Sne og atter sne,
Så lang man kan se,
Det kvæler en,
Og synker ens ben.
Kulden er så stor,
At selv den i mit hjerte bor,
Og kroppen fryser til is,
Så hellere spis.
For mad er der intet af,
Ligesom der er intet tag,
Men der er rigelig af vand,
Bare gid det var varmt sand.
Sulten i min mave gnaver,
Mens jeg falder i staver,
Se isbjørnen der,
Den ved at det sner.
Mad, giv mig mad,
Jeg sad og bad,
For jeg snart dør,
Og verden bliver til et tåget slør.
Jeg står og ryster,
Men intet mig trøster,
For døden snart kommer,
Jeg vil aldrig opleve sommer.
Her er helt øde,
Jeg ingen vil møde,
Mit navn bliver glemt,
Og min krop bliver gemt.
Dækket er jeg,
Mens jeg tænker på steg,
Det er helt Hvidt,
Præcis som et kridt.
Har jeg stadig en fod?
Og hvad med mit mod?
For jeg kan ikke mærke dem,
Se! Dødens lem.
Hej!
Endnu et digt! Som i nok kan gætte udfra mit digt, er jeg ikke rigtig den store sne-elsker. Jeg hader sne, det er koldt, vådt og klamt. Jeg har intet imod jer, der elsker sne, men jeg hader det.
Jeg vil også gerne sige MEGA tusinde gange tak. Vi er noget 900 læsere, så jeg er EKSTREMT glad. Det er jo helt vildt. Tænk at nogen gider at læse mine mærkelige digte!
Og til det sædvanlige, jeg vil blive meget glad, hvis i lige gad stemme og kommenterer.
VOUS LISEZ
Mørke Digte
PoésieDøden står på lur. Skrig, rædsel og blod står ved døren. Digte fyldt med forfærdelig mørke.
