Helvedes Datter

Kapitel 1

Det var en kølig morgen i slutningen af november. Det var tåget, og man kunne ikke se særlig langt. Luften var kold og frisk. Der var intet benzin at smage i luften, som der ville være senere på dagen. Det var stadig mørkt denne tidlige morgen. Det var ikke et tykt, kvælende og tungt mørke, men et stille, fantastisk og afslappende mørke. Vinden var hård og havde meget kraft. Skrald og blade fløj rundt på jorden i deres unikke dans. De fugle som ikke var fløjet sydpå for vinteren var stille. En duft af gran og den snart kommende vinter fyldte skoven. Skoven var sort og unaturlig stille denne morgen, ikke en lyd kunne høres. Alt var stille, uhyggeligt stille. Ingen raslende blade kunne høres, ingen insekter og andre dyr lavede lyde.

I tågen var skoven rædselsvækkende. Alting kunne vente inde i tågen parat til at angribe og dræbe. Ingen normal person ville gå ind i skoven med god vilje. I denne rædselsvækkende skov sad en lille pige på den kolde jordbund. Pigen var underligt nok ikke bange, hun var ganske rolig. Hun følte sig godt tilpas i den mørke tåge. Hun elskede mørket, det var det mest fantastiske i verden. Pigen var også unormal. Hun gik i 2. klasse og boede alene. Hver uge på dette tidspunkt gik pigen ud i skoven. Den lille pige sad på nogle visne blade på den kolde jordbund. Hun havde en lang sort T-shirt, der gik til lårene og et par sorte jeans på. Hendes hud var gyldenbrun og var uden bumser og skønhedspletter. Hun havde langt sort hår, der gik til hoften. Hendes øjne var meget mørke næsten sorte, og hendes læber var naturlige røde. Hendes øjenvipper var lange og mørke.

Pigen sad ikke i skoven for at nyde mørket, som hun holdte så meget af, men fordi hun ventede på en. Hun havde dog ikke noget imod at vente i skoven så tidligt. Hun nød stilheden, som andre var urolige over. Det var trods alt naturligt for hende, at det var så stille. Hun havde ikke grund til at være bange. Ondskaben og mørket ville ikke gøre hende noget.

En lok af hendes sorte hår faldt ned over hendes ansigt. Den irriterede hende meget, hun prøvede at puste den væk, men den kom tilbage igen. Pigen sukkede irriteret. Hun pustede endnu engang til lokken, og den røg lidt op, inden den faldt ned over hendes ansigt igen. Nu var hun blevet meget irriteret og strøg den væk med hånden.

"Lucy, hvad laver du?" En høj mand var kommet frem oppe foran hende. Manden var i sort jakkesæt. Han havde sort hår og kolde sorte øjne, og hans hud var gylden. Manden smilte ikke og så meget fjendtlig ud. Pigen hed Lucy eller faktisk Lucy Savanna, men næsten alle hun kendte kaldte hende Lucy. Lucy så op på manden og smilte.

"Hej far."

Manden var hendes far og var årsagen til den uhyggelige stilhed. Han var Lucifer bedre kendt som djævlen og helvedes hersker. Mange frygtede ham, men Lucy så op til ham. Lige meget hvor meget hun elskede mørket, var det ingenting, i forhold til hvor meget hun elskede sin far. Han var alt, hun havde. Hun kendte ikke sin mor og var ret ligeglad med hende. Lucy havde dog aldrig boet sammen med faderen. De mødtes en gang om ugen, med mindre der var noget vigtigt, de skulle sige. Lucy havde boet med nogle af faderens tjenere, indtil hun startede i børnehaven. De var okay, syntes hun.

Hun kunne godt klare sig selv. Hun havde et hus, og fik alt hvad hun behøvede, bortset for faderens opmærksomhed. Lucy gjorde alt hvad hun kunne for at gøre sin far stolt. En dag skulle Lucy blive hersker over helvedet, og hun gjorde sit bedste for at forberede sig til det. Derfor skulle hun også lære noget og gå i skole.

"Jeg spurgte dig om noget," sagde faderen efter et stykke tid. Lucy opdagede, at hun havde været i sine tanker.

"Undskyld, jeg sad lidt i mine tanker." Han så på hende, og virkede som om han skulle til at sige noget, men ombestemte sig så.

"Okay, hvordan går det?" Spurgte han med den mest ligeglade tone. Tonen sårede Lucy lidt, men hun var vant til det.

"Det går fint, men huset skal rengøres." Faderen nikkede og stirrede lidt på hende uden at sige noget.

"Hvordan går det med din træning?"

"Det går fint, det ved du godt," svarrede hun i en lidt hård tone. Faderen fandt sig i, at hun nogle gange snerrede eller skældte på ham, han havde jo selv lært hende det. De stod lidt i stilhed, hvor ingen af dem vidste, hvad de skulle sige.

"Hvordan går det i helvede?" Spurgte Lucy.

Lucy havde aldrig været i helvede og var ikke særlig glad for at være hos menneskene. Hun havde engang spurgt sin far, om hvorfor hun boede hos mennesker. Han havde svarret, at hvis hun ville, måtte hun bo i helvede når hun blev 18, andet havde han ikke sagt.

"Det går okay, der er kommet mange tjenere på det sidste."

"Det lyder skønt." Hun smilte.

Det var ikke et falsk smil, men et der nåede øjnene. Hun kunne godt lide tjenerne, de var en slags venner for hende. De var underholdende, og de hjalp hende, når hun havde brug for det. Ingen af dem sagde noget i et stykke tid.

"Jeg skal i skole, jeg skrider. Ses." Lucy brudte tavsheden. For nogle kunne afskeden virke ret kold, når de kun så hinanden en gang om ugen, men Lucy blev nødt til at være kold og ond for at imponere sin far. De gav hinanden hånden, hvorefter Lucy gik.

Hun gik 5 meter inden, hun stoppede op. Hun så sig tilbage, men faderen var forsvundet. Hun sukkede nedtrykt. Hun savnede ham meget, han arbejdede hele tiden. Det var ikke særlig sjovt at have en far, der var helvedes hersker!

Lucy tog sin skoletaske, der lå op af et træ. Tasken var sort med hvide kranier. Hun svingede tasken op på ryggen og begyndte at gå mod skolen. Blade og kviste kvasede under hendes sko. Tågen lettede, og skovens dyr kom frem samt lydene. Lucy kom ud af skoven og fik solen i øjnene. Hun rystede på hovedet og gik videre. Hun gik langs bilvejen, som hun gjorde hver morgen. Der var 2 km til skolen.