Lucy

Indrømmelsen.

Jeg kunne ikke koncentrer mig om middagen med Blair og Matt. Jeg blev ved med at tænke på det brev Hunter gav mig. Selvom det lå dybt i min lomme syntes jeg, at jeg kunne mærke det brænde hul helt ind til mine knogler. Jeg trippede for at komme videre, men jeg kunne ikke bare forlade Blair og Matt nu hvor de havde været så søde at invitere mig med. Det så ikke ud til at Blair lagde mærke til, at jeg havde trukket mig ind i min egen verden, eller også ignorerede hun det bare. "Den nye grønskolling er da en pæn ung mand." Blair tog en slurk af hendes kaffe, imens hendes blik var hæftede mod mig. Hele min krop blev om muligt endnu mere anspændt end den havde været tidligere . Jeg rødmede mig, " han er lige kommet hjem efter en lang rejse, så han tager nok snart afsted igen. Det her er kun midlertidig ." Min stemme var fast og beslutsom selvom det jeg sagde var løgn. Jeg vidste ikke om Hunter ville tage af sted, jeg ønskede det bare. Ønskede jeg virkelig at miste ham en gang til? Ønsker jeg at lukke ham ind igen? Vi havde haft det godt sammen. Vi blev kærester da vi var 15 og nåede at være sammen i lidt over et år før han forlod mig. Sikke et år. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, var det nok det bedste år i mit liv. Jeg kan se hans dejlige rodet mørke hår som faldt lidt ned i øjne på ham, dengang han første gang sagde at han elskede mig. Hans øjne havde været så fulde af kærlighed og anerkendelse dengang. Jeg kan huske at jeg havde stillet mig på tæer for at kysse ham og at det kys gav mig den dejligste følelse jeg nogensinde havde følt. Stop. Hvis jeg forsætter sådan begynder jeg bare at græde igen. Eller værer måske lader jeg minderne vinde og ender med at give ham en chance igen, uden at vide hvad jeg går ind til. Fraværende takkede og undskylde jeg mig med, at jeg var sløj til Blair og Matt og begav mig hjem. Jeg var splittet. På den ene side ville jeg hjem så hurtig som muligt så jeg kunne læse brevet, men på den anden side var jeg bange. Jeg ville gøre mig langsom. Trække al den tid ud jeg kunne. Glemme virkeligheden. Men alligevel endte jeg alt for hurtigt ude foran min dør. Mine forældre kom først hjem næste uge fra deres ferie og for at være ærlig, glæder jeg mig ikke. Alle de spørgsmål omkring Hunter ville jeg ikke kunne klare. Kan knap nok klare mine egne spørgsmål. Jeg smed min taske på spisebordet og gik langsomt op ad trapperne. Et trin af gangen. Da jeg nåde min dør stoppede jeg kort og tog en dyb indånding . Du kan godt klare den. Du er stærk! Jeg prøvede at opmuntre mig selv i tankerne, men det gav ikke den ønskede effekt. Jeg smed brevet på mit skrivebord og kiggede på det, som var det giftigt. Alt det som dette lille brev kunne indeholde. Minder og glade dage eller den skræmmende sandhed om den dag han forlod mig. Jeg tog mig sammen og begyndte at tælle ned til at åbne det. 1,2,3...

Kære Lucy.

Jeg ved du er vred på mig. Skuffet og såret. Men jeg beder dig om at læse dette brev. Det er forklaringen på hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Jeg vil ikke presse dig til noget du ikke er klar til. Jeg vil starte let ud og fortælle, at jeg den aften rejste til Europa. Det var ikke en ferie. Du må ikke tro, at det var nemt for mig at forlade dig. Det var noget jeg var nødt til. Eller det mente jeg dengang. Selvom det ikke endte som jeg ønskede og at jeg har ødelagt vores forhold, har denne rejse fået mig til at indse noget. Selvom du ønsker noget højt nok, er det ikke altid du kan få det. Du er ikke ene mand om at bestemme det. Jeg indså at jeg havde alt hvad jeg ønskede herhjemme. Jeg havde dig. Der gik ikke en dag uden at jeg ikke tænkte på dig, og det må du aldrig glemme. Kan du huske den bog jeg gav dig i fødselsdagsgave dengang du blev 14? Kigger du stadig i den og tænker på mig? Kigger du på de ting jeg har givet dig, med et smil på læben som jeg gør ved de ting du har givet mig? Eller forbinder du dem med dårlige minder? Det håber jeg ikke. Jeg vil ikke forbindes til dårlige minder. Ikke mere.

Brevet stoppede der og skuffede mig faktisk lidt. Det var ikke særligt langt. Men på den anden side var det godt. Havde jeg håbet på at han ville havde sagt hvorfor han forlod mig? Og hvorfor begyndte han at snakke om bøger? Var det en form for at flirte? Jeg fandt den slidte bog på hylden. Han skulle bare vide hvor mange gange jeg har ligget med den og tænkt på ham. Hver gang jeg læser den tænker jeg på ham ligesom han skrev han håbede. Jeg bladede siderne igennem, og der faldt et lille sammenfoldet stykke papir ud. Hvor længe har det lagt der? Jeg folder det ud.

Jeg vidste du ville tænke på mig Lu...

Det var et nyt brev fra Hunter. Hvordan vidste han at jeg ville åbne lige den bog? Han kender mig for godt. Men hvordan har han fået brevet ind i min bog? Har han brudt ind i mit hus igen? Det måtte jeg snakke med ham om, men lige nu var al min opmærksomhed på det andet stykke papir, der var det rigtige brev. Der stod dato på. Det måtte være et gammelt brev. Havde han skrevet det dengang han forlod mig? Og så bare ventede med at sende den til mig til nu? Jeg begyndte at læse.

Jeg fortryder at jeg forlod dig. Jeg er taget afsted på en mission, men er jeg klar til at gennemføre den? Jeg sidder på et fly på vej til min første destination, Spanien. Jeg føler, at jeg er nødt til at give det en chance. Den her rejse kan ændre min fremtid og jeg vil så gerne finde ud af, om han stadig kan huske mig. Om han savner mig. Jeg ved du aldrig har brudt dig om ham. Jeg ved at han forlod mig, men jeg har brug for en grund. Den grund min mor ikke kunne give mig. Den grund kun han kan give. Derfor er jeg på et fly til
Spanien, hvor jeg har fået af vide at han har et firma. Jeg er nødt til at vide om han er der. Om han vil give mig en chance til for at blive hans søn igen.

Jeg kan ikke trække vejret. Tårerne strømmer ned af mine kinder og jeg skynder mig at flytte det skrøbelige papir, før mine tårer hvisker de vigtige ord væk. Han snakker om sin far, en mand der forlod ham da han var 4. Jeg kender ikke hele historien, kun den hans mor har givet os. At han ikke var klar til at være far og ikke ønskede en familie. Jeg har altid hadet ham for ikke at havde været der for Hunter. Jeg kan huske at han havde sendt en masse breve til ham, men aldrig fået nogle tilbage. Vi sad altid nede ved den lille sø uden for byen og snakkede. En dag viste han mig sit brev. Det havde taget meget af ham at give mig det, men jeg er så glad for han gjorde det. Det var et tillidsøjeblik . Jeg sprang op fra mit gulv, hvor jeg havde læst brevet. Jeg vidste hvor det næste brev var. Jeg fangede min jakke i farten og løb ud i min bil. Med speederen i bund kørte jeg ud til et sted der betød så meget for mig. Et sted jeg ikke havde været i mange måneder. Jeg skulle ud og finde det næste brev. Jeg var klar nu. Det vidste jeg at jeg var.