Addicted to you • E.D • // Afsluttet

N I N E T E E N

Jeg stirrer vantro på ham, før at min mor rømmer sig.

" Alexis, skal du ikke sige goddag til Caspar? " Spørger min mor højt, med vilje sådan så alle kan høre det. Der bliver helt stille i lokalet, og alle kigger forventningsfuldt på os. Caspar træder langsomt frem imod mig. Godt nok ligner han en pæn ordentlig dreng udenpå, men det er han ikke. Hans øjne afslører ham. Hans øjne er sleske og hans mund bevæger sig op i et skævt smil.

" Goddag Miss. Morgan, en fornøjelse at møde dig " Siger Caspar og rækker hans hånd frem imod mig. Hans øjne slipper ikke mine. Jeg rækker stille min hånd frem imod hans, og hans tager fat om den og bukker sig ned og kysser min kno. En gestus der skulle forestille at være romantisk og kærligt, men som nu er totalt ødelagt for mig.

Alle sætter sig ned på deres pladser igen, og jeg bliver placeret imellem min mor og far, og Caspar sidder imellem hans. Jeg føler mig bekvemt og indelukket, og kan sagtens komme på en masse steder jeg hellere ville være lige nu. Caspar? Helt seriøst! Og jeg kan ikke engang lave en scene begrund af min familie, og der ved Caspar endda godt!

Jeg undgår hans blikke, og stirrer ned i min tallerken. Jeg føler mig pludseligt ikke tilpas i min kjole, og jeg prøver febrilsk at dække mig mere til med min jakke, for Caspar kan ikke holde øjnene oppe.

" Jeg er så glad for at i kunne mødes med os! Det er jo hverdag " Siger Mr. Smith, og smiler glad til os alle. Jeg kigger hurtigt op og møder hans blik, og kigger så ned igen.

" Ja! Alexis har været lidt syg her i ugens løb, men havde det heldigvis bedre i dag " Fortæller min mor og smiler til Mrs. Smith. Mr. Og Mrs. Smith kigger begge medfølende på mig.

" Det må også have påvirket dig, med det slagsmål der fandt sted " Siger Mrs. Smith medfølende og smiler sødt til mig. Det havde jeg totalt glemt! Jeg kigger op på Caspar, og det er først nu, at jeg ser hans blå mærker. De er dækket med puder, men nu hvor jeg ved, hvor at jeg skal kigge, er de pludseligt synlige. Jeg kan ikke lade være med at grine indvendigt. Caspar havde godt nok fortjent alle de slag! Og det bedste er, at der hvor jeg slog ham, kan man se et blåt mærke.

Mine forældre kigger forvirrede på dem og så på mig.

" Jeg tror at der har været en misforståelse! Går vores børn på samme skole? Jeg har da slet ikke hørt noget om noget slagsmål " Siger min mor forvirret, og Caspar smiler underholdt til mig. Jeg sender onde øjne igen. Han skal lige våge på at sige noget... Men han har nok allerede fortalt hans synsvinkel af slåskampen... Har han mon nævnt mig? Så ville hans forældre vel være vrede på mig.

" Der er ikke sket nogen misforståelse? Alexis er lige startet på Caspar skole! Det har Caspar da selv fortalt mig! De var begge involverede i slåskampen " Fortæller Mrs. Smith, og jeg holder automatisk vejret. Fuck! Begge mine forældre drejer hovedet og kigger ned på mig. Jeg kan mærke min fars bekymrede blik, og min mors uforstående.

" Er det rigtigt Alexis? " Spørger min mor. Jeg nikker stille.

" Det var de ustyrlige Dolan brødre! De burde gå på en speciel skole! " Siger Mr. Smith, og jeg kan mærke alt i mig spændes. Jeg kigger hurtigt op på ham.

" Og hvorfor tror du, at det var deres skyld? " Spørger jeg ham, og alle ved bordet tiger stille, og kigger overraskede på mig. Jeg kan mærke Caspar hårde øjne, men jeg skubber det væk. Mr. Smith kigger uforstående på mig.

" Det har Caspar da selv fortalt! En af dem var ved at lave et overgreb på dig, og Caspar sprang frem og reddede dig " Fortæller Mr. Smith. Jeg drejer hurtigt hovedet mod Caspar, som sidder og smiler rigtigt underholdene til mig. Den satan! Og jeg kan ingenting gøre! De skulle bare vide at det var deres søn, som var ved at tage overgreb på mig!

" Alexis dog! Du har intet fortalt? Hvor var det godt, at Caspar var der, så han kunne hjælpe dig " Siger min mor og ligger en hånd på min skulder og smiler taknemmeligt til Caspar.

" Man bliver jo nød til at hjælpe smukke damer i nød " Siger Caspar, og hans ord giver mig lyst til at brække mig. Min mor smiler stort, og jeg spiller med.

" Ja... Hvem skulle tro, at prinsen på den hvide hest ville dukke op? " Siger jeg med en sukkersød stemme, og løfter så mit glas op, som er blevet fyldt med vin.

" Skål for, at Caspar reddede mig " Siger jeg, og vi skåler alle. Vores forældre begynder at snakke forretning, og der bliver serveret mad. Jeg prøver at fokusere på min mad, og ignorere Caspar. Den nar! Nu tror min mor endda, at han er en god dreng!

***

Middagen når heldigvis til sin ende, og min far og Mr. Smith blev enige, så det er godt. Vi rejser os alle fra det store bord, og krammer alle farvel. Hans mor krammer mig og komplimentere min kjole og hans far giver mig et håndtryk, og siger, at hvis jeg nogensinde har brug for et job, så har han en stilling som ville passe godt til en sådan ordentlig pligtopfyldende pige som jeg! Mor har vidst ikke fortalt om hvorfor, at jeg skiftede skole.

De voksne går ud af lokalet snakkende, og efterlader Caspar, og jeg tilbage. Jeg træder helt tæt på ham, og stirrer op i han øjne.

" Du er så død " Hvisler jeg igennem sammenbidte tænder, men Caspar griner blot af mig.

" Ikke rigtigt! Hvis du gør mig noget, fortæller jeg det til min far, og tror du at ikke, at han vil fyre din far? Se, det tror jeg også " Siger han, og jeg træder væk fra ham. Jeg kan mærke, at jeg bobler af vrede inden i.

" Fint! Gør hvad du vil. Jeg er skide ligeglad! Men dine forældre skulle bare vide, hvem den rigtigt overgrebs mand var " Hvæser jeg af ham og krydser mine arme. Det får øjeblikkeligt hans øjne til at vandre ned igen, og han smiler slesk.

" Du ser virkeligt flot ud i aften... Jeg kunne lige forestille mig, at du ville se endnu flottere ud, uden den kjole på " Siger han, og jeg ryster på hovedet.

" Farvel Caspar " Siger jeg, og vender mig rundt. Men på vej ud af lokalet, mærker jeg nogle hænder gribe fat om mine hofter, og de trækker mig tilbage, så jeg står op af Caspar.

" Gør som jeg siger, og intet vil ske for din far! Og jeg mener det prinsesse... Jeg holder øje med dig! " Hvisker han i mit øre, og jeg får gåsehud af hans stemme. Jeg kan mærke hans bule i hans bukser, og jeg nikker stille. Jeg føler mig svag og magtløs. Caspar giver slip, og jeg skynder mig efter mine forældre.

***

Køreturen hjem er ulidelig. Min mor kan slet ikke snakke om andet end Caspar og om, hvor skøn en dreng han er. Rend mig! Hun skulle bare vide, at han for under 10 minutter siden truede mig! Jeg føler mig virkeligt krænket.

" Hvad syntes du Alexis? Og du har slet ikke fortalt, at han har reddet dig! Sikke en gentleman " Siger hun og kigger drømmende ud af ruden. Jeg sukker.

" Jeg gider ikke det her lige nu mor " Siger jeg træt, og hun nikker.

" Det er fint skat! " Siger hun, og begynder heldigvis at snakke om noget andet. Da vi kommer hjem, skynder jeg mig op på mit værelse og river nærmest kjolen af. Jeg finder min lange nattrøje på, og fjerner min makeup. Jeg ligger mig til at sove med det samme. Men jeg kan ikke sove. Hele dagen kører på rundt inde i mit hoved. Igen og igen og igen. Fra en okay stund med Ethan, til den værste aften med Caspar! Og jeg kan endda ikke sige noget til nogen om det, for jeg kan ikke risikere at få min far fyret. Han har kæmpet for det firma i så mange år, og han får enligt sit gennembrud nu. Hvilken datter ville jeg ikke være hvis jeg ødelagde det for ham! Jeg må bare bide tænderne sammen, og tænke på noget andet. Og planen med at få alle playerne ned med nakken... Hold nu kæft der er meget at tænke på!

Men efter lang tid med mange tanker, bliver alt til sidst helt stille, og jeg driver ind i en dyb søvn.

_____

Opdatering= er stadigt syg😞❤️ Men jeg formåede at skrive et langt kapitel, så det er vel godt!
Håber i kunne lide det!☺️ Jeg hader personligt selv Casper! Han er bare klam og dum...! Hvad syntes i om ham? Kommenter gerne❤️

Indtil vi ses næste gang, PEACE!✌️💙🔥