Et Helt Nyt Liv // På Pause

Udgangsforbud

Elina har mødt Rikke igen.
Hun møder nye og anderledes mennesker.
Og hvordan er det lige med den stemme der presser hende til alt?

Jeg trak mig lidt væk fra hende. Jeg kunne næsten ikke se ud af mine øjne. De var fyldt med glædesrårer, men jeg kunne lige akurat skimte hendes ansigt og se at det også var fyldt med glædestårer.

"Kom lad os gå ned og få noget morgenmad, jeg er hundesulten" sagde hun og trak mig med ned ad en lang smal og mørk gang.
Jeg måtte småløbe for at følge med hendes lange skridt. Det har jeg altid måttet.
Vi gik ned ad en lang og snoet trappe.
For enden af den var der en kæmpe stor brun egetræs port.
Rikke tog i et lille håndtag, det var alt for lille til at passe til den store dør, hun pressede håndtaget ned og skubbede døren op.
Det var en kæmpe stor og lys sal, med en masse lange borde og bænke. Jeg kiggede rundt på alle. Der var meget opdelte grupper. Ligesom på den gamle skole.
Vi satte os blandt nogle andre.
"Hej, det her er Elina" sagde Rikke og pegede på mig. Hun vendte sig mod, en flot mørkhåret dreng med brune øjne og en lille smule fregner, hen over næsen, og sagde: "Det her er Elias" hun vendte sig om mod nogle af de andre der sad ved bordet, men jeg hørte ikke længere rigtigt efter. Jeg sad kun og kiggede ind i Elias' store smukke nøddebrune øjne.
Han smilede skævt til mig og jeg prøvede at smile tilbage, men det blev et ret kejtet smil.
En høj og klar lyd nåede mine ører. Jeg kiggede op mod det lange lærer bord hvor jeg kunne se at inspektøren havde rejst sig op. Hun lagde den ske, hun havde brugt til at slå på glasset, fra sig og alt småsnakken dæmpede sig.
"Nu skal i høre" begyndte hun med rusten stemme.
"Vi har fået meldinger om at det er farligt for jer at gå ud fra skolen, så indtil at vi ved mere om det skal i alle forholde jer indenfor. I må heller ikke gå ud i haven, da vi ikke er sikre på at vi kan beskytte jer derude"
Der lød en dæmpet mumlen rundt omkring. Rektor gik igen og den dæmpede mumlen blev til en højlydt snakken.
"Hvordan kan han sige at vi ikke må gå uden for skolen, og så ikke engang i haven" sagde Rikke.
"Ja vi kan sgu da beskytte os selv! " sagde Elias vredt.
"Fald nu ned Elias, de vil jo bare beskytte os. Jeg ved godt at du siger at du kan beskytte dig selv, men du er altså kun på andet år og de er jo fuldvoksne magikere." sagde en af de andre drenge som jeg ikke rigtig fik navnet på. Magikere. Det ord skulle jeg lige vende mig til.
"Jeg vil sgu da ikke falde ned Jonas!" årh han hed Jonas.
"Hey. Jeg tror ikke at vi skal bekymre os om at vi ikke må gå ud, men mere om hvorfor vi ikke må gå ud" sagde en lyshåret pige med briller.
"Ja, Lola har ret. Vi burde finde ud af hvorfor vi ikke må gå ud" sagde Rikke og rejste sig.
"Kom!" hun begyndte at løbe. Og vi andre løb efter hende.