Lucy

bare et kys

Hans læber var ligeså bløde og varme som jeg huskede dem. Hunter tøvede kort, men kyssede mig så tilbage. Jeg tror han ligesom mig vidste at dette var en chance. Det ville ikke ændre noget ved vores såkaldte forhold. Hunter lagde en hånd om min kind, imens den anden kørte igemmen mit hår. Mine negle borrede ind i hans skulder for at få ham tætter ind til mig. Vores tunger kendte vejen og det var som om det var i går, vi sidst havde været sådan forbundet. Elesktiteten fra kysset susede gemmem min krop og mit hoved blev helt ør. Jeg bed ham i hans underlæbe og den dybe lyd han kom med, helt nede fra struben, var det hele vær. Lyden fik mit blod til at suse hurtigere igennem mine årer. Hunter skubbede mig blidt ned i grasset, uden at fjerne læberne på noget tidspunkt. Hans hånd var lige ved mit bryst, men han kryssede ikke grænsen. Den grænse vi begge vidste vi ikke kunne krydse. Et støn slap mine læber og det gav en kædereaktion på Hunter, som også kom med et. Jeg var opslugt af ham. Hvert et åndedrag tog jeg igennem ham. Han var min livslinje. Han havde altid været min livslinje og det var først nu, jeg blev vækket til live fra de dødes rige. "Øø venner?" Riley stemme rev igennem os, og jeg rev mig væk fra Hunter og satte mig op hurtigere end lynet. Jeg skulle til at sige noget, men orden ville ikke ud. Riley gav mig " vi snakker om det senere, lad det ligge" blikket. Hunter lod en hånd køre over hans kæbe, imens hans tanker lignede noget der kunne slå ham ihjel. Han kiggede kort op på Riley, derefter vente han sig om mod mig. Han gav mig et blidt kys på læberne og lagde et nyt brev i mit skød. "Det var bare et øjeblik. Bare dag. Forstået." Så han rejste sig og forsvandt ud i nattens pludselige mørke. Jeg kiggede ned på brevet og rørte ved mine svulmede læber, der nu var blevet efterladt helt kolde. Riley stod bare og rystede på hovedet. Nu havde jeg skuffet hende. Fedt. Hun vente sig om og begyndte langsom at gå, så jeg kunne nå at følge efter hende.

***

Der var igen der sagde noget i bilen på vej hjem til Rileys leglighed. Da hun låste døren op, smed jeg min jakke på henddes bord og gik så ind på hendes badeværelse, for at tage et langt varmt bad for at samle tankerne. Jeg prøvede virkelig at trække tiden ud for jeg vil ikke høre på det hun vil sige, det er jeg sikker på jeg ikke vil. Da jeg kom ud sad hun bare på sofaen og kiggede over mod mig. Lige der brød jeg sammen ligesom jeg havde gjort så mange gange, på det seneste. Jeg er træt af at bryde sammen, men jeg kan ikke holde det tilbage. Jeg er for svag. Det er Hunters skyld, han har gjort mig svag. Riley tyssede trøstene på mig, intil jeg var faldet ned hvorefter hun spurgte " har du stadig føleser for ham?" Jeg hikkede og nikkede. Det kys havde fået det hele til at stå klart. " Men det er ligemeget." Jeg tørede mit ansigt med hånden og forsatte: " Jeg er ikke klar til det her igen. Om der er føleser eller ej, så er det bedst for os at holde afstand." Jeg tog en dyb indåndning og pustede ud i et suk. " I dag var en fejl. Jeg skulle ikke havde kysset ham, men det er for sendt nu og jeg kan ikke fortryde det. Men han sagde selv, at det bare var et øjeblik, ikke noget der vil betyde noget selvom det måske betyder mere for mig, end jeg vil indrømme." Jeg tav. Alle ordene var kommmet fyldene ud, og det lettede i mit bryst. Riley nikkede og vi tilbragte rasten af aften, på at hygge med chips og film. Vi lod emnet "Hunter" ligge hvilket jeg var glad for. Selvom jeg har savnet sådan en aften, kan jeg ikke vente med at komme hjem til det næste brev, der ligge uåbnet fra Hunter.