Lucy

Den nye kollega

           

Det var ikke frivilligt, at jeg tog på arbejde mandag morgen. Jeg havde mest lyst til bare at gemme mig under min dyne og glemme, at jeg nogenside havde kendt Hunter Bryan Dog tog jeg mig sammen og gjorde mig klar til at tage af sted. Jeg havde fået et job i en lille lokal boghandel nede i byen, i starten af sommeren. Der er ikke langt derned, så jeg går derned. Jeg smutter forbi bageren for at få morgenmad, hvilket i dag bare er en gulerodsbolle, som jeg spiser på vej hen til boghandlen. Den lille klokke over døren giver et ring det øjeblik jeg åbner døren. Kailie er i gang med at fylde nogle hyller op og jeg hilser kort på hende, hvorefter jeg går op mod kassen. " Vi får en ny her klokken 12" Kailie kigger kort op mod mig, men stopper ikke med at sætte bøgerne op på hylderne. Vi er ikke mange ansatte her. Vi sælger okay godt. Nok til at det hele løber rundt. Butikken har ikke behov for mange ansatte, men vi kunne godt trænge til en ny hånd. Én der har forstand på bøger og forfattere og ikke bare kan finde ud af at trykke på et kasseapparat. Jeg prøvede at fokuserer på arbejdet og ikke at tænke for meget på Hunter. Nogle af mine faste kunder kommer forbi og jeg får nogle gode lange snakke med dem, som hjælp på de mange tanker. Klokken blev hurtigt 12 og Kailie ville tage hjem efter at havde mødt den nye. " Jeg mener bare, at i skulle tage at sætte nogle pap-figurer op, som skulle forstille de forskællige roman karakter." Blair var en af mine yndlings kunder. Hun er frisk og fuld af ideer, selvom hun snart er oppe på de 50 år. " Hvem ville ikke gerne komme her ind og så se en Mr. Gray, Weston Charles Channing lll eller måske Matthew fisher?" Hun snakker om de mandlige hovedroller i bøgerne Fifty shades of grey, Calendar Girl og Tamed. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Selvfølgelig er det lige netop de bøger hun vælger. Jeg spiller med og spørger hende, " men hvem skulle så spille dem? Vi vil aldrig finde nogle der er så perfekte som dem." Blair sukkede som en teenager kunne gøre og jeg kunne ikke lade være med at grine og det smittede af på hende. " Har vi overhovedet nogle bøger, du IKKE har læst?" Spurgte jeg hende stadig grinede. Hun smilede, " ja al den fantasy derover," hun lavede en håndbevægelse over mod den ende af vores lokale hvor fantasyen stod, " jeg er romantiker. Jeg gider ikke læse om drager og krig. Men dog vil jeg godt købe Tamed" hun blinket til mig og jeg ved at hun ikke mente det ondt, det med fantasyen. " Men du sagde jo lige vi skulle havde en figur af Matthew Fisher og han er hovedpersonen i Tamed?" Blair rystede kort på hovedet, med et smil på læben, som om jeg ikke var særlig klog, hvilket jeg nok heller ikke er. "Jeg har læst den, men det eksemplar jeg havde sked katten på, så jeg skal havde et nyt." Den lyd der kom ud af min mund var alt andet end feminint og for, at det ikke er løgn, tror jeg også at jeg kom til at spytte lidt." Undsyld Blair," grinede jeg, "det var bare meget ligeud sagt. Det havde jeg ikke forventet, komme ud af din mund." Hun grinede med og hendes grin var så dejligt, selvom hun lød lidt som en der var vanvittig, men det er hun jo også lidt. " Min kære bare fordi jeg er gammel og fin betyder det ikke, at jeg ikke kan nogle beskidte ord eller, at jeg er bange for at bruge dem." Hun blinkede med et smil og jeg begyndte at bibbe hendes bog ind, da jeg høre en latter, som jeg ikke forventede at høre nogenside igen. Jeg stivede midt i min bevægelse og Blair vendte sig efter lyden. Jeg kan mærke at jeg rødmer og prøver at lade som ingenting. Jeg giver Blair hendes bog og tager imod hendes penge. " Vi ses engang i næste uge skattepige. Hvis altså jeg kan vente så længe." Hun blinker til mig og jeg griner et lille falsk grin. Jeg kan ikke grine når han er her. Jeg gav Blair et farvel knus og jeg vinker halvhjertet til hende, indtil den lille klokke over døren stopper med at klire og der så bare er stilhed. Eller det vil sige, vi har noget lav musik i baggrunden, men jeg lagde ikke mærke til det.  Min opmærksomhed er kun på ham. Jeg rødmede mig og spurgte, " er der noget jeg kan hjælpe dem med?" Jeg er høflig mod de ansatte, uanset hvilke private problemer jeg har til dem. Eller det er det jeg prøver at sige til mig selv. Hunter gik helt hen til kassen og lænede sig op af den, med et stort blænde smil. Et af de smil som før i tiden ville få mig til at smelte, og som stadig gør, selvom det stadig påvirker mig mere end jeg bryder mig om. " Du er meget mere venlig her ude. Det er godt" hans smil blev om muligt stører og jeg kunne ikke styre mig fra at rulle med øjnene. " Men altså det ser ud til, at du er min nye kollega. Det skal jo nok blive hyggeligt." Og der gik min verden i stå. Jeg er sikker på, at jeg må havde set sjov ud, for min mund stod åben og det ville ikke undre mig hvis mine panderynker ender med at side fast, så hårdt som jeg presser dem sammen. Tankerne fór rundt i mit hoved. Ikke nok med at han var tilbage, jeg skulle også se ham hver dag. Hver fucking dag. Nu kommer bandeordene tilbage, fandes også. Jeg stønnede et lavmeldt "Fuck" men selvfølge hørte han det OG kommenteret på det. " Siden hvornår er du begyndt at bande? Det er underligt, men sødt." Han kaldte mig sød nu. Hvad fanden bildte han sig ind? Jeg ville til at sige til ham, at han skulle holde det lort for sig selv, men Kailie kom og afbryd mig før mine tanker blev til ord. " Hunter! Sikke en dejlig nyhed at du vil slutte dig til vores team." Hun kom smilede imod ham og gav ham et kram. Frivilligt! Men nu kendte hun ham heller ikke som jeg gjorde, eller som jeg havde gjort. " Hunter det her er Lækre Lucy og hun skal nok være sød mod dig og hjælpe dig med at finde tingene og hvad du ellers skulle mangle." Det skete bare ikke. Selvfølgelig skulle hun bruge kælenavnet "Lækre Lucy". Det var noget vi havde, kaldte de ansatte for et ord med samme forbogstav som ens navn startede med. Kailies var " kønne Kailie". " Når men jeg vil lade dig overtage Lucy, lad nu Herlige Hunter få en god dag." Jeg kunne havde slået hende en. Smilede vendte hun sig om og gik mod udgangen og da hun var ude kunne jeg ikke styre mig. " Sagde hun  Herlige? Jeg tror hun må havde ment Hæslige." Hans smil flakkede lidt, men så kom han ind i kampen. " Du må kalde mig lige hvad du vil så længe du snakker til mig." Ord som idiot, stodder og nar fløj rundt i mit hoved, men selvom jeg var vred kunne jeg ikke få mig selv til at sige det højt. " Hvorfor få et job her? Hvad ved du overhovedet om bøger og forfattere?" Vrissede jeg af ham. Jeg forventede ikke at han svarede men det gjorde han. " Jeg sagde jo i går, at jeg ville forklare hvorfor jeg tog afsted..." Jeg stoppede ham med det samme, den sti skal han ikke ned af. " Rolig cowboy, vi stopper her. Det var ikke hvad jeg spurgte om. Jeg vil ikke høre det andet." Han sukkede men forsatte, " okay men det jeg skal svare på hænger lidt sammen med det andet." han tøvede men sagde så, " men for ikke at komme ind på det emne, vil jeg sige at i den tid jeg har været væk, har jeg brugt meget tid på både bøger og forfattere. Været ved praktik ved nogle stykker og nu tager jeg dette job, så jeg har mere erfaring inden for "den skriftlige verden". Jeg tog det ikke for at irritere dig. Jeg vidste ikke at du arbejde her." Løgn. Det første ord jeg tænkte var løgn. Han havde aldrig givet udtryk for at denne "verden" som han kaldte det, var noget for ham. Skulle jeg virklig tro på, at han ikke vidste, at jeg arbejde her? " Fint. Hvis du har problemer eller spørgsmål henvendt til jobbet så spørg mig, eller måske google det, og så vil jeg svare, ellers så lad mig være. Forstået?" Måske var jeg lidt for hård, " Hæslige Hunter?" Okay der var min ondskab. Til mit forsvar har jeg aldrig snakket sådan før eller været så uforskammet, men han har knust mig og fortjener det selv. Han nikkede og kørte sin hånd over hans mærkede kæbelinje. " Okay forstået. Og fortjent." Ja det havde han.