Helvedes Datter

Kapitel 3

Vejret var koldt, forfærdeligt og gav intet håb om en lun dag. Det var ca. 2 grader, men det følte som -3 grader. Det var så koldt, at man kunne se sin egen ånde i luften. Vinden var hård og kold, og rev og flåede i folks tøj. Vinden formåede endda at tage en plastikstol med sig. Plastikstolen larmede, mens den blev slæbt henover de kolde kedelige fliser. Himlen havde en kedelig grå farve, som virkede lidt deprimerende. Alt dette irriterede Lucy grænseløst. Hun hadet det kolde vejr meget. Hun kendte ikke noget værre end at fryse. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun skulle fryse. Hun var trods alt intet menneske. Til gengæld havde hun intet imod varme. Lucy havde aldrig i sit liv svedt eller haft det for varmt. Hun sad engang i en sauna i en time uden at få det for varmt. Det må hun have fået fra sin far. Hun bandede af vejret.

Det var bare ikke hendes dag. Først blev hun jagtet af 2 irriterende engle, hvorefter et dumt menneske sigtede på hende med en skyder. Det var slemt nok. Hun stank af kloak og nu var vejret slet ikke på hendes side. Kunne dagen blive meget værre? Hun kunne i vært fald ikke blive mere beskidt.

Lucy fiskede en brugt tampax ud af håret. Hun havde det som om hun skulle brække sig. Hvor ækelt! Hun ville bare hjem og i bad.

Lucy gik og drømte om et dejligt varmt bad med sæbe, da hun mærkede noget under sin fod. Hun stoppede op og så ned. Det kunne bare ikke være rigtigt! Hun havde lige trådt i en stor, våd og varm hundelort. Hun bandede af hunden med de værste bandeord.

Hvorfor skulle hun også være så uheldig? Hvorfor kunne hun ikke bo i helvede? I helvede var der helt sikkert ingen hunde og ingen hundelorte. Der var heller ikke nogle engle, kun faldne engle. Der var ikke koldt og ingen kloakker. Ingen mennesker med pistoler. Det ville være det mest fantastiske paradis nogensinde. Hendes far var herre over dette paradis, og alligevel boede Lucy hos menneskerne. Sikke noget lort. Det var virkelig ikke fair, hun havde ikke engang fået en chance for at bo i helvede. Hun havde altid boet sammen med mennesker. Lucy havde flere gange spurgt sin far, om hvorfor hun boede hos menneskerne. Han havde altid svaret, at det gør hun bare. Det irriterede hende ufatteligt meget. Der kom intet godt ud af at bo hos menneskerne. Der stank, der var klamt, det var larmende, og der var koldt. Hele 4 grunde til at hun ikke ville være der, og det var bare toppen af isbjerget. Hun hadet virkelig mennesker og deres verden. Det var et lorte sted med lorte mennesker i. En losseplads med insekter. Det var i hvert fald ikke et sted for et barn at vokse op i. Det havde Lucy prøvet at forklare sin far, men han lyttede ikke. For som han sagde "Helvede er ikke et sted for en lille pige, og hvem skulle så lære dig relevante ting?" Ikke et sted for en lille pige? Fint, hun var heller ikke en lille pige. Lucy var en stor pige, det skulle folk lære.

Lucy lod sin vrede gå ud over en skraldespand, som hun gik forbi. Hun sparkede hårdt til den.

"Av!" Hun tog fat i om fod. En brændende smerte gennemsyrede hende. Smerten var forfærdelig og kolossal. Hun humpede hen til en bænk 2 meter væk. Hun satte sig hårdt ned på bænken. Lucy tog sin sko og sok af, processen var smertefuld. Hun bed sig i læben og så på sin fod. Den var rød og lilla og havde en unaturlig stilling. Den var helt sikkert brækket.

"Fedt, og jeg som troede at, dagen ikke kunne blive værre." Hun tog fat i foden og lukkede øjnene. Okay, det skulle bare overstås. Hun justerede sit greb, så hun fik et bedre greb om foden. Hun talte langsomt til tre og åbnede øjnene. I samme sekund hun åbnede øjnene, rykkede hun foden på plads. En skærende smerte gik igennem hende. Hun bandede sart.

Hun lukkede øjnene igen, ventede et kort øjeblik og åbnede dem så igen. Foden var rask, den lilla og røde farve var væk. Den var ligeså rask, som den havde været i morges. Det var det gode ved at kunne heale, man var ikke skadet i særlig lang tid. Hun var ikke usårlig, hun kunne godt komme slemt til skade. Hun healede bare sig selv. Et lille smil sneg sig op på hendes læber. Hun kunne ikke gøre for det. Det var bare det, at hun var overlegen menneskerne, der fik hende til at smile. Smerten var også væk. 1-0 til udødeligheden.