Mørke Digte

Fanget

Jeg valgte selv at gå ind i slottet,
Nu føler jeg mig blottet,
Jeg gjorde det for at være sej,
Men mig selv var jeg ej.

Jeg ønskede mig så mange venner,
Men se nu hvordan det hele ender,
Mig selv jeg gemte,
Mit liv jeg glemte.

Hvorfor gik jeg nu herind?
Spørger jeg i mit stille sind,
Nu er jeg alene i mørket,
Mens udgangen er størknet.

Jeg råber og skriger,
Er ingen stolt kriger,
Håber nogen hører mit råb,
Er ved at miste alt håb.

Jeg leder efter en udgang,
Men der er ingen, og dagen er lang,
Løber op af den ene trappe efter den anden,
Slottet må være skabt af fanden.

Hvorfor må jeg ikke komme ud?
Har altid troet på Gud,
Sikke en ondskabsfuld leg,
Skulle have lyttet til mit sande jeg.

Ønskede bare at være en af de populære,
Hadet at være en af de sære,
Blev en helt anden person,
Var dummere end en melon.

Nu er jeg fanget her,
Det er ligemeget om mine venner er fler,
Ingen hører mit evige skrig,
Jeg tabte min egen krig.

Forfatter note:
Hi! Går det godt? Er mit digt okay? Lever det op til jeres forventninger? Det håber jeg sandelig. Jeg kan godt lide det, hvad med jer? Stem og kommenter det vil gøre mig virkelig lykkelig. Jeg er virkelig glad for, at i gider at læse mine digte. Er de mørke nok? Skal jeg lave nogle mørkere? Eller nogle med mere rædsel og blod?