Lucy

Brevet

           

" Og så begyndte de at danse!" Blair levede sig helt ind i den bog, som hun prøvede at forklare mig om. For at være ærlig, kan jeg ikke huske hvad hun sagde den hed, med det er lige meget sådan som hun begynder at vrikke med hofterne. Jeg kan aldrig lade være med at grine når hun er her. Hendes barnebarn Matt er med. Han plejer at kalde det " samfundtjeneste" at tage med hans bedstemor ud at shoppe, men han virker ikke som en, der ikke kan lide det. Han smiler stort og ryster på hovedet, over Blair der begynder at dreje rundt. " Lucy det var så romantisk! Det kan unge mænd lære noget af. Kom her lad mig vise dig det!" Og før jeg kunne sige imod havde hun taget mig om armen, og svingede mig ind til hende i en mærkelig blanding af tango og disko, og noget andet jeg ikke engang tror er en dans. Grinede danser vi rundt i den lille butik. Godt der ikke er andre kunder, for så havde vi nok skæmt dem væk, og jeg havde mistede mit job. Men jeg ville ikke gå glip af en dag med Blair, hun er nok min yndlings del af jobbet. Blair gav slip på mig og forsatte sin dans nu med  Matt, der grinede ligeså meget som os. " Forsæt Putte! De hofter skal ikke gå til spilde." Jeg ville virkelig ønske, at hun var min bedstemor. Jeg forsatte min dans omkring dem, da Blair laver den sygeste bytte-partner-sving så jeg nu danser med Matt, og hun selv danser omkring os. Matt er på alder med mig, men bor nogle timer herfra, derfor er han har kun et par gange om måneden, for at besøge Blair, hvilket er meget sødt at han gider. Jeg har levet mig helt ind i dansen og lægger ikke mærke til, at Blair har fundet et uheldig offer at danse med. Først da hun bytter rundt på parterne igen, finder jeg ud af det, for nu står jeg til ansigt med selveste Hunter Bryan. Fedt. Hele min krop stivede, men han blev bare ved med at svinge mig rundt, opmuntrende af Blair. Jeg havde mest lyst til bare at slå ham, men jeg måtte passe på mit job. Jeg fik mig møvende ud af hans stærke arme, og heldigvis var Matt lige ud for mig, så jeg kunne bytte med ham. Jeg slappede mere af, men jeg var stadig anspændt efter, at han nu var her. Matt smilede og lo en kort latter og jeg prøvede, så godt jeg kunne at sende ham et ægte smil tilbage. Min opmærksomhed blev ved med at søge Hunter, som nu dansede med Blair igen. Hans øjne fulgte mig, men hans krop forsætte med at danse, helt upåvirket selvom jeg kunne se, at han var langt fra upåvirket. Jeg kendte det bilk. Det var evigheder siden jeg havde set det, men jeg kan huske den første gang jeg så det, helt tydeligt. Jeg var 14 og havde fået min første kæreste, Brad, og hver gang Hunter var sammen med os, gav han os det blik. Han var Jaloux. Han er jaloux nu, på Matt. Jeg har aldrig været den pige, der udnytter eller bruger andre til at gøre nogen jaloux, men jeg tog mig selv i at læne mig mere op af Matt og blev lidt mere bevidst om hvor mine hænder var. Hunters kæbe var spændt, og jeg er sikker på det kraver alt hans selvkontrol ikke at smide Matt ud af butikken. Jeg smilet et lille sejres smil og vendte min opmærksomhed mod Matt, som nu havde lidt åndenøds problemer. Hans blå øjne var blevet mørke og hans blik gled ned af mig. Det var lidt ubehageligt, men det var mig selv der lagde op til det her. Blair blev min redning, da hun tog Matt og skiftede ham ud med Hunter, dog er jeg ikke sikker på det her var bedre. Hans finger om min hofte får det til at brænde, men ikke på den dårlig måde. " Prøver  du at gøre mig Jaloux med pretty boy derover?" hans stemme var dæmpet, så det kun var os der kunne høre det. "Det var ikke meningen, men hvis det hjælp skulle jeg måske overveje at gøre det noget mere." Han strammede sit grab om min hofter. Han fjernede den ene hånd fra min hofte og placerede den bag mit hoved, helt filteret ind i mit hår. Minderne fra alle de gange vi har danset sådan kommer væltede ind over mig. Og så giver jeg slip. Glemmer tid og sted. Glemmer de dårlige mindre. Min sorg og vrede, det hele. Min hud brænder og jeg har det som om jeg ikke kan få luft. Jeg kan dufte hans duft og den beroliger mig lige så meget som den skrammer mig. Og lige så hurtigt som vores perfekte øjeblik startede, sluttede det. " Puha Putte! Jeg kan jo ikke følge med dig. Og drenge i var heller ikke helt værst, men der skal øves lidt der." Hun sendte et strengt blik mod dem men hun kunne ikke holde masken selv. Jeg trådte væk fra Hunter og hentede min taske bag disken. " Min vagt er slut nu, så jeg smutter." Blair tøvede ikke engang da hun spurgte, " vil du ikke med os, Putte? Vi vil hen og spise middag og du ligner en der godt kunne trange til lidt føde." Hun prikker til min mave og grinet der kommer ud af min mund får min mave til at krampe sig sammen. " Jeg kan jo ikke sige nej til dig Blair." Jeg vente mig om mod Hunter, men kunne ikke få mig selv til at sige farvel til ham. Så det var godt, at jeg havde Blair med, hun lavede en pirouette og vinkede så til Hunter. Endelig kom jeg væk fra ham. Jeg overlevede en dag, uden at skulle havde den samtale jeg frygtet. " Hey! Lucy! Vent lige" Hunter kom løbende mod os imens han råbte. Jeg skulle lige til at bede ham om at holde sig væk, men han stoppede mig. " Ingen ord. Bare læs. Please." Han kiggede på mig med de største hunde-øjne. " Jeg lover dig, at jeg vil holde mig væk hvis bare du læser dette." Han lagde hans hænder over mine og gav dem et kort klem. Jeg kiggede ned på dem og brevet i min hånd. Hunter gav slip, vente sig om og gik roligt tilbage mod butikken og efterlod mig tavst i chok.