Mørke Digte

Skriget

Et skrig kunne høres,
For dem der skulle køres,
Og også af katten,
Midt om natten.

Skriget var højt,
Og ej sløjt,
Fyldt med frygt,
Gjorde natten ej trygt.

Ingen turde skriget tøjre,
Skriget der kom fra højre,
Men også kom fra venstre,
Man skulle Skriget mestre.

Det skræmmende skrig,
Skræmte folk mere end borgerkrig,
Hvem var dets ejermand,
Boede personen i dette land?

Man så på med sin dolk,
Og spørgsmålet kom fra folk,
"Hvem skreg?"
Men svaret kom ej.

"Var det dig, der skreg?"
Svaret var "nej"
Det var heller ikke katten, der skreg,
Hvad var det for en syg leg?

Man snakkede om skriget,
I hele riget,
Som der stod i loven,
Kiggede man også i skoven.

Men skrigets ejermand var væk,
"Det var vare en, der vat kæk,"
Var hvad folk sagde,
Og ventede i flere dage.

Det var ikke slemt,
Da Skriget blev glemt,
For den der skreg,
Prøvede bare at være sej.

Men som man siger,
Var der en dag nogle piger,
Der ikke tog deres lur,
Og besluttede sig for at gå en tur.

De i skoven var,
Mobilerne de bar,
De allesammen lo,
Dog var de kun to.

De vil altid huske,
Hvad de så bag de buske,
For de nemlig så,
Hvad der lå.

Skræk i mod dem luske,
For de nu Skriget husker,
De tabte deres grej,
Mens de begge skreg.

Skrigets ejermand var en pige så sød,
At det var trist, at hun fik en sådan forfærdelig død.

Forfatter note:
Guttentag! Hvad siger i om mit digt? Stem og kommenter meget gerne.