Lucy

det sidste brev

Der lå de. En pæn bunke på min dørmåtte. Der var mange. 10 måske 20. Nogle var mørkere og man kunne se nogle var krøllede. På den øverste stod der Lucy med Hunters håndskrift. Hans nøgle lå ovenpå dem, så de ikke blæste væk. Jeg havde det som om, jeg var blevet sparket lige i maven. Mine lunger blev krøllede sammen og jeg havde det som om, jeg kunne kaste hele min indvolde op. Han havde givet mig sin nøgle tilbage. Han havde givet op. Selvom vi ikke havde nogen fremtid, så knuste det mig at han også vidste det. Jeg bøjede mig ned og smalede nøglen op. Pillede ved det pynt jeg havde puttet på den, som han havde beholdt på. Jeg låste døren op og gik ind med alle brevne. Der stod nummere på dem. Jeg fandt de gamle breve han havde givet mig, og lagde dem på række efter hvornår jeg havde fået dem også den jeg fik i går nede ved søen. 24. Det var det sidste tal på brevet. Han havde skrevet over 24. breve til mig. Jeg tog det brev jeg sidst havde fået af ham.

Kære lucy

Hvis du får dette brev, betyder det at du tog ned til vores sted. Jeg har altid ment at når vi var dernede, var der ikke nogen der kunne sårer os. Ingen fortid kunne slå os ud. Ingen fremtid var skræmmene. I den tid jeg har været væk har jeg skrevet breve. Breve der var til dig, selvom jeg ikke havde mod nok til at sende dem. Jeg er hverken god til ord eller hanling. Den måde jeg klare mig bedst på, er at skrive alle mine føleser ned på. Det var på den måde at jeg overlevede, at være væk fra dig uden at blive sindssyg. Eller mere sindssyg end jeg er blevet. Jeg har skrevet mine mindre og tanker ned, med dig i tankerne. Jeg vidste ikke at jeg ville havde givet dig dem, men du fortjener at få dem og sandheden afvide. Jeg ved du ikke kan tilgive mig. Jeg ved du ikke ønsker en fremtid med mig. Derfor vil jeg respektere dit ønske og ikke opsøge dig mere. Hvis du kan tilgive mig alligevel, vil jeg altid være her. Jeg elsker dig og du kan altid komme til mig uanset hvordan dette ender husk det.

Igen følte det som om min indvolde ville falde ud. Udenfor begyndte det at regne og jeg følte at vejret kunne mærke stemningen her inde siden det også begyndte at tordne. Jeg brugte et minut og derefter åbnede jeg det næste og det efter det, indtil der ikke var flere tilbage. Han skrev om de ting han havde set. Frankrig og Spanien. Han fortalte om sin søgen efter sin far:

Da jeg først fortalte hvem jeg var kiggede han kort på mig og begyndte så at gå. Jeg så ham vende ryggen til mig en gang til og så efter ham indtil jeg ikke kunne se ham mere. Jeg kan ikke give op endnu. Jeg havde endeligt fundet ham.

Han fortalte omkring hvordan han indså, at hans far udnyttede ham. Han havde fået Hunter til at arbejde hårdt på hans fabrik, og Hunter havde ikke fået noget ud af det. Ét brev var specielt, jeg tror ikke det var meningen at jeg skulle havde det. Der var en rød prik på i stedet for et nummer. Der stod ikke kære Lucy eller andre måder henvendte sig sin en. Der var så meget vrede i det og jeg kunne se ham for mig. Rynker i panden, fugtige øjne og hvide knor.

Hvorfor? Hvorfor kunne du ikke bare tage dig samme og fortælle mig det, jeg kom for at finde svar på? Hvorfor holdte du mig hen i over et år og hvorfor lod jeg dig gøre det? Mit hoved er fyld med spørgsmål som jeg troede du ville svare på, men det ville du ikke. Noget fik jeg svar på, selvom du ikke fortalte mig det. Jeg ved du er den kræft idiot som min mor havde sagt, når hun troede jeg ikke lyttede. Jeg ved du ikke ønsker mig. Ikke engang nok til at forsøge at lærer mig at kende nu. Du har ødelagt mig og mit liv. Jeg har gået hele min barndom og drømt om dig. Tænkt på dig som en helt. Nu ser jeg kun en tåbe der ikke fortjente en familie. Du fik mig til at forlade Lucy, som nok aldrig vil tilgive mig for at forlade hende. Jeg er som dig. Forlader folk for et håb der ikke bliver til noget. Jeg havde håbet at få en far. Få nogle svar. Men det jeg fik var smerte. Jeg kan ikke vende tilbage til det jeg havde engang, selvom jeg ønsker det så meget. Jeg vil ikke være som dig. Det ved jeg nu, efter at havde set hvilken person du er. Jeg vil tage tilbage og fikse alt, noget du ikke kunne klare at gøre. Jeg vil se min frygt i øjne. Jeg vil undskyld til Lucy og de andre som jeg forlod. Jeg vil acceptere hvis de ikke kan tilgive mig, men jeg vil kæmpe. Den kamp du ikke havde mod til at kæmpe. Det vil blive hårdt, men jeg vil gøre det for det fortjener de folk jeg kender, dem der elsker mig og bekymre sig om mig. Jeg vil ikke kæmpe for dig eller dine svar når du ikke har noget tilovers for mig.

Farvel far. Kontakt mig aldrig igen for jeg vil ikke kontakte dig

Det var dette brev der rørte mig mest. Selvom jeg havde fået 6 breve, der kun handlede om hans følelser for mig, hvor han enten undskyldte eller tilbad mig. Men det her brev. Der var så mange følerser i det og selvom jeg havde fået det ved en fejl, var det det brev der fik mig til at tilgive ham. Jeg kan ikke bruge resten af mit liv på at være sur over, at han ville havde en far. Han ville havde de svar der holdte ham vågne. Ja han kunne havde gjort det anderledes, men jeg kan mærke de følelser der havde gnavet i ham. Jeg samlede brevene sammen. Lagde dem på mit skrivebord. Det sidste brev tog jeg lommen på min jakke som jeg derefter tog på. Jeg fandt min mobil frem og tastede det nummer ind som jeg kunne udenad. Mød mig ved søen. Jeg trykkede send inden jeg fortrød. Jeg fandt mine bilnøgler frem sammen med en håndfuld mod. Det var tid til at tilgive også selvom det ville gøre ondt.