Helvedes Datter

Prolog

Lyset og mørket er 2 meget forskellige ting. Lyset repræsenterer alt det gode, mens mørket repræsenterer alt det onde. Engle er lavet af lys, de er ren lys. Dæmoner er lavet af mørke, de er ren mørke. Mennesker er en blanding, de har både mørke og lys i sig. Mange mennesker skjuler deres mørke eller fornægter, mest det uden at vide det. Mørket og lyset er afhængige af hinanden. Uden mørket kan lyset ikke eksistere og omvendt.

Er engle ren lys, og er dæmoner ren mørke? Hvis lyset og mørket er afhængig af hinanden, hvorfor kæmper engle og dæmoner så mod hinanden? Er det fordi, at de ikke ved, at de er afhængig af hinanden? Kan den ene art leve uden den anden? Man har brug for begge arter i verdenen for at opretholde balancen. Er det virkelig sandt, at engle ikke har noget mørke i sig, at de er pletfrie? Og har dæmoner og andre af helvedes væsner ikke lys i sig? Kan sådanne væsner eksistere?

***

Himlen, englenes verden var fredelig denne tidlige morgen. Det var roligt hos englene, det var ikke en travl dag. Englene slappede af, nogle snakkede. Alle var afslappede, og i et område af Himlen løb en spændt lille dreng rundt. Drengen var ikke mere end et par år gamle. Den lille dreng så ud som alle de andre englebørn. Han havde kort lyst hår, som med tiden ville blive længere og et stort smil med smilehuller. Hans øjne var klare krystal blå, der glimtede af livsglæde. Drengen havde sorte jeans og en hvid skjorte på. Det var normalt at gå i sådan noget tøj i engleverdenen.

Det var drengens største dag, dagen hvor han skulle ned til menneskeverdenen for første gang. Han var helt vildt spændt, han kunne virkelig ikke styrere sig. Drengen løb frem og tilbage helt ustyrlig. Han glædede sig så meget, og han var begyndt at blive utålmodig.

Drengen løb fra den ene engel til den anden for at fortælle om sin tur til menneskeverdenen. Alle englene vidste det allerede, englebarnet havde ikke snakket om andet en hel uge. De var alle meget glade for, at det endelig var dagen. Drengen havde glædet sig så meget. Han havde været helt urolig de sidste par dage. Men de kunne ikke rigtig sige noget til det, alle engle havde jo været i drengens sted engang. Englebarnet ville blive sødere og mere rolig, når han blev ældre. Jo ældre de blev, jo mere godhed og lys fik de.

Der var rigtig krudt i drengen, han farede rundt overalt og forstyrrede freden. Der var især en engel, som var begyndt at blive træt af drengens ustandselige energi. Englen var en smuk kvinde med langt tykt blondt hår. Hun havde flotte blå øjne og et smukt smil. Kvinden var en venlig og rolig engel, og mor til det spændte englebarn. Hun var en charmerende engel, som man elskede og respekterede. Hun var en fantastisk skytsengel.

"Kian, stå nu stille!" Moderen sagde det blidt men bestemt, hun kunne ikke lade være med at smile. Drengen stoppede med at løbe og begyndte at hoppe på stedet. Han så tilbedende op på sin mor.

"Ja mor." Han stoppede med at hoppe og så afventende på sin mor. Kian summede af energi og havde mest lyst til at springe og løbe, men han blev lydigt stående.

"Erika, lad nu bare din søn glæde sig. Det er hans store dag. Se ham dog, han er lige ved at sprænge af spænding," sagde Maria venligt.

Maria var det eneste menneske i engleverdenen. Hun og englen Phillip blev forelsket, da Phillip var i menneskeverdenen. Det endte med at Phillip tog Maria med hjem til engleverdenen. Det var alle meget glade for. Maria var et vidunderligt menneske, som alle holdt meget af. Maria havde langt brunt hår og brune øjne. Kian troede helt bestemt, at hun var den klogeste person i verden, hun vidste alt!

Kian luntede glad hen til sin bedste ven. Lilly var helt klart hans bedste ven. De havde været venner hele deres liv. Lilly var nogle uger ældre end Kian. Hun var englene Stephen og Doras datter. Hun lignede Kian på mange måder. Deres måde at tænke på, og deres udsene var næsten ens.