Et Helt Nyt Liv // På Pause

Farvel 2. del

Elina har fået sagt at hun skal skifte skole til Rikke. Men nu skal hun se at få sagt det til hele klassen.

Da klokken ringede næsten løb Rikke og jeg ind, for at fortælle at jeg skulle skifte skole. Jeg fik en underlig følelse af at jeg var glad for det, men det kunne sikkert ikke passe. Tænkte jeg og gik op for at tale med læreren. Jeg kiggede ned på Rikke som smilede opmuntrende til mig.
"Det er fordi at jeg skal skifte skole imorgen, men det er kun i et par måneder" sagde jeg. Min lærer kiggede på mig.
"Nååå skal du det, jamen det er jeg da ked af at høre" sagde hun og smilede til mig.
"Ja og jeg ville gerne sige det til klassen, må jeg gøre det nu?" spurgte jeg.
"Ja selvfølgelig, lige et øjeblik" sagde hun og så vendte hun sig mod klassen og sagde:
"Hør her alle sammen Elina har lige noget hun gerne vil sige" hun vendte sig mod mig og jeg trådte frem.
"Jo altså det er lidt kompliceret" startede jeg. Jeg kiggede ned på Rikke som lavede en håndbevægelse som for at sige: kom til sagen.
"Det er fordi at jeg skal skifte skole men jeg kommer tilbage igen om et par måneder" sagde jeg og prøvede at holde tårene tilbage. Jeg kiggede ned gennem klassen og opdagede at halvdelen af pigerne faktisk græd. Jeg smilede og greb en tåre der var på vej ned af min kind. Jeg gik ned mod min plads og satte mig. Rikke lagde en arm om mig og hviskede:
"Det skal nok gå" men hun vidste ikke noget, hun vidste ikke hvorfor jeg faktisk skulle skifte skole.
"Okay jeg tror at vi tager en fri-time nu" sagde vores lærer.
Drengene hujede og pigerne smilede, selvom at de stadig græd.
"Piger" begyndte jeg, men jeg kunne ikke afslutte sætningen. De kiggede på mig.
"Hvad?" spurgte en af pigerne. Jeg kunne ikke rigtig nå at opdage hvem det var.
"Det er kun i et par måneder eller 3 tror jeg" fortsatte jeg.
"Er det virkelig?" spurgte hun igen.
"Ja, men jeg kommer stadig til at savne jer alle sygt meget" sagde jeg.
"Vi kommer også til at savne dig" sagde de i kor.

Da jeg kom hjem var jeg helt grædefærdig. Jeg var sulten, men jeg var ligeglad. Jeg gik bare op på mit værelse smed mig på sengen og begravede ansigtet i puden. Jeg kunne ikke holde tårene tilbage. De flød ud og gjorde min pude våd. Min i forvejen løbende mascara gjorde også bare puden sort og endnu værre at se på.
Hoveddøren blev åbnet og jeg kunne høre mors stemme kalde.
"Jeg er heroppe!" råbte jeg tilbage. Hun kom op men sagde ikke noget. Hun satte sig bare på sengen og strøg mig over håret. Jeg lod hende gøre det.
Lidt efter holdte hun op.
"Vil du have noget at spise?" spurgte hun. Jeg nikkede.
"Jeg går ned og bestiller en pizza så du kan nå at spise den inden du skal rejse" sagde hun. Det havde jeg helt glemt, jeg skulle også rejse idag.

Da pizzaen kom spiste jeg så meget jeg kunne.
Da Mrs. Smith kom sagde jeg farvel til mor og far. Jeg kommer især til at savne dem.