Lucy

Ny begyndelse.

Hunter havde ryggen til mig, men jeg vidste at han havde hørt mig komme. Jeg gik langsomt hen til ham og stillede mig ved siden af ham, og så ud mod søens blanke vand. Det var køligt i aften, men jeg havde stadig de shorts på som jeg havde på derhjemme. Jeg havde ikke tænkt på, så meget andet end det brev, men jeg skubbede kulden væk. Mit blod susede igennem årerne og mit hjerte var på vej ud af mit bryst. Nervøsiteten væltede ind over mig, og jeg havde lyst til at vende mig om og løbe så hurtigt jeg kunne. Havde lyst til at synke ned i jorden og aldrig komme op til overfladen igen. Jeg tog en dyb indånding og sagde: "Jeg har noget til dig, som jeg tror du vil have tilbage." Jeg tog brevet frem og rakte det frem imod ham. Forvirringen i hans bliv var ikke til at tage fejl af. Da han så den lille røde prik, fik hans øjne en snert af frygt i sig. Han blev uroliglig og hans kæbe spændtes anspændt. Med et mørkt blik i øjne sagde han: " Undskyld det var ikke meningen du skulle havde læst det." Hans stemme var bitter. " Det var en fejl, glem at du nogensinde har læst det." Han ville forsætte, men der kom ingen ord ud af hans mund, så jeg skyndte mig at tage ordet. " Det ville være synd hvis jeg glemte det der stod deri." Jeg kiggede ham dybt i øjerne og håbede han kunne se hvor meget jeg mente det." Det brev har givet mig mere end de andre nogensinde ville havde givet. Først nu efter at havde læst det brev, forstår jeg hvorfor du handlede som du gjorde." Han bed sig i læben og jeg blev distraherede i et kort sekund, men jeg genfandt fatningen og forsætte. " Jeg forstod dine følelser, på en måde jeg ikke havde troet jeg ville. Vreden, forvirringen, håbet. Jeg kunne mærke du var splittede. Jeg følte jeg kendte dig bedre end jeg nogensinde har gjort. Jeg vil ikke kunne leve med mig selv hvis jeg ikke tilgav dig. Vi har været så meget igennem og jeg vil ikke undvære dig i mit liv. Ikke mere." Et smil kom frem på hans mund og han gik frem imod mig, til der kun var få centimeter imellem os. Han kiggede ned på mine læber og kørte sin hånd mod min kind. " Men jeg er stadig såret. Jeg har brug for tid til at samle mig selv sammen igen. Du er stadig en af mine bedste venner og som du skrev, så er du der altid. Jeg håber det stadig gælder som venner?" Det var meget jeg bad om, det er jeg klar over, men han ikke engang tøvede før han svarede " jeg vil altid være her for dig Lu. Jeg er bare glad for du kan se mig i øjne nu, det kan jeg knap nok selv." Jeg ville til at sige ham imod, men han rystede kort på hovedet. " Det vil være en ære at kalde dig min ven." Jeg trak ham ind til et kram. Et kram med så mange følelser. Glæde over endelig at have ham tilbage. Skuffelse over at det er sådan det endte, at vi var nød til at slutte fred som venner. Men selvom vi havde besluttede os for at være venner, var der meget vi skulle arbejde med. Jeg afsluttede krammet og tog hånden ned i lommen og fandt nøglen frem. " Du får behov for denne hvis du kommer over engang." Jeg smilte ægte og det var en lettelse endelig at kunne gøre det. Han tog imod den og holdte den frem for sig og vejede den i hånden imens han nikkede med et stort smil på læberne. " Den skal nok blive nyttig. " Jeg håbede han havde ret. Hjemlighederne var afsløret og vreden og sorgen var endelig væk. Han vendte sig om og begyndte at gå, men denne gang vidste jeg at han ville blive. Jeg kunne føle det. Han vendte sig kort, "Vi ses Lucy."

-