Lucy

Bare en dag

Da jeg ankom til den lille skovåbning, var solen ved at gå ned. Dens lyserøde og gule farver fik vandet i den lille sø til at glinse. Den lille sø var omringede af træer og buske som gav en fornemmelsen af, at man var flere tusind kilometer væk fra den nærmeste befolkning, selvom man kun var få minutter væk fra byen. Jeg havde brugt mange timer på at lege her nede da jeg var lille. Jeg brugte alle lysetimer hernede og da jeg blev ældre var det som et tilflugtssted. Hunter og jeg havde taget herned og bare siddet tavst og beundrede udsigt. Vi havde ikke behov for ord herude. Men alligevel var det her, de største hemmeligheder var blevet afsløret. Jeg sank ned i det høje kølige græs. Et øjeblik lod jeg bare verden forsvinde. Lade opmærksomheden på de vandfugle der svømmede i den lille sø på jagt efter mad. Jeg kunne hører insekterne summe og de sidste solstråler gav mig en dejlig varme som jeg ikke vidste at jeg savnede. Jeg lukkede øjende og nød nuet. Det var lang tid siden, at jeg bare havde levet. Bare været til. Lyden af skridt der kom nærmer, fik mig til at åbne øjnene igen og ødelagde mit øjeblik. Hunter. Han var på vej hen til mig og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde troet han havde efterladt et brev. Brevene var nemmere. Det krævede ikke at jeg svarede tilbage, eller at jeg vidste følelser. Han satte sig ved siden af mig, men placerede sig omhyggeligt så han ikke rørte mig. Men det sjove var, at jeg ville have ham til at røre mig. Jeg ville havde det som i gamle dage. Jeg ville mærke hans varme. Føle mig tryg som kun han kunne få mig til at føle. Jeg vendte anspændt på at han skulle svare. Eller bare se på mig. Men han fast holdte blikket ud over søen og hans krop viste ingen træk på at han ville flytte sig. Jeg overvejede mulighederne. Jeg kunne vente på han sagde noget, hvis han overhovedet gjorde det. Eller jeg kunne bryde tavsheden og snakke om det emne vi begge ikke ville ind på, selvom vi var nød til det. Så jeg valgte sidste mulighed. Jeg rykkede helt tæt ind mod ham og lænede min krop mod hans. Lagde mit hoved på hans brystkasse som blev spændt, overraskede over mit valg. Jeg ville bare have én dag. Én dag som det plejede at være. Én dag som det nok ville havde været hvis han ikke havde forladt mig dengang. Jeg slappede helt af og jeg kunne mærke at hans vejrtrækning begyndte at blive normalt igen, imens hans spændte muskler blev afslappede. Og så gjorde han noget som overraskede mig, selvom jeg havde lagt op til det. Han træk mig ind til sig og lagde hans arm tilrette over mine skulder. Sådan sad vi her, som vi plejede, helt afslappet og nød udsigten, imens vi gemte os fra virkeligheden. " Du ved vi bliver nød til at snakke om det her ikke?" Han kiggede ned mod mig og hans øjnede slog mine fast. Jeg vidste han havde ret. " Jeg er glad for at du har ville fortælle mig omkring din far..."

" Det er ikke det jeg mener," afbrød han mig, " jeg mener det vi laver lige nu." Hans hånd kørte beroligende op og ned af min arm og forsætte til min ryg. Jeg tror ikke han helt selv, var klar over det. Med en dyb indånding svarede jeg: " Det er bare en dag. Vil du ikke nok bare give mig en dag?" Jeg havde ikke troet at jeg skulle bede om noget, men jeg ønskede det mere end noget andet. Han kiggede mig i øjnene og de viste et savn jeg ikke havde troet han havde. " Jeg vil altid være lige her Lu." Hans blide stemme ramte mit hjerte og jeg vidste at jeg havde savnet ligeså meget, som han gav udtryk for at han savnede mig. Min krop tog over. Jeg havde smidt hjernen væk og tænkte nu kun på nuet. Tænke på hvad jeg ville gøre lige nu. Og så lænede jeg mig ind mod Hunter og pressede mine læber ind mod hans.

@ $