Lucy

Pinlige situationer

           

Ugen med Hunter var forfærdelig. Jeg prøvede at ungå ham, men han blev ved med at opsøge mig. Jeg var aspændt og urolig hele tiden. Jeg plejer ikke at gemme mine små danse flip eller stoppe med mine mærkelige vitser, men jeg prøvede at opfører mig normalt, når Hunter var der. Nogle gange var jeg heldig, men vi ved vist godt, at held ikke følger mig. Jeg havde stået sammen med Bob, som kun arbejde om tirsdagen, og når vi først er gået i gang kan vi ikke stoppe. " Okay okay!" Jeg tager en dyb indåndning og sætter mit bedste joker ansigt op. " Hvorfor er en citron gul?" Bob kiggede  på mig, men kunne ikke komme på svaret og jeg svarede, "den ved det heller ikke selv. Derfor er den sur!" Vi flækkede af grin, og Bob kom tilbage med " Hvad sagde buschaufføren, da han gik ind i bussen?" Vi skreg i kor et højt AV! De her dårlige jokes, var nogle vi havde fundet i en bog, og vi prøvede at finde på en der var mærkelig, som den anden umuligt ville kunne svare på. " Siden hvornår har vi fået stand up shows her i butikken." Grinet kom fra Hunter og med samme blev jeg helt rød i hovdet.

Efter den episode blev jeg klar over, at jeg måtte være mere forsigtig. Han skulle ikke tro, at jeg har glemt alt. Han skal ikke tro, at jeg ikke er kommet vidre, selvom jeg helt klart ikke er kommet vidre. Men selvom jeg troede jeg var forsigtig, tog han mig selvfølge i den mest pinlige dans jeg nogenside har danset. Vi var kommet til Torsdag og jeg var gået ud bag ved på lærget, for at hente et bestemt eksemplar af en Harry Potter bog til en kunde, da sangen "dont stop" af 5 Seconds of Summer blev spillet. Jeg kunne ikke lade vær. Jeg dansede og skrålede med på sagen, imens jeg fandt bogen og hvem står så i døren, da jeg skulle ud? Hunter Fucking Bryan. Denne gang blev jeg ikke engang flov. Jeg blev sur, sur over at han havde stået og gloede på mig uden at sige det. " Du synger godt Lucy." Ha som om. Jeg ved godt at jeg ikke her nogen tone i livet, og jeg vil aldrig få det. Jeg er ikke en af de personer, der tror de har mere talent end de har. " Du har en dårlig hørelse hvis du syntes det." Jeg grinede sarkatisk og han rystede på hovedet. Før han fik mulighed for at starte en samtale var jeg gået forbi ham med et lidt hårdt skub mod hans skulder. Det skulle jeg ikke havde gjort. Han fik muligheden for at tage fat om mit håndled, hvilket han gjorde, og trak mig helt ind til ham hvor han hviskede, " vi bliver nød til at snakke på et tidspunkt. Vi kan ikke inogere det her for altid." Det er noget han tror, hvilket jeg også sagde til ham og gjorde mig fri fra hans greb og gik tilbage mod den ventede kunde.

Desværer fik han ret i, at vi kom til at tale, for lørdag låste den idiot mig inde i et kosteskab. Hvis jeg havde haft noget skapt på mig ville jeg ikke kunne love, at det ikke var endt som et mord. Jeg vidste godt han ikke ville gøre mig noget, men de ord han ville sige gjorde mig mere bange, end noget fysikt kunne gøre mig. " Lucy vi bliver nød til at snakke." Hans stemme var mere bestemt end den havde været de andre gange han havde sagt det til mig, og jeg var sikker på, at jeg ville tabe denne gang, men jeg ville ikke tabe uden kamp. Jeg gav ham det bedste dræber bilk jeg var i stand til. Han kiggede tilbage med lige så hårdt et blik, et beslutsomt et. Han fugtet sine læber og mit blik gled atomatisk ned til dem. " Vil du ikke nok høre på mig?" min krop forrådte mig igen med at nikke. Han pustede lettede ud, " jeg har savnet dig så meget", han havde flyttede hans hænder op til mine kinder og kørte beroligende sine tommelfingere frem og tilbage, " og jeg ved du ikke er klar til at høre det hele. Jeg skal nok lade være med at presse dig, men vil du ikke nok love mig at du vil høre på mig når du har fået den tid du behøver?" Jeg var helt i chock. Jeg troede ikke han ville havde respekteret det faktum, at det var for tideligt for mig at tale om det. Jeg nikkede og prøvede at få ord ud, men min mund var for tør. "Sig det Lucy. Vil du ikke nok. Giv mig en chance for at forklarer..." Han gik i stå og på magisk vis kunne jeg snakke igen. " Jeg lover, at jeg vil prøve at forstå det når jeg er klar." Det var en tør hvisken og jeg kunne ikke kende min stemme. Han rystede kort på hovedet, " jeg beder dig ikke om at forstå. Bare hør på mig." Hans stemme knækket og jeg bed mig kort i læben. " Det lover jeg", jeg kiggede ham i dybt i øjene," Jeg lover at høre på dig, på et tidspunkt." Den lettese der gled over ham, fik mine egne skulder til at falde ned på plads. Han nikkede med et lille smil, vente sig om og låste op for skabet og gik ud. Jeg blev i skabet. Satte mig ned og prøvet at få min vejrtrækning under kontrol, imens mine kinder for endnu en gang blev våde af varme, salte tårer.

Søndag så jeg ikke noget til ham. Han holdt sit løfte om at give mig tid, hvilket jeg var taknemlig for, men samtidenligt var jeg rædselsslagen over den samtale jeg skulle havde med ham på et tidspunkt. Jeg vidste at der ikke vil gå lang tid og det skæmte mig mere end døden selv.