Lucy

Hunter Bryan

           

Hunter Bryan går over mod mig og min krop reagerer som sanvandlig med at sende en varm bølge igennem mine blodåre. Jeg må minde mig selv om at han ikke er den samme. Ingen er den samme efter 2 år. Jeg har det som om at jeg skal kaste op, heldigvis gjorde jeg det ikke. Ikke endnu. Hunters øjne gled over min krop som var jeg ikke den samme som han forlod. Jeg var den samme udenpå, men det indeni havde han taget med sig, da han forsvandt. Der er kun et koldt, sort hul der hvor mit hjerte skulle side. Mit lange brune hår var uglet efter min løbetur og mine øjne er nok helt røde efter tårene. Jeg har en enkel hvid sommerkjole på, som min veninde Riley, havde tvunget mig ned i. Man fylder kun 18 en gang havde hun sagt. Jeg havde nægte at forlade huset, men selvfølgelig fik hun sin vilje og fik mig med ud på cafeen. Derfra kaffen, som jeg tabte over mine fødder. " Tillykke med fødseldagen." Han kunne huske det. Vi har godt nok kendt hinanden i 6 år men han har været væk i 2 år. Man glemmer meget på 2 år. Eller det troede jeg man gjorde. " Er du virkelig kommet tilbage her efter 2 år bare for at sige tillykke?" Det kom lidt hårdt ud, men det var som startsignalet til, at min vrede som nu er blusset op. " DU forlod mig og nu står DU her ude og det eneste du kan sige er tillykke?" Jeg kom med et kort grin, kun med had i. Han må være bange for mit pludselige anfald. Jeg har næsten aldrig fået sådan nogle vredes udbrud før og især ikke overfor ham. Det ligner, at jeg har slået ham, sådan som han bakker og med det chokerede blik i øjnene, men det stopper mig ikke. 2 års vrede kommer ud og han har fortjent hvert et ord. " Skal du ikke fortælle mig om din tur? Den tur du besluttede dig at tage på uden at sige det til mig?" Han begynder at ryste på hovedet, men jeg lader ham ikke sige noget. Det er mig der har ordet denne gang. " Du forlod mig bare og så tror du, at du bare kan komme tilbage, som var der gået 2 minutter!" Jeg kan mærke varmen i ansigtet, men jeg er ligeglad. Jeg forsætter, " du har ikke ringet, skrevet eller kommet på besøg før nu. Du efterlod ikke engang et fucking brev!" Jeg bander aldrig og jeg tror det kom lige så meget bag på ham, som det gjorde på mig. Han udnyttede chancen og sagde med tøvende stemme, " rolig Lucy. Jeg er her nu. Jeg ved godt det ikke er retfærdigt, men jeg er ked af.." Jeg afbrød ham med et stort skrammede grin. " Nej det er ikke retfærdigt og du kan være så ked du vil, men det vil jeg ikke være mere." Selvom jeg sagde det med tårerne ned af kinderne mente jeg det mere end noget andet. Jeg skubbede til ham med en skulder, så han faldt ned af mit dørtrin. Frustreret og med rystede hænder fandt jeg mine nøgler frem. Jeg ville ikke høre på ham, så jeg måtte forsætte med at snakke selvom jeg havde mere end rigeligt. " Og jeg vil ikke havde noget med dig at gøre så tag hjem. Eller nej endnu bedre tag tilbage til din lille ferie, find dig en dulle at hygge dig med istedet for at irritere mig. Kontakt mig ikke og slet mig fra din hukommelse, ligesom jeg har slettet dig." Jeg havde endelig fået min dør op og jeg skyndte mig ind og smækkede den derefter hårdt i hovedet på Hunter, som stod forivret på den anden side. Jeg låste døren så han ikke fik for gode ideer. Heldigvis er mine forældre på ferie så de ikke skulle være tilskuer til dette mareridt. Tænk at jeg sagde at jeg havde glemt ham. Som om. Jeg har tænkt på ham hver fucking dag. Fedt nu er jeg begyndt at fucking bande. Fucking lort. Skide idiot det er hans skyld! Jeg løb op på mit værelse. Selvom der ikke var andre hjemme følte jeg mig bedst tilpas, med at være ked af det på mit værelse. Jeg vandrede rundt i det lille rum som var mit værelse. Jeg har ikke ændret på indretningen de sidste 3 år, derfor er der stadig boy-bans plakter på vægene og ingen tjekkede møbler. Kun min seng og mit skrive bord og en kontor stol. Jeg var kun her inde når jeg sov. Eller når jeg sørgede over mit "tab".  Der lyder et brag og det første jeg tænker er at vi bliver bombet. Ja måske er jeg lidt paranoid. Jeg stoppede med at gå rundt for at lytte. Og der i min døråbning, stod Hunter lænet op af dørkarmen, med en lille nøgle hængende på sin pegefinger og et kækt smil på læberne. " Jeg har stadig en nøgle til det her hus, husker du? Så du slipper ikke for mig endnu." Jeg havde lyst til at råbe og græde på samme tid. " Skal du ikke tage din telefon?" Jeg havde været så optaget af at flippe ud, at jeg ikke havde lagt mærke til min mobil, der ringer på livet løs. Jeg fik mumlet et " du skal fucking blande dig uden om" men er ikke sikker på at han hørte det. Mobilens skærm viste navnet Riley og jeg kommer i tanke om at jeg har efterladt hende på cafeen. Her har jeg min redning tænkte jeg med et lille smil. Riley og jeg havde sådan en lille ting vi gjorde, når vi skulle redes. Om det så var fra klamme fyre, lærer eller enes forældre. Jeg trykker på den grønne knap og slår så lyden fra så hun kan høre det vi siger, men vi kan ikke høre hende. Så vender jeg min opmærksomhed mod Hunter. Med høj og klar stemme siger jeg, " Hvad bilder du dig ind at bryde ind i mit hus! Jeg sagde at jeg ikke ville havde noget med dig at gøre Hunter Bryan." Jeg lægger ekstra tryk på hans navn, så hun høre det klart og tydeligt. " Jeg vil nødig ringe efter politiet... Eller det vil jeg mere end noget andet." Han tager hænder op i selvforsvar og går roligt hen mod mig. " Rolig nu Lucy. Jeg ved godt at jeg fortjene det, men det er mig." Han stod nu helt tæt op af mig og jeg kunne dufte den velkendte duft af ham. " Jeg har savnet dig Lucy. Jeg ved godt at jeg forlod dig, men lad mig nu forklare." Jeg forsvandt ind i de perfekte grønne øjne og var lige ved at give mig selv lov til at tilgive alt og høre på hvad han har at sige. Men så nemt er det altså ikke. Jeg ryster stille på hovedet og mine mørke krøller falder ind foran mine øjne, som et gardin der kunne gemme mig væk. Men igen var jeg ikke så heldig. Jeg bider mig frustreret i læben, en gammel vane jeg troede jeg var kommet over. Hunter gik over til mig og førte en hånd op til mit ansigt og fjernet forsigtigt mit hår fra mit ansigt og lagde det om bag mine øre som han har gjort så tit, men det føltes så fjert det minde. Han prøvede at få øjenkontakt og jeg var for svag til at kigge væk, så jeg gav efter og kiggede ind i de øjne, jeg engang kaldte mit univers. Vi stod helt tæt og selvom jeg var sur på ham følte jeg mig så tryg. Mere tryg end jeg har følt i de sidste 2 år. Han havde lagt sine hænder på mine kinder og bevægede sin tommelfinger op og ned, på sådan en dejlig måde. " Jeg ved godt at du sagde du havde glemt alt om mig." Hans stemme gav et knæk, men han forsatte. " Men jeg håber og tror at du løj." Han holdte en kort pause og puste ud. Jeg kunne mærke det på mine læber, så tæt stod han på mig og pustet fik mig til at gyse. " Jeg har savnet dig så meget. Kom nu, sig du også har savnet mig." Bad han. Jeg lukkede mine øjne, men jeg kunne stadig mærke hans øjne bore bag øjenlågene. Jeg kan mærke hans åndedragt og hans brystkasse når den hæver og sænker sig, op ad min, så tæt står vi." Jeg.. Jeg kan" jeg gik i stå. Jeg kan ikke sige det til ham. Ikke fordi det ikke er sandt, for det er det, men fordi han ikke må vide, at han har ødelagt mig. Han skal ikke have chancen for at knuse mig igen. Jeg åbnede øjne igen og så, at han havde lukket sine. Hans læber var få millimeter fra mine og jeg viste, at jeg ikke ville kunne stå imod. " Hunter fucking Bryan!" skriget kom fra min bedste veninde og det var nok til at stoppe vores øjeblik. Jeg vågnede og skubbede ham hårdt over mod døren. " Som jeg var ved at sige, jeg kan ikke holde dig ud mere. Alt er slukket og det har du selv sørget for." Min stemme var hård og kold. Jeg kunne næsten ikke kende den. Hunter kiggede på mig med så trist et ansigt, at jeg var sikker på, at jeg ville være faldet sammen, hvis ikke Riley var her til at sparke ham ud. " Farvel Lucy." Han prøvede at lave et smil, men det lykkes ikke. "Undskyld" hviskede han og så var døren bag han lukket og jeg faldt tilbage på min seng. Tårerne fik frit løb, men alt var lydløst. Riley vendte sig om og jeg kunne sværge på, at hun havde blanke øjne. Jeg havde kun set Riley med blanke øjne en gang. Den gang hun fortalte om hendes døde mor. Det her får mig kun til at græde endnu mere og denne gang kan jeg ikke holde hulket tilbage. " åååå søde. Det er jeg ked af." Riley satte sig i sengen  og lagde armene om mig, imens jeg gjorde hele sengen våd af mine tårer. Sådan lå vi hele dagen indtil der ikke var flere tårer tilbage. Hunter havde igen knust mig og jeg nægter at lade ham gøre det igen.