej" smiler jeg og krammer hende.

"Hej" smiler hun og krammer mig.

"Er du klar?" spørger jeg.

"Jeg mangler bare min jakke" smiler hun og åbner døren for mig.

Jeg står bare i døren mens hun tager sin jakke på.

"Så hvordan har du haft det siden sidst?" spørger jeg.

"Overraskende godt" smiler hun.

"Jeg er normalt ikke en som får venner hurtigt" smiler hun og går ud af døren.

"Men jeg mødte faktisk to som jeg blev ret gode venner med" smiler hun og går ned af trappen.

"Var det dem der du lagde et billede ud af?" spørger jeg.

"Ja" smiler hun.

"Bor de på den der skole du går på?" spørger jeg da vi kommer ud til min bil.

"Hende Caroline gør" smiler hun da jeg åbner døren for hende.

Jeg skynder mig over til min side af bilen så hun kan fortælle videre.

"Drengen bor i sin egen lejlighed, lige her i nærheden" smiler hun.

"Hvorfor er det du ikke bor på skolen?" spørger jeg og starter bilen.

Hun er ret stille til at starte med.

Jeg kigger over på hende og hun kigger på mig.

"Du behøver ikke fortælle det hvis du ikke vil" siger jeg stille.

"Jo" smiler hun stille.

"Det er bare noget som jeg ikke har fortalt til så mange så ja" smiler hun stille.

Jeg føler mig til specielt, når hun siger det til mig.

"Jeg lider af angst" siger hun stille.

"Hvilken form?" spørger jeg stille.

"Altså jeg begynder at få det utilpas, ryster, sveder, føler jeg kunne kaste op hvert sekund" siger hun stille.

"Ved du hvad du har angst for?" spørger jeg stille.

"Det lyder sikkert mega mærkeligt" siger hun stille og griner stille.

"Jeg dømmer ikke" smiler jeg stille og får øjenkontakt med hende.

"Jeg er sådan bange for, mange mennesker et sted, højder, opkast, alt sådan noget" siger hun stille.

"Så det er derfor jeg hader at bo sådan på skole fordi jeg er bange for at folk ikke kan styre sig" siger hun stille.